Holmegaards Mose

Mosen er privatejet og fredet. Derfor: Respektér reglerne for færdsel i området. De findes på skilte i Fensmark Skov og i mosens udkanter.

Forside fra folder om Holmegaards MoseDen fredede del af Holmegaards Mose er på 326 ha. Heraf udgør den egentlige højmose 40 ha. Mosen hører under Holmegaard, en af vore få herregårde i bindingsværk (opført 1635). - Godset har været i slægten Danneskiolds eje siden 1801. Nuværende ejer er Christian Danneskiold Lassen.

Hvad er en højmose?

Hvor der i dag er en mose, har der før været en sø. Døde plantedele er sunket til bunds, men ikke rådnet op på grund af mangel på ilt. De er blevet til tørv.

Når det er sket i forbindelse med det næringsrige grundvand, taler vi om en lavmose.
Hvis mosefladen er uden kontakt med grundvandet og kun holdes fugtig af næringsfattigt regnvand, taler vi om en højmose.

Der er kun få højmoser i Danmark. Én af dem er Holmegaards Mose.

 

Oversigtskort over Holmegaards Mose

 

Ude på højmosen

Tegning af SphagnumMosens overflade er ujævn. Den består af tuer og våde lavninger. Lavningerne er opfyldt af sphagnum-mosser. Her vokser hvid næbfrø, et uanseligt halvgræs, og den kødædende soldug - både liden og rundbladet. Trådfine stængler af tranebær ligger over alle lavninger. I randen af lavningerne findes hist og her rosmarinlyng og i randen af tuerne klokkelyng.

Oppe på tuerne dominerer den stedsegrønne rev-ling(sortbær) og hedelyng. Spredt ud over mosen står hvide totter af smalbladet kæruld, tue-kæruld og tue-kogleaks. Dun-birk og den lille busk mosebølle kigger frem hist og her, særlig langs randen af højmosen, hvor vi også finder tyttebær. Her har tillige græsarten blåtop sneget sig ind.

Tre arter af sommerfugle er meget afhængige af højmosens planteliv. Deres larver kan nemlig kun leve af og på højmoseplanter. Mose-randøjets larve lever således af hvid næbfrø og kæruld. Bølle-blåfugle benytter tranebær, mosebølle og revling, mens mose-perlemorsommerfuglens larve kun lever af tranebær.

På solfyldte dage om foråret og efteråret kan man være heldig at se en hugorm sole sig på en tue, mens den fordøjer sit måltid - en af de talrige spidssnudede frøer.

Eller man kan få et glimt af det store markfirben, der sammen med skov- og markmus udgør en del af føden for de tårnfalke, der jævnligt dukker op. Herudover ses nu og da en bynkefugl eller en engpiber. Hist og her findes små “piller”; det er efterladenskaber fra rådyr og hare.

 

Laggen - den gamle søbred

Omkring højmosen ligger en grænsezone, som kaldes laggen. Den ser man bedst neden for Fensmark Skov. I overgangen fra skov til lagg ses en opdeling af træarterne, som de har fordelt sig i tusinder af år: Nærmest skoven vokser bøgetræer og derefter hasselkrat, måske er det rester af den hasselskov, der dækkede landet for 8-9.000 år siden.

I den sumpede lagg står først ask, så rød-el og nærmest højmosen dominerer den nøjsomme dun-birk. På de tørreste steder vokser også lidt eg.

Skitse - tværsnit

 

Birkeskoven

Tørvegravningens dræn-effekt har givet dunbirken gode kår overalt i mosen. Men også andre træer trives godt her. F.eks. bævreasp, hassel, bøg, eg, røn, hyld- og ikke mindst tørst, hvis bark tidligere blev brugt som afføringsmiddel; yderligere kunne veddet bruges ved fremstilling af krudt. Vi finder også kalkved med dens giftige frugter, der ligner rønnebær. Småbuske som vrietorn, benved og den lifligt duftende pors breder sig under birkeskoven.

I løvhanget vrimler det i sommerhalvåret med løvsangere. Også rødhals, bogfinke og skovpiber kan høres. En sjælden gang tillige den lille flagspætte!

Billearten den grønne sandspringer svirrer ofte op for fødderne af en, når man går ad de tørre stier. Dens larve har lavet de ejendommelige ”ostehuller”, som ses mange steder i tørre tørveflader.

Hugorm, stålorm, snog og skovfirben pusler i lyngen langs stierne, og efter regn vidner fodspor af rådyr, ræv og grævling om disse dyrs tyste færden.

 

Tørvegravene

De vandfyldte grave i mosens udkant får næring dels fra vand, der siver ned fra højereliggende områder, dels fra den gamle søbund. Her findes arter som tagrør og dunhammer, der giver skjul for et rigt fugleliv. Især sætter en stor koloni af hættemåger øst for Glasværket sit præg på mosen. Kolonien giver beskyttelse for arter som troldand og sorthalset lappedykker. Også gråstrubet lappedykker, toppet lappedykker og lille lappedykker yngler i mosen. Hertil kommer blishøne, grågås, knopsvane, gråand, skeand, krikand samt taffeland. Fra mere tilgroede grave høres grønbenet rørhønes gurglen og vandriksens grisehyl. Rørhøgen kan ses i lav flugt hen over rørskoven.

