Service til erhverv

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599
Skriv til Næstved Kommune

Pejling af boringer

Indvindere af grundvand skal pejle grundvandets højde. Her omtales, hvordan pejling udføres, og hvordan disse pejlinger skal indberettes til Næstved Kommune inden den 1. februar året efter.

Derfor skal der pejles

Pejlinger af grundvandet giver nyttige oplysninger, som kommunen og det statslige miljøcenter skal bruge i forbindelse med kortlægning, indsatsplaner og overvågning af grundvands-ressourcen i kommunen.

Vandværkerne har også selv en stor interesse i at kende grundvandets højde for at sikre sig imod, at det synker - med risiko for kommende vandmangel.

En metode til kortlægning af grundvandet er at opstille matematiske grundvands-modeller, som beregner

  •  hvor der dannes grundvand
  •  hvor meget grundvand der dannes
  •  hvordan grundvandet strømmer.

De indberettede pejledata er meget vigtige i denne sammenhæng.

Vandforsyningen i Danmark er næsten udelukkende baseret på grundvand, som ud over drikkevand bruges i den øvrige husholdning, institutioner og virksomheder, til markvanding og i industrien. Der skal derfor sikres rigeligt og godt vand til alle både nu og i fremtiden.

Ændringer i grundvandsstanden kan skyldes naturlige variationer eller variationer i indvinding af vand. Variationer i nedbør og fordampning hen over året betyder, at grundvandsstanden typisk vil have et maksimum i foråret og et minimum i efteråret. Områder med sommerhuse og markvanding har en stor indvinding om sommeren, hvilket kan påvirke den naturlige variation i grundvandsstanden. Boringerne skal derfor som hovedregel pejles mindst 2-4 gange om året, så man kan få et godt billede af disse årstidsvariationer.

Pejledata er vigtige, hvis der kommer nye boringer indenfor dit/jeres indvindingsområde. Hvis du har pejlet gennem en årrække, kan data vise, hvis der pludselig sker ændringer i grundvandsstanden, f.eks. som følge af nye indvindinger.

Der skelnes mellem ro-pejling (ingen oppumpning) og drifts-pejling (når der pumpes).

Rovandspejling

En rovandspejling udføres, når pumpen i indvindingsboringen har været stoppet i mindst 4 timer. En sådan pejling afspejler grundvandets den naturlige højde i området omkring boringen, da pejleresultatet ikke er påvirket af vandindvinding.

Driftspejlinger

En driftspejling viser, hvor meget grundvandet sænkes, når der indvindes vand fra boringen. Ved at udføre jævnlige driftspejlinger kan du følge med i boringens fysiske tilstand. Hvis de målte sænkninger bliver gradvist større, kan det være et udtryk for problemer med boringen, f.eks. en forringet tilstrømning af grundvand. Det kan så betyde, at boringen skal renoveres. Ved at foretage regelmæssige driftspejlinger kan du opdage sådanne problemer i god tid.

Hvem pejler

Som udgangspunkt skal alle vandindvindinger pejles. Det fremgår af den enkelte indvindingstilladelse, hvor tit der skal pejles. Pejlingerne skal foretages jævnt over året, f.eks. en gang hvert kvartal.

Indberetning af pejledata

Kommunen udsender pejleskemaer hvert år i december måned. Årets pejleresultater skrives i skemaet og indsendes herefter til kommunen senest den 1. februar det følgende år. Det fremgår af pejleskemaet, hvordan du skal udføre pejlingen.



 

Teknik- og Miljøforvaltningen, Natur & Vand
Telefon: 5588 6150
E-mail:
Sidst opdateret den 3. november 2008

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588      Skriv til Næstved Kommune cvr-nr.: 29189625