Fornyelse og gyldighed

Når du skal forny dit kørekort, skal du møde personligt op i Borgerservice, og evt. medbringe en lægeattest.

Mit kørekort skal fornyes - hvad gør jeg?

Når du skal forny dit kørekort, skal du møde personligt op i Borgerservice (husk at bestille tid) tidligst tre måneder før, at dit kørekort udløber.

Du skal som udgangspunkt ikke medbringe en lægeattest, når du skal forny dit kørekort til kategori AM, A1, A2, A, B og B/E samt til traktor/motorredskab. Dog skal du medbringe en lægeattest, hvis din tidligere kørekortfornyelse var med anmærkninger i lægeattesten (en sundhedssag).

Du skal ligeledes medbringe en lægeattest, hvis du har kørekort til kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring.

Bestil tid til fornyelse af kørekort

OBS! Hvis du skal forny dit kørekort til taxa, skal du pr. 1. januar 2018 gøre det digitalt.

Ansøg om fornyelse af erhvervsmæssig personbefordring til taxa

Du kan finde svar på eventuelle spørgsmål vedr. den nye taxilov her

 

Kørekortskategorier

Gruppe 1:

  • AM (lille og stor knallert)
  • A1, A2 og A (lille, mellemstor og stor motorcykel)
  • B og B/E (almindelig bil og bil med stort påhængskøretøj)
  • TM (traktor)

Gruppe 2:

  • C1 og C (lille og stor lastbil)
  • D1 og D (lille og stor bus)
  • C1/E, C/E, D1/E og D/E (henholdsvis lille lastbil, stor lastbil, lille bus og stor bus med stort påhængskøretøj)
  • erhvervsmæssig personbefordring
 

Hvor længe er mit kørekort gyldigt?

Gyldighedstid for kørekort til gruppe 1 (kategorierne AM, A1, A2, A, B og B/E samt til traktor/motorredskab):

Kørekort, som udstedes efter 19. januar 2013, får som udgangspunkt en gyldighed på 15 år uanset din alder.

Gyldighedstid for kørekort til gruppe 2 (kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring):


Kørekortet vil som udgangspunkt få en gyldighed på 5 år.

Gyldighedstid for kørekort  til gruppe 2 for personer over 70 år:

  • er du fyldt 70 år, men ikke 71 år: 4 år
  • er du fyldt 71 år, men ikke 72 år: 3 år
  • er du fyldt 72 år, men ikke 80 år: 2 år
  • er du fyldt 80 år: 1 år

Kørekort kan - bl.a. som følge af helbredsmæssige grunde - udstedes med kortere gyldighed end nævnt ovenfor både til gruppe 1 og gruppe 2.

Hvis der er anmærkninger i din lægeattest, skal sagen ind over Politiet og Embedslægen. Der er derfor længere sagsbehandlingstid, og vi må først bestille dit kørekort, når vi har modtaget en afgørelse fra nævnte myndigheder. Du vil få et midlertidigt kørekort, der gælder til hele norden, mens sagsbehandlingen står på.

Hvis det er mere end 3 år siden, dit kørekort udløb, skal du normalt aflægge og bestå en kontrollerende køreprøve (teori- og praktisk prøve), inden du kan få udstedt et nyt kørekort.

 

Krav til foto i kørekort

Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit kørekort:

  • fotografiet skal være uden skader
  • det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
  • billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
  • hovedbeklædning må kun bæres, hvis det er af religiøse grunde, og pandeparti, kindben og hage skal være synlige
  • ansigtet skal være jævnt belyst
  • begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
  • munden skal være lukket
  • briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
  • baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver 
 

Hvis du vil klage

Hvis du vil klage over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort, skal du sende din klage til den kommune, som har truffet afgørelsen. Kommunen videresender så klagen til Færdselsstyrelsen sammen med sagen.

Klagefristen er fire uger fra den dag, kommunens eller politikredsens afgørelse er meddelt.

 

Borger.dk anbefaler

Læs også på www.borger.dk:

 

Lovgivning

 

Kontakt

Center for Kultur og Borgerservice, Borgerservice
Telefon: 5588 4000
Sidst opdateret den 20. juni 2019