Referat
Kultur- og Demokratiudvalget 25. februar 2019

Dato

25.02.2019

Tid

15.00

Sted

Mødelokale 8, Teatergade 8, 1. sal th.

Deltagere

Charlotte Roest (A),
Githa Nelander (O),
Klaus Eusebius Jakobsen (B),
Linda Frederiksen (A),
Per Sørensen (A),
Rico Carlsen (V),
Sebastian Mylsted-Schenstrøm (V),


20. Godkendelse af dagsorden

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 00.22.00-P35-32-17

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 25.02.2019

Klaus Eusebius Jakobsen var fraværende.

Godkendt med den bemærkning, at punkt 23 vedr. vand- og svømmefaciliteter behandles sidst på mødet.




21. Temadrøftelse om kulturområdet

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 20.00.00-A00-7-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (drøfter), 25.02.2019

Udvalget har ønsket en overordnet temadrøftelse af kulturområdet. Temadrøftelsen vil blive efterfulgt af en senere beslutningssag, som tager afsæt i den retning udvalget har tilkendegivet og som indeholder faglige argumenter og indstilling fra administrationen.

Byrådet har i 2018 vedtaget fagudvalgets selvstændige politik for området. Kultur- og Demokratiudvalget kan drøfte, om der kan foretages overordnede prioriteringer for området, som understøtter politikkens ambitioner og retning eller vægter særlige dele af politikken.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget drøfter overordnede politiske prioriteringer på kulturområdet.

Sagsfremstilling

Kultur- og Demokratiudvalget har med kulturpolitikkens fokus og tilhørende indsatsområder sat den overordnede retning for kulturområdets udvikling de kommende år.

Fokusområder: Næstved som Kulturhovedstad, Kultur i lokalområderne, Mere relevans for flere, Kulturen bidrager til kommunens udvikling.

Udvalget har på flere måder mulighed for at understøtte eller tydeliggøre den politiske retning yderligere gennem prioriteringer.

Udvalget kan eksempelvis drøfte følgende muligheder for politiske prioriteringer:

  • Udvalgte fokus- og indsatsområder i kulturpolitikken kan prioriteres med yderligere midler for at opnå større effekter med den politiske prioritering. Ligesom udvalget har besluttet at prioritere en ny en pulje til større kulturelle begivenheder.
  • Et eller flere af Mærk Næstved-visionens temaer kan prioriteres inden for kulturområdet med yderligere midler.
  • Politikkens særlige tværgående fokus på, at kulturen er med til at løfte udvikling af andre områder, kan prioriteres i særlig grad, for at gøre kulturområdet til et mere markant politikområde.
  • Udvalgte kunstarter kan prioriteres særligt, eller der kan skabes en mere balanceret prioritering end den nuværende ved at omfordele midlerne til de forskellige områder.
  • Udvalgte områder kan prioriteres ved at ændre organiseringen af området, fx ved at justere fordelingen af større opgaver/formål i kulturinstitutioner.
  • Balancen i støtte til henholdsvis professionelle kulturinstitutioner og støtte til foreningslivet, kan justeres med henblik på at prioritere de forskellige tilgange og effekter, som de forskellige områder medfører.
  • Udvalget kan tage en mere grundlæggende drøftelse af, hvilke principper/kriterier der skal ligge til grund for kommunens støtte til kulturlivet generelt, samt mulighederne for at justere hele tilskudsstrukturen efter disse principper.

Administrationen har ikke vurderet eller lavet beregninger på effekter af ovenstående muligheder for at prioritere området anderledes.

I det vedlagte notat er kulturområdets organisering, aktiviteter og økonomi skitseret som hjælp til at anlægge et samlet blik og eventuelt foretage prioriteringer.

Eksempler på tidligere politiske prioriteringerpå området

  • I 2015 blev der lavet en udredning af kommunens kulturtilbud til børn og unge. Kulturudvalget besluttede på den baggrund en ny organisering og styrkelse af billedkunstområdet, samt fødekæden til Talentskolen, ved at flytte Musik- og Kulturskolens billedkunstundervisning til en samlet billedskole på Rønnebæksholm, og lade Talentskolen lede billedskolen i pædagogisk faglig henseende.
  • Udredningen pegede desuden på, at teaterområdet var markant højere prioriteret økonomisk end de andre områder, samt muligheden for at frigøre ressourcer og samtidig opretholde tilbud på et rimeligt niveau. I den forbindelse blev der ved de kommende besparelser på kulturbudgettet afleveret 0,5 mio. kr. fra teaterområdet.
  • Kulturudvalget besluttede i 2015 at reducere alle kommunens årlige tilskud til kulturforeninger med 10% (fra 2016) for at skaffe råderum på 150.000 kr. om året til nye aktører og tiltag.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 25.02.2019

Klaus Eusebius Jakobsen var fraværende.

