Kort om centeraftalerne og deres funktion i styringsmodellen
Centeraftalerne er en del af Næstved Kommunes styringsmodel, som sikrer, at der sker udmøntning af vision, budgetforlig og politiske målsætninger. Igennem centeraftalerne udmøntes direktionsaftalens mål samt væsentlige indsatser på det enkelte centers område. Fokusområdet er det enkelte centers fagområde og indsats. Fokus er på faglige løsninger og centerets andel af tværgående løsninger.
Det er direktionen og centeret, som er aftaleparter. Konkretiseringsniveauet i aftalerne er ofte en fastlæggelse af, hvad centeret skal levere.
Det er fastlagt i styringsmodellen, at aftalerne efter godkendelse fremlægges i de relevante fagudvalg til orientering. Denne fremlæggelse har til formål at bidrage til politisk dialog om styring og udmøntning af vision, politiske målsætninger samt budgetforlig.
Opfølgning spiller en væsentlig rolle i styringen. Der følges op på centeraftalerne medio 2019 og primo 2020. Opfølgningen på centeraftalerne bruges til at følge op på direktionsaftalen. Det er muligt, fordi der er så tæt en sammenhæng mellem centeraftalerne og direktionsaftalen. Opfølgning på direktionsaftalen fremlægges primo 3. kvartal og i 1. kvartal 2020 for Byrådet, idet Byrådet er aftalepart med direktionen i forhold til direktionsaftalen.
Særligt om Centeraftalen 2019 for Kultur og Borgerservice
I centeraftalen for Kultur og Borgerservice er der i 2019 syv mål. Det er:
- Nye vand- og svømmefaciliteter
- Formulering af Borgerbetjening 3.0 for Næstved Kommune
- Holmegaard Værk
- Udvikling af koncept for styringskæden i CKB (Center for Kultur og Borgerservice)
- Godt liv på landet
- Kulturpolitik
- Et styrket Kultur- og Fritidsliv
Mål 1-3 har udgangspunkt i Næstved Kommunes budgetforlig og/eller direktionsaftalen. Mål 4-7 er centrets egne mål. I denne sagsfremstilling er der særligt fokus på centrets egne mål.
Udvikling af koncept for styringskæden i CKB
I Næstved Kommune er der vedtaget en ny styringsmodel. Med afsæt i modellen vil CKB i 2019 udvikle et struktureret koncept for styringskæden i CKB, hvor både centret, virksomhederne og Kultur- og Demokratiudvalget inddrages, både hver for sig og i samspil med hinanden. Formålet med at udarbejde og implementere et koncept for styringskæden er dels at blive styrket i at arbejde struktureret og mere meningsfuldt med politikker, strategier, center- og virksomhedsaftaler, og dels at blive styrket i at holde fokus på fastsatte mål, tilrettelægge hvordan vi når målene og afslutningsvis at få viden om, hvorvidt målene er nået.
Godt liv på landet
Byrådet vedtog i december 2016 landdistriktspolitikken 'Godt liv på landet - og i byerne uden for Næstved by' for 2017-2020. I 2019 skal der fortsat følges op på indsatsområderne i politikken og på de konkrete punkter om, hvad Næstved Kommune vil gøre, og hvad borgerne kan gøre. I 2019 er der særligt fokus på, at:
- udarbejde en samlet strategiplan for 'Godt liv på landet' i samarbejde med følgegruppe
- udvikle samarbejdet og opdatere samarbejdsaftalen mellem kommunen og lokalrådene
- lokalområdehjemmesider er fungerende og kommunens hjemmeside er koordineret og integreret
- etablere et fungerende internt netværk af medarbejdere fra alle relevante centre med fokus på udvikling, udveksling og vidensdeling
- udvikle 'demokratikurser' for lokalrådsmedlemmer
- oprette lokalråd i hhv. Næstved Midtby og Sydby
- færdiggøre handleplanen og organiseringsmodel for Landsbyklyngen
- synliggøre resultater i forbindelse med arbejdet med 'Godt liv på landet'
Kulturpolitik
Byrådet vedtog i august 2018 Kulturpolitik 2018-2023 for Næstved Kommune. Kultur- og Demokratiudvalget har besluttet at prioritere nedenstående indsatsområder fra politikken i 2019:
- Fokusområde: Styrke Næstved som Kulturhovedstad
- Styrke udvikling af større kulturelle begivenheder
- Styrke børn og unges møde med kunst og talentudvikling
- Styrke kultur i lokalområder
- Styrke aktører og aktiviteter i lokalområder
- Sikre kulturtilbud til børn og unge i lokalområder
- Mere relevans for flere
- Styrke kulturens synlighed og rækkevidde
- Styrke kulturens betydning for børn og unge
- Kulturen bidrager til kommunens udvikling
- Bidrage til uddannelse, iværksætterkultur og beskæftigelse
- Udbygge kunst og kulturs rolle i offentlige byrum
Formålet er, at der iværksættes tiltag inden for alle områderne, hvor virksomhederne gennemfører, jf. deres virksomhedsaftaler, en række indsatser/projekter i 2019, som flugter med politikkens indsatsområder. Centret står også bag et par enkelte tiltag.
Et styrket Kultur- og Fritidsliv
I 2018 foretog CKB i samarbejde med Syddansk Universitet (SDU) en fritidsvaneundersøgelse og en undersøgelse af foreningslivet i Næstved Kommune samt en facilitetsundersøgelse, der bliver færdig i 2019. Formålet med undersøgelserne er at skaffe viden, der kan bidrage til at skabe et styrket kultur- og fritidsliv i Næstved Kommune. I forbindelse med undersøgelserne, vil CKB i 2019:
- Formidle resultaterne og udarbejde en handleplan
- Effektuere en til to handlinger, som har afsæt i rapporterne
- I overensstemmelse med anbefalingerne fra foreningsundersøgelsen ansætte en konsulent, som skal bistå med at styrke og udvikle foreninger
- Anvende undersøgelsernes resultater i forbindelse med dialog- og beslutningsprocesser i relevante fora og i forbindelse med prioritering af budgetter