CMP ONE får kulturpris

24. oktober 2016

Trelleborgfondens Kulturpris i 2016 går til graffitikunstneren CMP ONE. Han modtager prisen for det vedholdende arbejde med at udsmykke Næstved og give byen status som uofficiel hovedstad for streetart.

Kulturpris til CMP ONE

CMP ONE, med det borgerlige navn Claus Michael Pedersen, fik i dag overrakt prisen på Rønnebæksholm af Nick de Neergaard fra Trelleborg Fonden sammen med Næstveds borgmester Carsten Rasmussen og kulturudvalgsformand Linda Frederiksen.

”CMP har sat gadekunst på dagsordenen og placeret Næstved på landkortet på markant vis. Derfor ønsker et enigt prisudvalg at hædre ham,” fortæller Næstveds borgmester Carsten Rasmussen.

CMP ONE er den drivende kraft bag udsmykningsprojektet Næstved Kunstby, som forvandler byens rum med opsigtsvækkende værker udført af internationalt anerkendte graffiti-kunstnere. CMP er desuden selv blandt de 16 kunstnere, som har sat deres aftryk på ellers kedelige og glemte flader i byens rum med foreløbig 19 værker. Det er de færreste byer, der kan byde på en lignende koncentration af værker i det offentlige rum.

”CMP har bidraget til den kulturelle udvikling i Næstved på en måde der kan opleves af alle. Det er inspirerende, og det vil vi gerne anerkende og fejre med den her pris”, siger Linda Frederiksen, formand for Kulturudvalget i Næstved.

Næstveds borgere og besøgende i byen har med Næstved Kunstby fået mulighed for at opleve en global og urbant voksende kunstform folde sig ud. En kunstform som CMP vedholdende har arbejdet med at åbne folks øjne for.

Prisen er på 25.000 kr. og en privat omvisning på Rønnebæksholm.

”Vi er meget glade for, at vi med Trelleborg Fondens Kulturpris kan være med til at opmuntre kunstnere og kulturaktører, som gør en særlig indsats for kulturlivet på Sydsjælland.” Det udtaler områdedirektør Jesper Lund Vimmer, som har repræsenteret Trelleborg Fonden i prisudvalget.

Trelleborg Fonden finansierer kulturprisen, der i Næstved har fået det lokale kælenavn Grundtvig-Marie Prisen.

Grundtvig-Marie Prisen har været uddelt én gang tidligere i 2010, men først nu i 2016 er der med Trelleborg Fonden igen en sponsor til prisen. Trelleborg Fonden har foreløbig ønsket at sponsere prisen i 2016, 2017 og 2018.

Grundtvig-Marie Prisen er stiftet med det formål at tilkendegive, at kunst og kultur er et essentielt element i den demokratiske debat og udvikling. Næstved Kommune og Trelleborg Fonden ønsker at understøtte, at en eller flere spirende kunstnere eller kulturelle udøvere fortsat opmuntres til at fortsætte og udvikle deres kunstneriske virke.

Kontakt

Center for Kultur og Borgerservice
Telefon: 5588 3020
E-mail:
Sidst opdateret den 25. oktober 2016