Byggesagsbehandling
På denne side får du en lang række informationer, der kan være relevante, hvis du skal bygge eller blot er interesseret i byggeri.
I forbindelse med byggeansøgninger/-anmeldelser hjælper Næstved Kommune bygherren med, at byggeriet overholder den til enhver tid gældende lovgivning, herunder indhentning af supplerende (del-)tilladelser fra andre godkendende myndigheder. Det er vigtigt, at ansøgningsmaterialet har den nødvendige kvalitet, så det er muligt at kontrollere, om det ønskede byggeri kan tillades etableret/opført.
Informationerne er inddelt i 6 emneområder:
Vilkår i tilladelser
Når kommunen har behandlet ansøgningen eller anmeldelsen, gives der en byggetilladelse eller en godkendelse. Byggetilladelsen eller godkendelsen kan være givet på en række nærmere angivne vilkår, som ansøgeren skal være særlig opmærksom på, når arbejdet påbegyndes.
For byggetilladelser/godkendelser ved enfamiliehuse i byzone, er politisk vedtaget en sagsbehandlingstid på 2-4 uger. Dette er dog forudsat at ansøgningsmaterialet er tilstrækkeligt, at det ansøgte ikke kræver dispensation eller deltilladelser efter anden lovgivning jf. ovenstående.
For erhvervs- og etagebyggeri vil sagsbehandlingstiden som ofte være længere, da disse sager ofte kræver godkendelse fra anden myndighed eller efter anden lovgivning, f.eks. miljømyndighed.
Ved ansøgning om dispensation vil sagsbehandlingstiden typisk blive forlænget væsentligt, da der skal sættes tid af til naboorientering og høring af andre parter, hvorefter sagen måske skal forelægges til politisk behandling i relevant udvalg.
Ovenstående angivne sagsbehandlingstider vil alene være vejledende, da der ved stor byggeaktivitet i kommunen kan forekomme længere sagsbehandlingstider.
Når kommunen fremsender kvitteringsskrivelse for modtagelse af anmeldelse/ansøgning, vil det heraf fremgå, hvilken aktuel sagsbehandlingstid der påregnes.
Syn af det færdige byggeri
Syn af det færdige byggeri, skal aftales særskilt med kommunens teknikere.
Ved stor byggeaktivitet i kommunen vil færdigsyn af byggesager, hvor bygherren ikke er økonomisk afhængig af kommunens afslutning af sagen, blive nedprioriteret.
Efter færdigsyn af et byggeri som ikke har givet anledning til bemærkninger, vil sagen blive afsluttet ved færdigmelding til Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorfra bygherrer i løbet af ca. 1 til 2 måneder vil modtage en BBR-ejermedddelse, hvor det fremgår at byggeriet er færdigt. For erhvervs- og etageboligbyggeri vil der tillige blive udstedt en ibrugtagningstilladelse.
Kommunen vejleder alle, der har spørgsmål om godkendelse af byggesager. Det drejer sig om information om gældende love og regler for de enkelte byggerier og de særlige procedurer en myndighedsgodkendelse kræver. Konkret rådgivning om de rent byggetekniske ting, herunder statiske beregninger, varmetabsberegninger m.m. rådgives der ikke om. Her henvises der til de rådgivende firmaer i byen.
Kommunen deltager gerne i forhåndsdialog med ejer/bygherre forud for byggeansøgning/-projekt. Det skal dog præciseres, at kommunens rolle ved forhåndsdialogmødet udelukkende vil være at vejlede. Kommunen kan ikke fungere som bygherrerådgiver, ligesom et tilbud om forhåndsdialog ikke automatisk indebærer, at byggesagsbehandlingen sker på stedet.
Byggesagsgebyrer
Der opkræves gebyrer for behandling af byggesager. Gebyrets størrelse er afhængig af byggeriets art og kan ses af gebyrlisten for byggesager.
Se byggesagsgebyrer
Klage over en afgørelse
Afgørelser truffet af kommunen kan påklages til forskellige instanser, alt afhængig af afgørelsens hjemmel. Klageinstans og klagefrist vil fremgå af de papirer, hvori afgørelse er anført.
Sidst opdateret den 2. januar 2012