Service til erhverv

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599
Skriv til Næstved Kommune

Oversvømmelser

Oversvømmelser kan skyldes så store regnskyl eller tøbrud, at vandet ikke kan være i vandløb og dræn. Sådanne oversvømmelser skal tåles.
Oversvømmelser kan også skyldes, at der er fejl og mangler ved vandløb og dræn. Sådanne oversvømmelser skal ikke tåles.
Du skal selv sørge for at vedligeholde dine vandløb og dræn, så oversvømmelser ikke skyldes fejl og mangler i dine vandløb og dræn.

Alle vandløb kan få oversvømmelser

På fotoet ses en midlertidig oversvømmelse, men vandet finder oftest hurtig vej til drænene Både åbne og rørlagte vandløb, kanaler og dræn er beregnet til at kunne tage bestemte mængder vand. Hvis der kommer mere vand ved store regnskyl eller tøbrud, kan vandet ikke være i vandløbene. Der vil komme oversvømmelser.
Vandet fra oversvømmelserne samler sig i lavninger og dale, hvor det må vente på, at der bliver plads i vandløbene. Der kan gå flere dage, før vandet kan løbe væk.

Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Denne type oversvømmelser kan ikke hindres, og de skal tåles.
Nogle ejendomme er blevet lagt i lavninger eller i gamle ådale. Disse huse vil være ekstra udsat for oversvømmelser.

Oversvømmelser i byen

I de større byer løber vandet næsten altid væk gennem regnvands-ledninger. Der kan dog også være både åbne og rørlagte vandløb og dræn i byerne.
Regnvands-ledninger drives af NK-Spildevand A/S. Hvis regnvands-ledningerne er stoppet til, kan du kontakte NK-Spildevand A/S. Døgnvagten har tlf. 5588 6410.
Byens vandløb og dræn vedligeholdes som regel af de, der ejer jorden. Nogle vandløb vedligeholdes af vandløbsmyndigheden. Det vil især være de større åbne vandløb.

Oversvømmelser på landet

På landet løber vandet væk gennem åbne og rørlagte vandløb og dræn.
Oversvømmelser kan skyldes store regnskyl eller tøbrud. Vandet kan ikke straks ledes væk gennem vandløb og dræn.
Oversvømmelsen kan også skyldes forstoppelser eller andre fejl i åbne og rørlagte vandløb og dræn.
Hvis oversvømmelsen ikke skyldes regn og tø, skal du undersøge dine egne dræn og vandløb.
Hvis der er forstoppelser eller fejl i dine egne vandløb og dræn, skal du selv sørge for vedligeholdelse og reparation.
Hvis du er sikker på, at der ikke er fejl og mangler i dine egne vandløb og dræn, bør du tale med dine naboer, så I sammen kan finde ud af, hvor fejlen er.
Vandløbslovens almindelige regel er, at vedligeholdelsen af vandløb og dræn påhviler de enkelte lodsejere.

Offentlige vandløb

Hvis oversvømmelsen skyldes fejl i offentlige vandløb, skal du kontakte Natur & Vand, som tager sig af fejlen.
Du har også mulighed for at indsende et skema med anmeldelse til Natur & Vand.

Hvor hurtigt løber vandet væk fra marken

Det meste af vandet på marken trænger ned i jorden. En mindre del fordamper.
Vandet, som trænger ned i jorden, fortsætter enten ned til grundvandet eller ned til drænene. Drænene løber ud i større rørlagte vandløb eller i åbne vandløb. Vandløbene løber til sidst ud i havet.
Vandløb og dræn har mange forskellige størrelser. Vandløbenes størrelser er afgørende for, hvor meget vand der kan ledes væk, og hvor ofte der står vand på marken.

Hvordan får jeg større vandløb

Hvis du ønsker at gøre dit vandløb større, så det kan lede mere vand, skal du udarbejde et projekt. Projektet skal godkendes af vandløbsmyndigheden, før du gør dit vandløb større.
Ændringer af vandløbs størrelse kaldes reguleringer.

Du skal være opmærksom på:

  • At du vil få meget svært ved at gøre et lavt område fri for oversvømmelser
  • At hvis et vandløb gøres større, så betyder det som regel, at vandløbene neden for også skal gøres større
  • At hvis du ønsker større vandløb, skal du udarbejde projekt og betale for både projektet og arbejderne ude i vandløbene
  • At alle projekter skal godkendes af vandløbsmyndigheden
  • At du vil få svært ved at få en godkendelse, hvis dit projekt er til skade for miljøet i vandløbet
  • At hvis andre får problemer på grund af dit projekt, kan de kræve erstatning af dig 


 

Teknik- og Miljøforvaltningen, Natur & Vand
Telefon: 5588 6150
E-mail:
Sidst opdateret den 26. maj 2011

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625