Udvalget pegede på følgende prioriteringer der ønskes drøftet yderligere:

- Indkøb af kunst

- Musikfestivaler

- Kultur som løftestang for andre politikområder

- Optræden forud for byrådsmøder

- Kulturpolitikken skal understøtte lokale talenter

Administrationen samler op på udvalgets bemærkninger, og disse indgår i det videre arbejde.

Bilag




22. Beslutning om fortsat vagtordning på Næstved Bibliotek og Borgerservice samt udvidelse af vagtordningen til andre kulturelle virksomheder

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 21.01.20-G01-1-18

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (godkender), 25.02.2019

I januar 2018 besluttede Kultur- og Demokratiudvalget at omprioritere 500.000 kr. til at etablere en etårig vagtordning på Næstved Bibliotek og Borgerservice, da der i efteråret 2017 var uro, hærværk, uhensigtsmæssig adfærd og misbrug på flere af kommunens biblioteker. Den etårige vagtordning udløber den 18. februar 2019, hvorfor Kultur- og Demokratiudvalget skal beslutte, hvorvidt vagtordningen til en pris på 425.000 kr. skal forlænges med et år eller om den skal nedlægges.

Indstilling

Administrationen indstiller, at vagtordningen forlænges jf. scenarie 1, og at finansiering sker ved omprioritering af 425.000 kr. fra områderne "Andre kulturelle opgaver" og "Generel styrkelse af Fritidsområdet" i budget 2019.

Sagsfremstilling

Baggrund

Bibliotekerne i Næstved, Fensmark, Fuglebjerg og Glumsø var i efteråret 2017 udsat for hændelser med uro, hærværk, uhensigtsmæssig adfærd og misbrug. Episoderne førte til lukning af den selvbetjente åbningstid.

På baggrund af hændelserne, besluttede Kultur- og Demokratiudvalget den 29. januar 2018 (punkt 23) at etablere en vagtordning, så den selvbetjente åbningstid kunne genåbne. Der blev indgået en etårig aftale med det etablerede vagtfirma G4S, som udliciterede opgaven til det lokale firma LF-Vagt. Aftalen udløber med udgangen af februar 2019. Kultur- og Demokratiudvalget skal beslutte, hvorvidt der i budget 2019 skal omprioriteres 425.000 kr. til at genforhandle og dermed fortsætte aftalen om en vagtordning på Næstved Bibliotek og Borgerservice samt øvrige kulturelle institutioner.

Selve vagtordningen

Næstved Bibliotek og Borgerservice har monteret flere overvågningskameraer på bibliotekerne. Overvågningen gennemgås dagligt, og biblioteket reagerer på uhensigtsmæssig adfærd. Det kan f.eks. være direkte i forbindelse med overvågningen, hvor der via højtalersystemet kan sendes besked eller vagten kører ud. Det kan også ske ved udelukkelse i en periode eller ved henvendelse til SSP/Politi, når det vedrører unge mennesker. Vagten patruljerer dagligt efter kl. 17 i de forskellige biblioteker på forskellige tidspunkter. Vagten kan i tilfælde af uro sørge for, at der genetableres ro og orden. Ved hærværk udenfor den betjente tid, sørger vagten for, at bibliotekerne aflåses og sikres, så der ikke er adgang. Borgerne kan via et direkte telefonnummer tilkalde vagten i den selvbetjente tid, hvis de er utrygge. Vagten sørger for, at Næstved Bibliotek er tømt for borgere, når den selvbetjente tid udløber. Det foregår mandag til torsdag kl. 22 og i weekenden kl. 17.

