Forside
/ ... /
Carport, garage, udhus eller overdækkede arealer
Carport, garage, udhus eller overdækkede arealer
Hvis du skal opføre en carport, garage, udhus eller overdækket areal, er det vigtigt at få overblik over, hvornår og hvordan du bærer dig ad med at lave en ansøgning til Næstved Kommune.
De nævnte bygningstyper er alle omfattet af reglerne for byggeri af ”begrænset kompleksitet”
Læs mere om byggeri af begrænset kompleksistet
Formålet med denne vejledning er derfor, at fortælle:
- hvilke regler, der gælder for det der ønskes opført
- hvilket materiale der skal sendes til kommunen, for at ansøgningen kan få en hurtig og effektiv behandling
Her er kun nævnt de mest almindelige ting. Du skal derfor altid sørge for, at der foreligger en godkendelse inden du går i gang. Det er ikke nok, at du blot følger denne vejledning, eller bygger på baggrund af en mundtlig drøftelse af byggeriet.
a) Garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger samt teknikhuse til elektroniske kommunikationsnet eller tjenester på højst 50 m2.
b) Tilbygning til ovennævnte bygninger, hvor arealet efter tilbygningen højst er 50 m2.
c) Enkeltstående ombygninger og andre forandringer i bebyggelser, der alene vedrører en enkelt boligenhed på højst 150 m2 i etageejendomme med mere end en bolig eller en enkelt erhvervsenhed på højst 150 m2. Den enkeltstående ombygning eller forandring må ikke medføre en udvidelse af etagearealet.
d) Udendørs anlæg til opbevaring af husdyrgødning, korn og foder samt befæstede pladser.
e) Satellitantenner med en diameter på over 1,0 m og vindmøller.
f) Nedrivning af garager, carporte, udhuse og lignende bygninger på over 50 m2 i tilknytning til enfamiliehuse og sommerhuse.
Er bygningerne i a) eller b) større end 50 m2, skal der søges en byggetilladelse, og der gælder andre regler. Integrerede carporte, garager og udhuse kræver byggetilladelse.
Læs mere om erhvervs- og etageboligbyggeri, om og tilbygninger
Inden du går i gang med et byggeprojekt, skal det anmeldes til Næstved Kommune.
For anmeldelsessager gælder det, at kommunen skal reagere inden to uger. De to uger regnes fra den dag anmeldelsen er modtaget, og der skal tillægges almindelig postbesørgelsestid. Ved dispensationsansøgning ophæves to ugers reglen. I Næstved Kommune vil man altid få et svar på sin anmeldelse.
Hvad skal anmeldelsen/ansøgningen indeholde
Blanket til ansøgning/anmeldelse af byggearbejde 2010
Det er ejerens ansvar, at de oplysninger, der gives til kommunen, er rigtige, og at arbejdet bliver udført lovligt og i overensstemmelse med godkendelsen, samt udføres håndværksmæssigt korrekt.
Kommunen anbefaler, at man ikke påbegynder byggearbejdet, før der er meddelt godkendelse.
Dispensationer
Hvis byggeriet ikke kan overholde gældende bestemmelserne, kan der søges en dispensation. En ansøgning om dispensation skal begrundes. Byggearbejdet må ikke påbegyndes, før nødvendig dispensation og/eller godkendelse er givet. Det er ejers pligt at søge de nødvendige dispensationer.
Blanket til dispensationsansøgning
Nabohøring/ Partshøring
I forbindelse med behandling af dispensationsansøgningen, eller ved udførelse af en samlet vurdering af en bebyggelses omfang og indvirkning på omgivelserne, vurderer kommunen om der skal foretages nabohøring/ partshøring. Det vil sige, at kommunen sender et brev til naboerne med oplysninger om byggeriet, og hvad der evt. kræves dispensation fra. Naboerne har derefter 2 uger til at gøre indsigelser.
Eventuelle indsigelser ved nabohøringen vil indgå i byggesagsbehandlernes sagsbehandling.
Godkendelsen kan indeholde særlige betingelser, som skal overholdes. Kommunen kan efterfølgende kontrollere, om byggeriet opfylder betingelserne.
