Private vandløb - oversvømmelse
Oversvømmelser kan skyldes kraftig regn og tø eller manglende vedligeholdelse. Alle skal vedligeholde vandløb og dræn på egen ejendom.
Alle vandløb – også private vandløb – er beregnet til at kunne tage bestemte mængder vand. Kommer der mere vand, end der kan være i vandløbene, vil der komme oversvømmelse.
Oversvømmelser kan skyldes store mængder vand fra kraftig regn eller fra tøbrud eller manglende vedligeholdelse af vandløbet.
Hvis jorden er frossen, kan vandet ikke trænge ned til rørledningen eller drænet, men vil ligge på marken.
Hvis et rørlagt vandløb eller et dræn bliver stoppet til eller falder sammen, kan vandet ikke trække væk.
Hvis et åbent vandløb er fuld af planter (grøde), vil det tage længere tid end normalt, før vandet kan trække væk.
Du er selv ansvarlig for at vandløb og dræn på din ejendom er i orden og virker. Hverken mere eller mindre.
Vandet løber væk, når der er blevet plads i vandløbene.
Hvis rørlagte vandløb og dræn er stoppet til, kan det tage lang tid, før vandet løber væk.
Du har pligt til at vedligeholde alle vandløb og dræn på din egen ejendom. Du skal sørge for at få rørledningerne spulet, rødderne skåret væk eller ødelagte rør skiftet ud.
Når du spuler dine rørledninger, sender du sandet videre til din nabo. Du bør derfor sørge for at tage sandet op fra både rørledninger og åbne vandløb efter spulingerne.
Noget af vandet på marken kan løbe oven på jorden. Vandet vil løbe ned ad bakke – og det har det lov til.
Det betyder, at alle har pligt til at finde sig i, at der i perioder med meget vand kan løbe vand oven på jorden fra en ejendom til en anden ejendom.
Det betyder også, at ingen har ret til at kræve, at alt vand straks skal være i vandløb eller dræn.
Hvis dine åbne og rørlagte vandløb og dræn er i orden, kan ingen kræve erstatning for det vand, der løber ned ad bakke.
Du har ingen pligt til at grave vandløbene større eller lægge nye rør, der kan tage mere vand. Det er reguleringer, som kræver tilladelse.
Du må ikke grave grus og sten op fra åbne vandløb. Og du må heller ikke grave fast ler og jord op. Hvis du graver i grus, sten, fast ler og fast jord, har du lavet en regulering.
Hvis du vil ændre vandløbenes form eller størrelse, skal du altid søge om tilladelse til regulering hos vandløbsmyndigheden.
En af de vigtigste regler i vandløbsloven er, at alle har pligt til at vedligeholde alle slags vandløb – både åbne og rørlagte vandløb, gravede kanaler og dræn - på deres egen ejendom. For offentlige vandløb har vandløbsmyndigheden påtaget sig denne pligt for lodsejerne.´
Vedligeholdelsen skal udføres, så alle vandløb kan føre de mængder vand, som de er beregnet til at skulle føre. Hverken mere eller mindre.
Du har altså kun pligt til at vedligeholde dine vandløb. Hverken mere eller mindre. Denne pligt skal du til gengæld tage alvorligt. Hvis du ikke vedligeholder dine vandløb, kan dine naboer få skader. Du kan komme til at betale erstatning for skaderne.
De vandmængder, du har ret til at aflede, er netop de vandmængder, som kan være i de eksisterende vandløb og dræn. Hverken mere eller mindre. Du må således lede det vand til de vandløb, som du har fået tilladelse til. Og du må beholde vandløb og dræn, som har været der gennem mange år.
Du har ikke ret til at aflede nye vandmængder til rørlagte vandløb og dræn, uden at du har fået en tilladelse. Du kan komme til at genere andre, så de ikke kan komme af med de mængder vand, som de plejer at kunne komme af med. Hvis du skader andre, kan du komme til at betale erstatning.
Sidst opdateret den 19. februar 2011