InnoBooster

Den gamle videnpilotordning er blevet afskaffet og afløst af Innobooster; en ny og mere fleksibel ordning, som giver mindre virksomheder mulighed for at søge støtte til at ansætte højtuddannede med tilskud.

’InnoBooster – vækst med viden’ har fokus på at hjælpe mindre virksomheder med at udvikle sig. Det projekt, du skal varetage, skal altså være innovativt og indeholde nyskabende elementer. Det behøver ikke være noget nyt, der aldrig er set før, men kan være nyt for branchen eller på anden vis nyskabende.

Du kan blive ansat på funktionærvilkår i virksomheden i op til 12 måneder og skal have en central rolle i innovationsforløbet i virksomheden. Det er et krav, at du ikke tidligere har været ansat i virksomheden. Til gengæld behøver du ikke have været ledig, inden du starter som Innobooster. Du skal blot have en bacheloruddannelse, der skal være afsluttet på ansættelsestidspunktet.

Virksomheden kan ansætte en højtuddannet medarbejder med tilskud på fuld tid i 6-12 måneder, og det er virksomhederne selv, der skal søge pengene gennem Innovationsfonden.

Læs mere om Innobooster hos Innovationsfonden.

Næstved Kommune
Kontakt Center for Arbejdsmarked
Telefon: 5588 6600