For at se, hvordan vagterne arbejder og hermed, hvordan vagtordningen fungerer tryk på følgende link: https://www.tveast.dk/nyheder/25-12-2018/1930/en-rummelig-arbejdsplads-med-overskud?v=1_iwg6btie&autoplay=1#player

Evaluering

Efter vagtordningen blev indført, er antallet af episoder blevet gjort op over to perioder. Nedenfor vises en tabel over episoder fordelt på de to perioder. Det er væsentligt at bemærke, at den første periode er på ca. 2½ måned og anden periode er på ca. 7 måneder. Når gennemsnittet af episoderne udregnes pr. måned, har der i den første periode været 3,2 episoder pr. måned og i den anden periode 2 episoder pr. måned. Det vil sige, at der er sket et fald i episoder svarende til 37 % over de to perioder. Der er ikke lavet opgørelser over episoder inden vagtordningen blev etableret.

Biblioteker

1. periode - fra 19. februar 2018 til 8. maj 2018

2. periode - fra 9. maj 2018 til 4. december 2018

Næstved

1

6

Fuglebjerg

6

3

Fensmark

0

4

Glumsø

0

1

I forbindelse med opgørelsen af episoder i 2. periode, er der gennemført en spørgeskemaundersøgelse og foretaget interview med borgerne. 268 borgere har i alt deltaget i undersøgelsen. Der er tale om en relativt lille spørgeskemaundersøgelse. Tendensen i undersøgelsen er, at stort set alle borgere føler sig trygge i den selvbetjente åbningstid. Et fåtal kommer mindre på biblioteket og få bruger et andet bibliotek. Der udtrykkes tilfredshed med vagtordningen, og det er indtrykket fra personalet på bibliotekerne, at der er kommet mere ro og tryghed i den selvbetjente åbningstid.

Konklusionen er, at vagtordningen har en god forebyggende og tryghedsskabende effekt. Borgerne oplever, der bliver taget hånd om uro og hærværk. Borgerne er trygge ved at komme på biblioteket. Personalet oplever tryghed, når de møder ind på arbejde.

Vagtordningen fra 19. februar 2019 til 18. februar 2020

Administrationen kan se 2 scenarier for vagtordningen det næste år, hvor administrationen anbefaler scenarie 1:

Scenarie 1:

Det første scenarie omhandler forlængelse af den eksisterende vagtordning på Næstved Bibliotek og Borgerservice samt at udvide vagtordningen til også at omfatte de øvrige kulturelle virksomheder, som har behov for patruljering i kortere eller længere perioder. Årsagen til udvidelsen er, at det har vist sig, at uro- og hærværksmagerne flytter væk fra biblioteket og ind i andre institutioner.

Ordningen vil:

  • stabilisere trygheden og øge sikkerheden på biblioteket og i andre kulturelle virksomheder
  • forebygge uro og hærværk i flere kulturelle virksomheder
  • betyde, at borgerne oplever, at de sikkert og roligt kan benytte bibliotekerne i den selvbetjente åbningstid

En estimeret årlig pris på denne aftale er 425.000 kr. Administrationen oplyser, at ordningen kan finansieres ved at omprioritere 425.000 kr. fra områderne "Andre kulturelle opgaver" og "Generel styrkelse af Fritidsområdet" i budget 2019.

Scenarie 2:

Vagtordningen i Næstved Bibliotek og Borgerservice nedlægges.

Konsekvensen ved at nedlægge vagtordningen vil være, at bibliotekerne forholder sig afventende og ser om vagtordningen det forløbne år har haft en effekt. Det vil betyde, at bibliotekerne ikke længere har en fast rundering på Næstved Bibliotek, når den selvbetjente tid ophører, da Næstved Kommune ikke længere har et vagtselskab til at tage runderinger på virksomhederne ved lukketid. Dette var tilfældet inden vagtordningen på Næstved Bibliotek og Borgerservice blev etableret. Det vil også betyde, at der ikke vil være en vagt, der på forskellige tidspunkter patruljerer eller overvåger lokalbibliotekerne efter kl. 17 på hverdage og efter kl. 14 i weekenden. Bibliotekerne skal derfor overveje at indskrænke den selvbetjente tid eller indgå nye selvstændige vagtaftaler i form af rundering kl. 22 og kl. 17 i weekenden samt tilkald ved hærværk, oprydning og efterfølgende afdækning, afskærmning m.m.

En estimeret årlig pris på denne aftale er 50.000-100.000 kr. Administrationen oplyser, at ordningen kan finansieres ved at omprioritere 100.000 kr. fra områderne "Andre kulturelle opgaver" og "Generel styrkelse af Fritidsområdet" i budget 2019.

