Holmegaard Værk

Museum Sydøstdanmark og Næstved Kommune arbejder på at realisere en helt unik attraktion i det historiske miljø omkring Danmarks eneste tilbageværende glasværk og den største prøveglasamling i Norden.

Holmegaard Værk bliver omdrejningspunkt for forskning, formidling, uddannelse og erhverv indenfor kunsthåndværk og design.

Forside til publikationens "Industriens eventyr" - Holmegaard Glasværk

Tidsplan

Den 10. november 2018 foretages første spadestik.

Holmegaard Værk forventes at åbne i begyndelsen af 2020.

 

Følg med i projektet

Du kan følge projektet ved at tilmelde dig nyhedsbrevet fra Holmegaard Værk.
Nyhedsbrevet udkommer ca. en gang om måneden og vil bl.a. indeholde nyt om udviklingen og mens-vi-venter arrangementer frem til åbningen.

Du kan også følge Facebooksiden

Eller du kan læse mere om Holmegaard Værk på Museum Sydøstdanmarks hjemmeside

 

Flotte donationer 

Med en stor bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er Holmegaard Værk nu fuldt finansieret. De 6,8 mio. kr., som A.P. Møller Fonden har bevilget, er øremærkede til udstillingsafsnittet 10.000 års kreativitet, som er skiftende udstillinger af museernes meget rige samlinger af kunsthåndværk og designs fra Sydsjælland og Møn suppleret med genstande fra resten af Danmark og verden.

"Det er fantastisk dejligt, at vi nu er i mål med finansieringen af Holmegaard Værk. Drømmen om et nyt Holmegaard har jo levet i mange år, og nu bliver det til virkelighed.  Holmegaard Værk kommer til at sætte Næstved på landkortet, og det kommer til at skabe mange nye arbejdspladser. Man kan næsten sige, at vi i dag har tændt det gamle fyrtårn i Holmegaard igen. Så her fra Næstved skal der lyde en stor tak til A.P. Møller Fonden, lyder det fra borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen."

 

"Den flotte donation fra A.P. Møller Fonden skal bruges til udstillingsafsnittet 10.000 års kreativitet, og den første udstilling, vi viser, tager naturligt udgangspunkt i Holmegaard Mose, der ikke bare gav tørv til glasværket, men som også er en verdenskendt, forhistorisk stenalderlokalitet. Udstillingen tager afsæt i jægerstenalderens formverden og specielt tidens kosmologi/magi og samspil med naturen. Genstandene fra Holmegaard Mose, samt indlån fra ind- og udland, vil tilsammen skabe en unik international særudstilling som vi glæder os til at præsentere for et stort publikum, siger bestyrelsesformand i Museum Sydøstdanmark, Torben Nielsen."

 

___

 

I forbindelse med de gennemførte budgetforhandlinger for Næstved Kommune i efteråret 2017, besluttede forligspartierne, at kommunen investerer 20 millioner kroner i projekt Det Ny Holmegaard. Det betød, at arbejdet med genrejsningen af det internationale kendte værk reelt kunne begynde.

"Det Ny Holmegaard er et enestående projekt for Næstved og Danmark - ja, for hele verden. Vi har allerede fået mange penge fra fonde, bl.a. 35 millioner kroner fra Realdania,og når vi selv som kommune lægger penge i projektet, viser vi andre fonde, at vi virkelig vil det her projekt. Det ny Holmegaard bliver en stor gevinst for hele området - det vil skabe arbejdspladser, og jeg er sikker på, at om ganske få år, så vil folk sige: Næstved Kommune, det er jo her Det Ny Holmegaard ligger. Det kan blive et af vores nye vartegn, lyder det fra borgmester Carsten Rasmussen."

Planen er, at det gamle værk fra 1825 igen skal summe af liv og igen blive en by i byen. Med udgangspunkt i stolte håndværkstraditioner og fokus på værdifulde samarbejder mederhvervsliv, iværksættere, uddannelsesinstitutioner og lokalsamfund kommer Det Ny Holmegaard til at løfte viden, æstetik, designtraditioner og uddannelsesniveauet inden for kreative fag op på det niveau, det fortjener.

”Jeg kan slet ikke vente til Holmegaard igen summer af liv, kunst og skabertrang. Netop kunst og håndværk er noget af det, som bringer os mennesker sammen. Og det er det, Det Ny Holmegaard kommer til – at bringe mennesker og endnu mere liv til området. Jeg ved, atmange lokale allerede er i gang eller står på spring for at være med til at skabe Det Ny Holmegaard, fortæller Linda Frederiksen, formand for Kulturudvalget i Næstved Kommune.”

Det utraditionelle samarbejde mellem Næstved Kommune og Museum Sydøstdanmark, har betydet et projekt, med en vision om at genindføre kunsthåndværket som en stærk medspiller i samfundsudviklingen. Det sigter lokalt, nationalt og internationalt og med planer om udstillinger, eksperimentarium, arbejdende værksteder, artists in residence, spisesteder, workshops ogoplevelser i mosen, bliver Det Ny Holmegaard en hovedattraktion i området.

