Oversvømmelse - offentlige vandløb
Alle vandløb kan svømme over. Oversvømmelser i vandløb kan skyldes kraftig regn og tø eller manglende vedligeholdelse.
Du kan henvende dig til vandløbsmyndigheden, hvis der er oversvømmelse i dit offentlige vandløb. Vandløbsmyndigheden vil undersøge om oversvømmelsen kan skyldes manglende vedligeholdelse.
Alle vandløb kan få oversvømmelser
Oversvømmelser forekommer, når vandet ikke kan forsvinde. Som regel er der tale om ekstra store mængder af vand fra kraftig regn eller fra tøbrud.
Alle vandløb – også offentlige vandløb – er beregnet til at kunne tage bestemte mængder vand. Kommer der mere vand, end der kan være i vandløbene, vil der komme oversvømmelse.
I regulativerne kan du se, hvor meget vand de enkelte offentlige vandløb skal kunne tage.
To almindelige grunde til oversvømmelser ved offentlige vandløb
1. Regulativet er overholdt, så vandløbet har den form (skikkelse) og har fået den vedligeholdelse, som er beskrevet i regulativet.
Hvis det regner meget, eller store mængder sne tør, kan vandet ikke være i vandløbet. Der vil komme oversvømmelse.
Hvis regulativets krav er overholdt, har åmændene ikke lov til at lave mere vedligeholdelse i vandløbet. Vandet vil trække væk i løbet af nogle dage.
Planterne i vandløbet (grøden) bliver normalt slået først på sommeren og i løbet af efteråret. Nogle år er betingelserne for vækst særligt gode, og vandløbets planter bliver meget store i løbet af sommeren. I sådanne år kan kraftige regnskyl sidst på sommeren give oversvømmelser. Du kan ringe til Natur & Vand for at høre, hvornår dit offentlige vandløb bliver slået.
2. Regulativet er ikke overholdt, så vandløbet har ikke den form (skikkelse) eller er ikke blevet vedligeholdt, som beskrevet i regulativet.
Den mængde vand, som regulativet lover, at vandløbet skal kunne tage, kan ikke være i vandløbet.
Vandløbsmyndigheden skal sørge for, at regulativets krav om form og vedligeholdelse opfyldes. Åmændene laver det arbejde, der mangler.
Hvis du tror, at oversvømmelsen skyldes, at regulativet ikke er overholdt, skal du kontakte Natur & Vand, som vil undersøge, om det er tilfældet. Du kan også indsende et skema med anmeldelse til Natur & Vand. (link)
Sidst opdateret den 19. februar 2011