Økonomi

Administrationen kan oplyse, at der ikke er afsat budget til vagtordningen. Det kan bekræftes at en finansieringen på 425.000 kr. kan findes ved en omprioritering fra områderne "Andre kulturelle opgaver" og Generel styrkelse af Fritidsområdet".

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 25.02.2019

Klaus Eusebius Jakobsen var fraværende.

Godkendt.

Udvalget oversender sagen til budgetbehandlingen for 2020, idet udgiften fremadrettet bør indarbejdes i udvalgets driftsbudget.




23. Orientering om vejledende scenarier vedr. anlæg af nye vand- og svømmefaciliteter

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 04.04.00-P20-1-18

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (til efterretning), 25.02.2019

I forlængelse af Kultur- og Demokratiudvalgets drøftelse af målsætninger for nye vand- og svømmefaciliteter, udvalgets besigtigelsesture samt udvalgets begyndende drøftelser af forventninger til målgrupper/brugergrupper, aktiviteter og faciliteter indeholder sagen her tre vejledende anlægsscenarier (inkl. tilhørende bilag), der kan anskueliggøre, hvad det koster at bygge et anlæg med nye vand- og svømmefaciliteter og i hvilken størrelsesorden, det koster at bygge forskellige faciliteter.

Sagen sendes til orientering i Fritidsudvalget.

Indstilling

Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

I budgetforliget for 2019 er det besluttet at afsætte 152 mio. kr. til anlæg af nye vand- og svømmefaciliteter, hvor borgere, foreninger, klubber og turister kan få tidssvarende oplevelser i vand, m.m.

I et foreløbigt simpelt og forenklet forsøg på at illustrere, hvad der forventeligt kan bygges for 152 mio. kr., er der i denne sag til Kultur- og Demokratiudvalget opstillet tre vejledende anlægsscenarier, der anskueliggør, hvad forskellige faciliteter koster at bygge. Det er vigtigt at bemærke, at udgiftsniveauet er vejledende og skal sammenholdes med nogle af de overordnede og mulige prioriteringer og valg for et nyt anlæg.

De tre vejledende scenarier indeholder alle:

  • Et område med bassin(er) til vandtilvænning, svømmeundervisning, svømmetræning, aquatræning og motion samt til stævne- og konkurrenceformål
  • Et område med bassin(er) til leg og morskab
  • Et område med bassin(er) til behandling, terapi og genoptræning samt relax (wellness)
  • Et område med mulighed for andre wellnessfaciliteter

I de tre scenarier er områderne vægtet forskelligt. Områder "opført som basis" betyder, at de er tidssvarende, moderne og med bassinstørrelser og faciliteter, der svarer til det, der typisk bliver bygget i nye anlæg. Områder "opført som udvidet" betyder, at de fx er med større bassinkapacitet og/eller flere morskabs- og wellnessfaciliteter. Det ene scenarie indeholder også et fitnessområde.

I alle scenarier er medregnet udgifter til indgang, foyer, café, køkken, publikumsarealer, teknikrum, depoter, vandbehandlingsanlæg, omklædnings- og baderum, personalerum, lys- og lydanlæg, samtaleanlæg, sikkerhedsovervågning, IT og internet, adgangssystemer samt parkering og udearealer, der svarer til og er dimensioneret efter scenariernes vægtning af områderne. Dvs. det er beregnet i forhold til fx bassinerne og de(n) aktivitet(er), der forventes at foregå og udfra en vurdering af områdernes volumen i forhold til fx omklædnings- og baderum. Udgifterne er ikke på nuværende tidspunkt korrigeret for konkrete måltal for brugere og besøgende.

I alle scenarier er ligeledes medregnet udgifter til byggeplads, vinterforanstaltning, honorarer, uforudsete omkostninger og bygherreomkostninger.

De bagvedliggende cost management beregninger indeholder endvidere en 3 pct. indeks- og prisfremskrivning sammenholdt med prisudviklingen i løbet af de seneste 3 år, en vurderet prisudvikling fra nu og frem til udbuddet af entreprisen er gennemført og en vurdering af realiserede faktiske omkostninger i selve anlægsfasen.

Ekstraordinære omkostninger til klargøring mv. af den grund, der besluttes bygget på, er ikke indeholdt i de tre anlægsscenarier.

