Fra byrådssalen
30. november 2011
En fodboldkamp er normalt berammet til 90 minutter. Men på byrådets møde den 29. november var der brug for ekstra spilletid til at diskutere, hvorvidt kommunen skulle indgå en partnerskabsaftale med de ”De grønne” fra Næstved Boldklub. Der ud over blev der talt om bedre udnyttelse af kommunens ejendomme og servicedeklarationer.
Lokale-kabale
Farvel tomme lokaler – goddag til optimalt brug af kontorer. Efter engennemgang af administrationens bygninger er det kommet frem, at diverse rokader har betydet 60 ledige fysiske arbejdspladser. Nu er administrationen så i gang med at rykke sammen på blandt andet Rådhuset i Teatergade 8 og i Rådmandshaven. Det betyder, at det nu bliver muligt at sælge eller opsige lejemålet på flere øvrige adresser bl.a. det tidligere rådhus i Fensmark, det tidligere rådhus i Fuglebjerg, Herlufsvænge, Teatergade 6 og Slagelsevej 47 som samles på Herlufsholmhjemmet. Bibliotek og borgerservice i det tidligere Rådhus i Fuglebjerg bliver ikke berørt. Familieværkstedet på Amtmandsgården bliver flyttet til Farimagsvej 65. Gennemførelsen af rokeringen betyder, at Amtmandsgården, Slagelsevej 47 og Teatergade 6 kan rømmes helt for kommunale aktiviteter.
Servicedeklarationer med borgerne i centrum
Hvad kan borgere med nedsat funktionsevne forvente af kommunen? Og hvordan er kvalitetsstandarten for personlig og praktisk hjælp? Byrådet satte rammerne for, hvad kommunen kan og skal levere, men politikkerne understregede samtidig at servicedeklarationerne aldrig må læses som manual, der standardiserer alting. Snarere er det retningslinjer for, hvad kommunens ansatte skal arbejde ud fra i det konkrete møde med borgeren. Se servicedeklarationerne på kommunens hjemmeside.
Fodbold
800.000 kr. om året i de næste fem år og en mulig investering på 10 millioner i Stadion – hvis Næstved Boldklub bliver i 1. division. Fodboldfolket på tilskuerpladserne i Byrådssalen drog et lettelsens suk, da Socialdemokratiet og Venstre efter en time out stemte for et forslag, der giver Næstved Boldklub en økonomisk saltvandsindsprøjtning mod til gengæld at forpligte sig på otte konkrete projekter – primært rettet mod unge, sundhed og motion.
Men partnerskabsaftalen overbeviste langt fra alle. SF, Dansk Folkeparti, De Radikale og Konservative stemte i mod. For flere af dem handlede det ikke om fodbold – men om principper: Er det en kommunes opgave at finansiere en privat forretning med skattekroner? Og er det forsvarligt, når man lige har skåret på f.eks. handicapområdet? Er Næstveds storhedstid i fodboldverdenen blot et gammelt minde? Og hvordan skal man nu forholde sig i fremtiden, når andre foreninger eller virksomheder føler sig berettiget til også at indgå en partnerskabsaftale?
Omvendt argumenterede fortalerne for, at markedsføringsværdien af kommunen gennem fodbold er en god investering. At man bruger tilsvarende eller flere penge på lignende projekter i andre kommuner. At fodbold på mange måder har en særstatus i samfundet. Og at de tiltag som klubben forpligter sig til, vil være en god investering for alle – om de kan lide fodbold eller ej.
Læs beslutningen og oplægget til bl.a. et rollemodelprojekt, en udvidelse af lektie-cafe-ordning, talentsatsninger og ”smid kiloene efter bolden” her. Her kan man også se hele diskussionen om fodbold, branding og principper.
Mød op eller følg med på nettet
Husk byrådsmøderne er offentlige. Det betyder, at alle borgere er velkomne til at overvære møderne – og stille spørgsmål til byrådets medlemmer. Næste møde er tirsdag den 20. december kl. 18.30. Du kan se dagsordenen her
Sidst opdateret den 30. november 2011