"Med Museum Sydøstdanmarks værdifulde samlinger af Holmegaard glas og Kähler keramik, koblet med husets kulturhistoriske viden og intention om at skubbe kraftigt på samfundsudviklingen, kan jeg kun være kisteglad. Samarbejdet med Næstved Kommune er unikt og vi glæder os til at være med til at sætte egnen på landkortet, siger MuseumSydøstdanmarks direktør Keld Møller Hansen.”

 

 Fra idé til virkelighed

Idéen er med tiden blevet til et omfattende prospekt for Det Ny Holmegaard. Prospektet bruges til at søge en række fonde om støtte til renovering og nye indretninger af eksisterende bygninger. Det Ny Holmegaard er et anlægsprojekt til i alt 125 mio. kr. Til de første, største og vigtigste istandsættelser mv. skal der bruges godt 103 mio. kr. 

Download publikationen "Det Ny Holmegaard - En sammenfatning af prospektet" (pdf på dansk).
Download publikationen "New Holmegaard - Summery of the prospectus" (pdf på engelsk).
Download publikationen "Det Ny Holmegaard - Projektzusammenfassung" (pdf på tysk).

Vi håber på et eventyr af de store. I publikationen "Det Ny Holmegaard - Industriens eventyr" fortæller vi med eventyrets magi og historiens vingesus om idéen og drømmene for Det Ny Holmegaard.

Download publikationen "Det Ny Holmegaard - Industriens eventyr" (pdf).

Glasværket i Fensmark rejser sig på ny

En eventyrlig verden åbner sig, når Det Ny Holmegaard indvies. Et univers af oplevelser, uddannelse og erhverv. 15.000 kvadratmeter og 10.000 års historie samlet på ét sted.

Det Ny Holmegaard bliver et moderne og højteknologisk kulturhistorisk museum med afsæt i de kreative erhvervs historie. Fra nutidens begyndelse i 1820’erne til i dag. Det Ny Holmegaards samarbejdspartnere bringer det historiske materiale ind i nutiden, og giver nye spændende muligheder. Det Ny Holmegaard bliver et pulserende center med kunsthåndværk og design for omverdenen.

Det Ny Holmegaard vil anvende Danmarks eneste bevarede glasværk og Nordens største glassamling til at fortælle industriens eventyr, og til at genindføre kunsthåndværkets viden, æstetik og kvalitet i den danske kultur. Et eventyr, en historie, der rækker tilbage til industriens begyndelse og langt ind i fremtiden.

Det Ny Holmegaard er fortid og fremtid forankret i Fensmarks unikke tørvemose.

Området med den gamle fabrik, den nyopførte hovedbygning, de nyrenoverede tørvehaller, den gamle glasbys skole, de bevaringsværdige arbejderboliger fra 1820’erne, kontorbygningerne fra 1890’erne og kunsthåndværkernes atelier og ikke mindst et stort udendørsareal mod mosen bliver en del af Det Ny Holmegaard.

Indeni bliver Det Ny Holmegaard omdannet til eksperimentarium, udstillinger, levende værksteder, en rejse i tiden og et læringsmiljø. Og meget mere end det.

Dørene åbner sig for en verden af besøgende og brugere i alle aldre, og for en verden af samarbejdspartnere fra nær og fjern. Det Ny Holmegaard er for alle, der kan finde glæde og interesse, mening og idéer ved de muligheder stedet giver.

Hundrede tusinde af besøgende og bruger forventes at strømme til Det Ny Holmegaard. Potentialet er dog langt højere og større. Det betyder masser af liv og aktivitet i Det Ny Holmegaard. Det Ny Holmegaard er og bliver værd, at besøge – igen.

Det Ny Holmegaard emmer af stolthed, oser af design og ulmer af oplevelser og nyt. Stedet vil være kilde til kæder af opdagelser, viden, læring og forskning. Stedet vil være kilde til inspiration og berigelse på form og indhold; unikke beretninger og indretninger med billeder, lys, lyde, materialer og redskaber.

Vi glæder os til, at byde velkommen og indenfor.

 

Kontakt

Center for Kultur og Borgerservice
Telefon: 5588 3020
E-mail:

Fondsstøtte til projektet

Realdania støtter med godt 35 mio. kr.

Knud Højgaards Fond støtter med 3 mio. kr.

Brand af 1848 Fond støtter med 1 mio. kr.

Næstved Museums Gavefond støtter med 1 mio. kr.

15. Juni Fonden støtter med 300.000 kr.

A.P. Møller Fonden støtter med godt 7 mio. kr.

LAG Sydsjælland støtter med 598.000 kr.


Sidst opdateret den 25. november 2019