Scenarie 1

Scenarie 2

Scenarie 3

Basis svømme- og træningsområde

Udvidet leg- og morskabsområde

Basis behandlings-, terapi- og genoptræningsområde

Udvidet wellnessområde

Fitnessområde

Basis svømme- og træningsområde

Udvidet leg- og morskabsområde

Udvidet behandlings-, terapi- og genoptræningsområde

Basis wellnessområde

Intet fitnessområde

Udvidet svømme- og træningsområde

Basis leg- og morskabsområde

Basis behandlings-, terapi- og genoptræningsområde

Basis wellnessområde

Intet fitnessområde

I alt 151.548.024

I alt 151.873.064

I alt 151.462.896

De tre vejledende scenarier er eksemplificeret i sagens "Bilag 1 - vejledende scenarier (eksempler)".

De vejledende scenarier er opstillet og beregnet af COWI og favner på forskellig vis de overordnede interesser som et nyt anlæg kan rumme inden for den besluttede anlægssum. Bassiner, wellness- og fitnessfaciliteterne udgør mellem 24 og 28 pct. af den samlede anlægsudgift. Udgifter til byggeplads, vinterforanstaltning, honorarer, uforudsete omkostninger og bygherreomkostninger udgør knapt 40 pct. af den samlede anlægsudgift. Udgifter til indgang, foyer, café, køkken, publikumsarealer, teknikrum, depoter, vandbehandlingsanlæg, omklædnings- og baderum, personalerum, lys- og lydanlæg, samtaleanlæg, sikkerhedsovervågning, IT og internet, adgangssystemer samt parkering og udearealer, der svarer til scenariernes vægtning af områderne udgør den resterende andel af den samlede anlægsudgift.

Som udgifterne fordeler sig i forhold til den samlede anlægsudgift i de tre vejledende scenarier betyder det, at der rundt regnet er mellem 37,0 og 42,5 mio. kr. til de områder som i sidste ende prioriteres og til de faciliteter inden for områderne, som man vil gøre områderne attraktive med at bygge.

For administrationens supplerende og uddybende betragtningerhenvises til "Bilag 2 - Valg og prioriteringer sammenholdt med målsætningerne for et nyt anlæg, brugergrupper, mv."

Til yderligere illustration af, hvad kan man få for ca. 40 mio. kr. af bassiner, fleksible bassinløsninger i form af hæve-/sænkebund og hæve-/sænkebro, forskellige morskabs- og wellnessfaciliteter m.v. henvises til "Bilag 3 - Byg dit eget anlæg (simuleringsark)". Bilaget eftersendes.

Til sagen er endvidere et bilag med et resume af de besigtigelsesture (til ikke egne anlæg) som administrationen og Kultur- og Demokratiudvalget har været på i 2018-2019 (bilag 4) og en renskrivning af papkort mv. fra udvalgets temadrøftelse den 7. januar 2019 (bilag 5).

Økonomi

Administrationen har ikke nogen bemærkninger.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 25.02.2019

Til efterretning.

Bilag




24. Orientering om Godt liv på landet herunder organisering, status 2018 og indsatser 2019

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 04.21.00-P22-1-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (til efterretning), 28.01.2019

Næstved Kommune vedtog i 2016 landdistriktspolitikken Godt liv på landet 2017-20. Der gives her en orientering om arbejdets organisering, en status for arbejdet i 2018 samt en oversigt over planlagte indsatser i 2019.

Indstilling

Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Arbejdets organisering
Arbejdet med Godt liv på landet er organiseret med projektledelse i Center for Kultur og Borgerservice. En følgegruppe, bestående af lokalrådsmedlemmer og borgere, deltager i kvalificering, justering og prioritering af indsatser. En tværgående koordineringsgruppe, pt. bestående af medarbejdere i Center for Trafik og Ejendomme, Center for Plan og Miljø og Center for Kultur og Borgerservice sikrer koordineringsarbejdet på tværs af centre.

Der etableres løbende kontakt til kommunens øvrige centre og institutioner om realiseringen af indsatserne i Godt liv på landet. I 2019 formaliseres et ’internt vidensnetværk’ med repræsentanter fra alle relevante faggrupper.

Næste status for Godt liv på landet forelægges Kultur- og Demokratiudvalget ultimo 2019.