I forårsmånederne gæstes tørvegravene af nordiske svømmeænder, små ferskvands-dykænder og gæs. Stort set alle arter kan da ses. I de seneste år er skarven blevet fast gæst og gør sammen med fiskehejren og måske fiskeørnen livet surt for tørvegravenes bestand af fisk. Især karudser, men også gedder, suder, ål, aborrer og skaller må lade livet. Fiskene blev tidligere jaget også af odderen, som vist nu er væk - desværre.

I de kalkrige, tilgroede kær i den nordlige del af mosen findes fine bestande af orkidéer (op mod en halv snes arter). I andre tilgroede tørvegrave, som stadig er for fugtige for birken, findes pilekrat af først og fremmest grå-pil samt selje-pil og øret pil. Alle tre er værter for larven af den kæmpestore og sjældne iris-sommerfugl. Desuden findes skør-pil, bånd-pil og krybende pil.

 

Gravning af tørv

Allerede i ældre jernalder brugte man tørv som brændsel. Hvornår man begyndte at grave tørv i Holmegaards Mose, ved vi ikke. Men i en gammel tørvegrav nord for Fensmark Skov er fundet en trillebør fra 1640.
Tørvegravning før 1825 har været ”privat”, ikke særlig systematisk og er kun foregået i mosens yderkanter.

Med anlæggelsen af Holmegaards Glasværk i 1825 kom der for alvor gang i tørvegravningen. Værket var anlagt netop her, fordi man havde tænkt sig at bruge tørv som brændsel. Der blev brugt tørv i store mængder, og tørvegravningen har været så omfattende, at kun 5-6% af mosens overfalde er uberørt højmose. I resten har der været skåret tørv mindst én gang. I begyndelsen gravede man lige nord for glasværket, men i 1840 blev de næsten 1 km lange skærlinier anlagt. De kan endnu ses i terrænet; de fleste går fra syd mod nord. Et væsentligt problem ved at bruge tørv som brændsel var, at et års forbrug skulle skæret på kun 2 måneder, maj og juni. Ellers kunne tørvene ikke nå at tørre.

Med en knivskarp spade skar man tørvene ud af en lodret mosevæg styk for styk. Arbejdsmåden gav tørvene navn: skæretørv. Man skar så dybt, man kunne for vandet.

Med tiden blev arbejdet med tørvene ændret. Bl.a. indførte man maskiner til gravning og bearbejdning.

I 1924 brugte man tørv i smelteovnene for sidste gang. Det var blevet for dyrt. Man gik i stedet over til kul og træ, senere olie.

Men med krigen i 1940 vendte billedet. Hele Danmark måtte fyre med tørv. Det var det eneste brændsel, vi havde i større mængder. Mekaniseringen tog fart. Alle markerne syd for mosen blev brugt som læggeplads. Her blev tørvemassen lagt ud i lange striber og skåret igennem af en ”bjørn”, en metaltromle, der delte tørvemassen op i de ønskede stykker. Når tørvene var tørre, blev de stablet op i stakke så store som huse overalt omkring glasværket. Der blev brugt 30.000 tons om året.

Mosen, som vi kender den dag i dag, er stærkt præget af tørvegravningen. Fra de gamle skærlinier til de første, nu stærkt tilgroede maskinskær og videre til 2. verdenskrigs store grave, der nu er åbne søer. De gror ikke til foreløbig. For her er skåret til bunds, ned til den kalkholdige søbund, der ligger under mosen. Dannelsen af ny tørv er begyndt.

 

Mennesker ved mosen i oldtiden

Under tørvegravning i Holmegaards Mose stødte arbejderne ofte på lag af flintredskaber, afgnavede knogler, knækkede hasselnødder m.m. Det var rester af bopladser fra den tidligste del af oldtiden: jægerstenalderen.

På en af dem - Trollesgave-bopladsen, som lå neden for Fensmark Kirke - gjorde en lille familie ophold nogle for 11.600 år siden. De slog sig ned på en sandbanke ud til vandet og byggede en hytte. Bakkerne omkring søen var dengang dækket af åben skov af birk, pil, bævre-asp og ene. Det ved vi, fordi grene og stammer af disse træsorter er fundet nederst i moselagene ud for bopladsen sammen med afgnavede knogler af elsdyr, kronhjort og gedde.

Trollesgave-familiens daglige arbejde foregik omkring et ildsted. Det lå lige uden for hyttens åbning mod søen. Her lavede de redskaber af flint og ben, skrabede skind og pyntede sig selv eller deres ting med rød okkerfarve. Nogle skridt fra bålet prøvede børnene at hugge flint.

De fleste af bopladserne i mosens tørvelag er ”kun” ca. 9.000 år gamle. Det er sommerbopladser, hvor én eller nogle få familier har boet på overgangen mellem sump og sø. For at isolere mod den fugtige jord har beboerne dækket hytternes gulve med tykke lag af krydslagte barkflager. Ildstedet anlagde de på et lag sand lidt inden for døråbningen. Madrester og andet affald blev kastet i søen lige udenfor.

Læs mere om Holmegaard Mose

Tekst: Anders Fischer, Mogens Schlüter, Henrik Wejdling.
Akvarel: Jette Jørgensen
Opdateret den 8. november 2004

Kontakt

Center for Plan og Miljø, Vand og Natur
Telefon: 5588 6190
E-mail:
Sidst opdateret den 8. april 2019