Veje og miljø

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Telefon: 5588 5588
Fax: 5588 5599

Områdeklassifikation og flytning af by-jord

Al by-jord er pr. 1. januar 2008 klassificeret som lettere forurenet. Selvom jorden er den samme som i går, er det af sundhedsmæssige årsager tilrådeligt at du tager nogle enkle forholdsregler. Skal du flytte mere end 1m3 jord fra din ejendom skal du anmelde det til kommunen. 

Områdeklassifikation

Al by-jord er pr. 1. Januar 2008 – som udgangspunkt – klassificeret som lettere forurenet jord. Ordet forurening giver straks associationer om noget, vi skal holde os fra. Når al jord indenfor byområder i hele Danmark nu er klassificeret som lettere forurenet jord, kan det umiddelbart virke afskrækkende. Men da jorden i dag stadig er den samme som i går, får den nye klassifikation stort set kun betydning for dig, hvis du skal hen at flytte jord fra din grund. Hvis du desuden følger de råd, du kan hente her på hjemmesiden, behøver du ikke at være betænkelig over at leve og bo på en lettere forurenet grund.

Læs de gode hverdagsråd (samme vindue)

Find din ejendom på Næstved Kommunes informationer på kort (nyt vindue)

Lettere forurenet jord

Du kan ikke umiddelbart selv se eller lugte, om jord er lettere forurenet. Bor du i byen, skal du som udgangspunkt antage, at det er den. Forureningen er opbygget gennem mange år. Den stammer bl.a. fra bilers udstødning og røg samt støv fra industriens udledninger. Risikoen for sundhedsfare ved lettere forurenet jord er beskeden sammenlignet med mange andre risikofaktorer. Hvis du udsættes for den lettere forurenede jord vil du blive udsat for samme mængde af stofferne, som alle danskere i gennemsnit får via føden hver dag. Med andre ord; lettere forurenet jord er ikke så forurenet, at du skal fjerne den.

Jordflytning

Lettere forurenet jord skal ikke – som forurenet jord – kortlægges. Men bor du på en grund, som er lettere forurenet, har du nu pligt til at anmelde flytning af jord til din kommune. Anmeldepligten sikrer, at lettere forurenet jord ikke spredes på uforurenet jord. Svarer den mængde jord, du ønsker at flytte, til højst 1 m3, kan du – uden at anmelde det til din kommune – køre det direkte til din kommunale genbrugsplads. Her skal du blot oplyse navn, og hvor jorden kommer fra.

Anmeld flytning af jord i god tid

Da du har anmeldepligt med hensyn til flytning af lettere forurenet jord, skal du være opmærksom på, at du skal foretage anmeldelse 4 uger inden jorden ønskes flyttet. Anmeldelsen skal være skriftlig, dateret og forsynet med underskrift fra anmelderen. Anmeldelsen sendes til den kommune, hvor opgravningen foretages.

Anmeld flytning af jord 

Ofte kan anmeldelsen behandles færdig før de nævnte 4 uger. Men her kan kvalitet af anmeldelsen og antal øvrige sager spille en væsentlig rolle. Du kan dog se bort fra anmeldepligten, hvis den jordmængde, du fjerner, højst er 1 m3, da du blot kan aflevere mængder af den størrelse på den kommunale genbrugsstation.

Også andre har et ansvar

Bygherre, entreprenør og transportør har pligt til at sikre sig, at flytning af jord er anmeldt. Enhver, der flytter eller modtager jord, har i øvrigt en tilsvarende pligt til at sikre sig, at jorden ikke skader miljøet, grundvandet eller menneskers sundhed.

Oprydning på din grund

Er din grund klassificeret som lettere forurenet, vil der som udgangspunkt ikke være behov for at fjerne jorden. Nogle enkle forholdsregler er nok til at afværge risici. Ønsker du imidlertid selv at gennemføre en oprydning af forureningen på din grund, skal du selv betale for arbejdet. Vi anbefaler, at du tager kontakt til os, så vi kan give dig de råd og den vejledning, som du i givet fald har behov for.

Selv om din grund bliver ryddet helt op, vil den stadig høre ind under gældende områdeklassifikation. Du kan dog få din kommune til at udstede en erklæring om forureningstilstanden, så du har dokumentation for, at der ikke er forurening på netop din grund.

Køb og salg af ejendom

Ved salg af ejendom, som ligger på en grund, der er omfattet af områdeklassifikationen, har sælger pligt til at oplyse køber om ejendommens tilstand, f.eks om der er en forurening på ejendommen. Ejendomsmægleren skal derfor indhente og videregive oplysninger, som indeholder informationer om områdeklassifikation, om grunden er klassificeret som lettere forurenet, eller kortlagt som fourenet. Selvom en områdeklassifikation ikke umiddelbart øver indflydelse på ejendommens værdi, er det kun ejendomsmægleren, der kan give eksakt oplysning om eventuellle økonomiske konsekvenser. Hvis du selv handler bolig, kan du indhente oplysninger på boligejer.dk

Find flere oplysninger på boligejer.dk (nyt vindue)

Kortlagt forurenet jord

Hvis du ønsker at vide, om en given ejendom er kortlagt pga. krafitigere forurening, kan du henvende dig til  Region Sjælland. Regionen er den myndighed der kortlægger forurenede grunde i Danmark.

Informationer og kontaktoplysninger vedrørende forurenede grunde hos Region Sjælland (nyt vindue)

Link til lovgrundlag

Pjece om jord i byzonen

Pjecen kan hentes i BorgerService og på kommunens biblioteker.

Du kan også downloade pjecen om jord i byzonen her (pdf)

 

Teknik- og Miljøforvaltningen, Miljø & Affald, Team Jordforurening
Telefon: 5588 6190
E-mail:
Sidst opdateret den 8. februar 2012
Anmeldelse af jordflytning
Send anmeldeskemaet til:
 

Næstved Kommune
Miljø & Affald
Rådmandshaven 20
4700 Næstved

Tlf. 5588 6190
E-mail:

 

Næstved Kommune Rådmandshaven 20 4700 Næstved 5588 5588 cvr-nr.: 29189625