Status for arbejdet i 2018
Oversigten er lavet på baggrund af de prioriterede indsatser i Godt liv på landet. Tematisk er opdelingen anderledes end i politikken (se bilag) pga. den praktiske organisering af arbejdet.

Synlighed og bosætning
I efteråret 2018 blev et netværk af lokalområdehjemmesidernes webredaktører etableret, og der blev lavet en plan for den videre udvikling af hjemmesiderne.
Som led i bosætningsindsatsen udviklede Vestlandet4700 i samarbejde med Kommunikation en skabelon for lokale velkomstbreve.

Offentlig service, infrastruktur, digital infrastruktur
I 2018 fik i alt 302 husstande i Kyse, Holløse, Kyse Overdrev, Dysted og Herluflille bredbånd med tilskud på i alt 8.227.210 kr. fra Statens bredbåndspulje. Næstved Kommunes tilskud udgjorde i alt 302.000 kr.

Borgerinddragelse og samarbejde
I forlængelse af dialogmøder imellem lokalrådsformænd og politikere hhv. 30. august og 26. november 2018 blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal konkretisere en opdateret samarbejdsaftale imellem lokalråd og kommune. Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Kultur- og Demokratiudvalget (Linda Frederiksen, Rico Carlsen og Klaus Eusebius Jakobsen) og lokalråd (Anne Grete Kamilles (Tappernøje og Omegn), Arne Lundsby (Lille Næstved) og Lars Rude (Fensmark)).
Friluftsstrategiens arbejdsgruppe har fokuseret på at udvikle borgerinddragelsesindsatsten på tværs af centre.

Lokalområdeudvikling
I 2018 blev landsbyklyngen ’Landet mellem byerne’ etableret i samarbejde med DGI. På baggrund af bl.a. spørgeskemaundersøgelse, fokusgruppeinterview og kortlægning af lokale mødesteder foreligger nu et arbejdsgrundlag i rapportform (se bilag).

Kultur, natur, fritid og foreningsliv
I september 2018 gik medarbejdere fra tre centre sammen om udvikling af gadekær. D. 12. november 2018 var der stormøde for bylaug m.fl. med fokus på gadekærenes kulturhistoriske, naturmæssige og fællesskabende værdier. Efterfølgende har der været individuelle møder med borgere i Fensmark og Menstrup.

Planlagte indsatser i 2019
Der er foreløbig planlagt nedenstående indsatser for Godt liv på landet i 2019. Indsatserne bliver justeret og prioriteret løbende i samarbejde med Godt liv på landets følgegruppe og de involverede samarbejdspartnere.

Synlighed og bosætning
I 2019 udvikles et kalendermodul til lokalområdehjemmesiderne, der skal spille sammen med mærknæstved.dk. Samspillet imellem lokalområdehjemmesider og kommunens hjemmesider bliver optimeret, og information om lokalområderne bliver integreret i den kommunale velkomstpakke.

Offentlig service, infrastruktur
Indsatsen med udvikling og synliggørelse af de lokale skoleafdelinger vil i 2019 få høj prioritet.

Borgerinddragelse og samarbejde
Lokalrådene bliver i 2019 involveret i arbejdet med kommuneplanstrategien, med opstart på møde d. 21. januar.
I 2019 udvikles 'demokratikurser' for lokalrådsmedlemmer, hvor nye og gamle lokalrådsmedlemmer rustes yderligere til opgaven.

Lokalområdeudvikling
6.-8. maj 2019 afdækker 20-30 geografistuderende fra RUC lokale udviklingspotentialer i Fensmark. De studerendes feltarbejde er led i Næstved Kommunes samarbejdsaftale med RUC.
I 2019 iværksættes udarbejdelse af en lokal udviklingsplan (LUP) i Fensmark lokalområde.
Borgere har henvendt sig med ønske om at oprette lokalråd i Sydbyen og i Næstved Midtby, hvilket iværksættes hurtigst muligt.

Kultur, natur, fritid og foreningsliv
Som led i landsbyklyngeprojektet "Landet mellem Byerne" (lokalområderne Fuglebjerg og Sandved/Tornemark) iværksættes et ungeprojekt i samme område i samarbejde med DGI. Projektet er finansieret af Veluxfonden.


