Regulativ om standsning og parkering
I Næstved Kommune gælder der særlige regler for benyttelse af parkeringspladser, standsning og parkering m.v. på vej uden for parkeringspladser samt for benyttelse af parkeringspladser.
Hele regulatives kan downloades her
I medfør af færdselslovens § 28, stk. 3, 3. pkt. og § 92, stk. 1, nr. 1 samt lov om offentlige veje § 107, stk. 2, fastsætter Næstved Byråd med samtykke fra Næstved Politi følgende bestemmelser.
Regulativet er gældende inden for tættere bebygget område, afmærket med færdselstavle (E 55) følgende steder: Næstved, Rønnebæk, Karrebæksminde, Fensmark, Holme-Olstrup, Toksværd, Mogenstrup, Brøderup, Tappernøje,Glumsø, Gelsted, Herlufmagle, Sandby, Skelby, Tybjerglille Bakker, Fuglebjerg, Sandved og Tornemark.
Ved parkeringsplads forstås arealer afmærket og godkendt efter færdselslovens bestemmelser med færdselstavlen parkering (E 33), parkeringssymbol (V33), vejstriber, parkometer eller på anden måde anvist til parkering.
Ingen del af et parkeret køretøj må være uden for et afmærket parkeringsområde.
I parkeringsbås må kun standses og parkeres biler og motorcykler med mere end 2 hjul samt motorcykler med sidevogn.
I parkeringsbås afmærket for motorcykler må kun standses og parkeres 2-hjulede motorcykler uden sidevogn og registreringspligtig knallert.
På arealer indrettet med afgrænsede områder eller parkeringsbåse må parkering kun ske inden for de afmærkede områder eller båse.
På parkeringspladser er det forbudt at parkere:
1) Køretøjer (herunder cykler og knallerter) med henblik på privat eller erhvervsmæssig udlejning, salg, reklame, beboelse, reparation eller lignende.
2) Campingvogne og autocampere i tiden fra kl. 23.00 til kl. 06.00
3) Busser og lastbiler med tilladt totalvægt over 3.500 kg, påhængs- og sættevogne, traktorer, motorredskaber, påhængsredskaber, hestevogne, træk- og håndvogne eller lignende.
Parkering af busser og lastbiler:
Busser og lastbiler, påhængs- og sættevogne henvises til de særligt for disse køretøjer afmærkede parkeringspladser, som er etableret:
Næstved:
DK-Benzin, Ny Præstøvej, Militærsvinget, Stenstrup, Industriområde, Øverup Erhvervsområde i Næstved og havneområdet i Karrebæksminde
Holmegaard:
Glasmagervej i Fensmark, Gartnervej i Holme-Olstrup
Fladså:
Materielgården, Pederstrupvej 27 A, Pederstrup, Bag benzinstationen, Hovedvejen 59, Tappernøje
Suså:
Nøddevej i Glumsø, Industrivej i Gelsted, Håndværkervej i Herlufmagle
Fuglebjerg: Kristensmindevej (kølebiler og –anhængere), Falkevej
Ved parkometer forstås:
1) En automat opstillet ved en parkeringsbås. Automaten angiver det tidsrum, der er betalt for.
2) En automat opstillet for et område med flere parkeringsbåse eller en bydel. Automaten udsteder en parkeringsbillet, der tydeligt angiver sted og det tidspunkt, hvor der er betalt.
Senest ved udløbet af den tid, der er betalt for, skal køretøjet være fjernet fra pladsen. En forlængelse af parkeringsperioden ved at betale yderligere kan ske. Dog må højst tilladte parkeringstid ikke overskrides.
Bliver en parkeringsbås med parkometer ledig inden udløbet af den tid, der er betalt for, kan den resterende tid benyttes af et andet køretøj. Hvor parkeringsbillet skal benyttes dog kun, hvis billetten overdrages og anbringes forskriftsmæssigt.
Parkeringsbillet skal anbringes umiddelbart inden for forruden eller en af fordørens ruder. Ved parkering langs fortovskant skal parkeringsbilletten anbringes inden for forruden og nærmest fortovet eller bag ruden på fordøren nærmest fortovet. Parkeringsbilletten skal tydeligt kunne læses udefra.
Køretøjer forsynet med invalideskilt er fritaget for betaling.
Ved vej forstås vej, gade, plads og bro, både offentlig og privat.
På vej er det forbudt at parkere:
1) Busser og lastbiler med tilladt totalvægt over 3.500 kg, påhængs- og sættevogne, campingvogne med tilladt totalvægt over 2.000 kg, traktorer, motorredskaber og andre påhængskøretøjer, træk- og håndvogne eller lignende i mere end 3 timer.
2) Campingvogne (herunder teltvogne) med tilladt totalvægt på indtil 2.000 kg i mere end 24 timer.
3) Køretøjer (herunder cykler og knallerter) med henblik på privat eller erhvervsmæssig udlejning, salg, reklame, beboelse, reparation eller lignende.
4) Havarerede eller på anden måde ubrugbare køretøjer i mere end 12 timer.
5) Cykler og ikke registreringspligtige knallerter ved kantsten.
Hvor er det forbudt at standse og parkere:
Det er forbudt at standse og parkere på fortov. Bil med tilladt totalvægt på indtil 3.500 kg og påhængsvogn hertil, motorcykel med mere end 2 hjul samt motorcykel med sidevogn kan standse og parkere med køretøjets højre eller venstre hjulpar på fortov, hvis der friholdes mindst 1,5 m af fortovet.
Det er forbudt at standse og parkere på rabatter og lignende med mindre de ved armeret befæstelse er særligt beregnet til køretøjer.
Ved standsning og parkering skal køretøjet anbringes i vejens længderetning ved kørebanens yderkant, med mindre andet er tilkendegivet ved afmærkning eller på anden måde.
Afmærkning med færdselstavler eller anden afmærkning vedrørende standsning og parkering efter færdselsloven gælder forud for og ændres ikke af Regulativ om standsning og parkering.
Tilsynet med overholdelse af regulativets bestemmelser føres af politiet og af Næstved Kommune ved kommunalt ansatte parkeringskontrollører.
Ved overtrædelse af regulativet pålægges afgift i medfør af færdselslovens § 121 og § 122a. Parkeringsafgiften andrager for tiden kr. 510,-.
Regulativet kan tages op til revision, når som helst Næstved Kommune som vejmyndighed eller politiet måtte ønske det.
Sidst opdateret den 10. august 2011