Godkendelsen bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden ét år.
Nyt byggeri skal opfylde de bestemmelser, der er fastsat i Bygningsreglementet, BR10.
Lokalplaner, byplanvedtægter, tinglyste deklarationer
Der kan være en lokalplan, byplanvedtægt eller en tinglyst deklaration, der har bestemmelser om placering af bebyggelse, byggelinie mod vej, bygningernes ydre fremtræden samt materialevalg og lignende.
Hvis der i en lokalplan, tinglyst byplanvedtægt eller deklaration er fastsat andre bestemmelser end i bygningsreglementet, er det altid lokalplanen mv., der gælder.
Du skal derfor altid selv undersøge, hvilke regler der er gældende.
Lokalplaner i Næstved Kommune
Tinglysninger - Vær opmærksom på, at der oftest opkræves betaling for disse oplysninger.
Landzone og beskyttelseslinjer
Hvis ejendommen er beliggende i landzone eller i nærheden af sø, å, fjord eller skov kan der gælde andre regler.
Læs mere om byggeri i landzone
Bebyggelsesprocent
Ved enfamiliehuse, sommerhuse og dobbelthuse regnes de første 35m2 af carporte, garager, udhuse eller overdækkede arealer ikke med til beregningen af bebyggelsesprocenten. Ved kædehuse og rækkehuse regnes de første 20 m2 ikke med. Alt hvad der overstiger de 35m2 eller 20 m2 vil blive medregnet i bebyggelsesprocenten.
Udregning af bebyggelsesprocent
Højde og længde mod skel
Opføres bygningen nærmere sti-, vej- eller naboskel end 2,5 m, må den ikke være højere end 2,5 m. Den samlede længde af alle bygninger nærmere sti-, vej- eller naboskel end 2,5 m må højst være 12 m (incl. småbygninger på højst 10 m2). Udhæng op til 0,5 m i begge ender medregnes ikke i længden. Der må ikke udføres døre, vinduer eller lignende åbninger imod skel
De enkelte bestemmelser om længde, højde og størrelse findes i kap. 2.7.6 i Bygningsreglement 2010, BR10.
Afløb fra tag
Tagvand skal holdes på egen grund og kan føres til det eksisterende afløbssystem eller, hvis jordforholdene er egnede til det, kan det føres til faskine. Hvis tagvandet føres til eksisterende afløbssystem, skal det udføres af en autoriseret kloakmester.
Hvis jordforholdene er egnede til det, kan der alternativt søges om tilladelse til etablering af faskine.
Læs mere om faskiner
Ansøgning om faskine vil blive behandlet af
Teknik- og Miljøforvaltningen, Natur & Vand, Rådmandshaven 20, 4700 Næstved
Telefon: 5588 6150
E-mail:
Næstved Byråd har fastlagt gebyrer for byggesagsbehandling af anmeldelser.
Byggesagsgebyr (pdf, åbner i nyt vindue)
Byggesagen vil automatisk blive afsluttet efter 12 måneder, hvis Byggesag ikke modtager en færdigmelding før.
Blanket til færdigmelding
Alle husejere har fået en BBR-ejermeddelelse. Husejeren skal selv holde øje med, om oplysningerne på BBR-meddelsen svarer til de faktiske forhold, og sørge for at eventuelle fejl bliver rettet. Hvis der foretages ændringer på ejendommen skal det oplyses til BBR. Det er vigtigt af hensyn til vurdering, forsikring, belåning og eventuel salg af ejendommen, at BBR-registret er ajourført korrekt.
Ved færdigmelding og afslutning af en byggesag sender kommunen automatisk en ny BBR-ejermeddelse til ejeren.
På www.ois.dk kan det ses, hvilke oplysninger om ejendommen, der er registreret i BBR.
Byggesag hjælper gerne med vejledning om bestemmelserne i byggelovgivningen.
Spørgsmål kan rettes til Teknik- og Miljøforvaltningen, Byggesag på telefon 55 88 6110 eller e-mail:
Sidst opdateret den 22. marts 2012