Jf. Friluftsstrategien og Landdistriktsudvalgets anbefalinger fokuseres i 2019 på at etablere friluftstiltag i samarbejde med lokale aktører.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 28.01.2019

Udsat.

Kultur- og Demokratiudvalget, 25.02.2019

Klaus Eusebius Jakobsen var fraværende.

Til efterretning.

Bilag




25. Forberedelse af dialogmøde med Fritidsudvalget

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 18.16.00-G01-36-18

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (drøfter), 25.02.2019

Der afholdes dialogmøde med Fritidsudvalget i umiddelbar forlængelse af Kultur- og Demokratiudvalgets ordinære møde den 25. februar 2019.

Kultur- og Demokratiudvalget gives mulighed for at orientere sig og forberede sig til mødet.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Kultur- og Demokratiudvalget drøfter dialogmødet med Fritidsudvalget.

Sagsfremstilling

Fritidsudvalget vælges hvert 4 år (følger Byrådets valgperiode). De vælges af de folkeoplysende foreninger (aftenskoler, idræts-, spejder-, handicap- og øvrige foreninger) for at varetage disse foreningers interesse i Næstved Kommune. På mødet vil Fritidsudvalgets virke (grundlag/organisering/opgaver) blive præsenteret.

Det er kutyme, at de to udvalg mødes og drøfter relevante emner på Folkeoplysningsområdet. Sidste møde blev afholdt den 8. maj 2018. Dialogmøderne har typisk været benyttet til at drøfte og udveksle holdninger og tilkendegivelser i forhold til foreningernes virke og vilkår i Næstved Kommune.

Dagsordenen for dialogmødet 25. februar 2019 er vedlagt som bilag. Med afsæt i denne vil udvalget have mulighed for at drøfte de nævnte emner inden dialogmødet med Fritidsudvalget:

  • Orientering om Fritidsudvalget vedtagne Strategiplan for 2018 - 2021
  • Forenings- og Fritidskonference i 2020
  • Temamøder for foreningerne
  • Foreningskonsulent
  • Foreningsundersøgelsen
  • Vilkår for foreningers benyttelse af kunstgræsbaner
  • Aftenskolernes virke
  • Budgetstrategi 2020, anlæg og drift
  • 10-årig investering i faciliteter (hvad prioriteres)
  • Svømmefaciliteter (Vandkulturhus)
  • Politik på Folkeoplysningsområdet - revidering af denne? - proces?
  • Kompetencebeskrivelse for Fritidsudvalget

Administrationen skal henlede opmærksomheden på udvalgets behandling den 3. september 2018 af henvendelse om vilkår for benyttelse af kunstgræsbaner i Næstved Kommune. Udvalget besluttede bl.a. at ville tage en dialog med Fritidsudvalget vedr. puljer og øvrige vilkår på førstkommende fællesmøde med udgangspunkt i henvendelsen samt det forhold, at Fritidsudvalget har kompetencen på området.

Henvendelsen fra NIF amatørfodboldforening blev understøttet af indlæg på Kultur- og Demokratiudvalgets budgetblog 2019 - begge er vedlagt som bilag.

Fritidsudvalget har den 7. februar haft dialogmøde med foreninger, der benytter boldbaner i Næstved, hvor punktet også var på dagsorden.

Økonomi

Administrationen har ikke nogen bemærkninger.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 25.02.2019

Klaus Eusebius Jakobsen var fraværende.

Drøftet.

Powerpoint-præsentationen der blev fremvist på mødet tilknyttes referatet

Bilag




26. Meddelelser fra formanden, medlemmer m.fl.

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 00.22.00-P35-32-17

Sagsfremstilling

  1. Kommende punkter
  2. Tilbagemelding omkring benyttelse af haller i Roskilde
  3. Leder på Rønnebæksholm
  4. Forslag til studietur 27. april - 30. april 2020

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 25.02.2019

1: Drøftet.

2: Drøftet. Administrationen fremlægger en sag på et kommende møde.

3: Til efterretning.

4: Datoforslag godkendt.

5: Orientering vedr. Skills. Notat sendes ud på mail.

6: Orientering vedr. udpegning af talentkommuner.

7: Invitation til Lokalopvisning i Herlufsholm gymnastikforening samt 70-års jubilar omdelt.

8: Driftsaftale for museum. Møde på Holmegaard den 22/5 kl. 16-20.


Sidst opdateret den 26. februar 2019