Kultur- og Demokratiudvalget har på seneste møde i maj 2019 ønsket at blive involveret i tildeling af midler fra den nye Pulje til styrkelse af større kulturelle begivenheder.
Administrationen har siden modtaget følgende fire ansøgninger, som herunder præsenteres kort. Ansøgningerne og puljens kriterier er vedlagt som bilag.
Det er afgørende for begivenhedernes planlægning, at der tages stilling til ansøgningerne på udvalgets møde i juni 2019, da næste møde først er i august 2019.
Der er fra alle ansøgere kun søgt om bevilling for 2019.
Præsentation af de 4 ansøgninger
1. Falgren & Friends Festival Night
Ansøger: Falgren Strings Production v. Bjarke Falgren
Beløb: 109.961 kr. (samlet budget 109.961)
Lokation: Høje Lade, Rønnebæksholm
Indstilling: Fuld støtte
Festivalen byder på en række kunstnere af internationalt format fra England, Tyskland, Italien, Norge og Danmark, som hver især, indenfor deres felt, er i absolut verdensklasse. Om eftermiddagen vil der være unge talenter fra musikalske grundkurser rundt i landet, som optræder indenfor folkemusikken, jazzen og den klassiske musik.
Næstved Musikskole inddrages med et kor. Der vil være fællessang i Grundtvigs ånd tilsat en nykomponeret melodi. Der er halv pris for unge mennesker og derfor et samarbejde med musiklinjen på Næstved Gymnasium og HF.
Festivalen vil være årligt tilbagevendende den anden lørdag i september. Pengene der søges om er til selve udgifterne forbundet med afviklingen. Der er budgetteret med en fotograf, da tanken er, at dokumentere festivalen med henblik på fremtidig PR, men også for at kunne søge støtte fra det lokale erhvervsliv fremadrettet, så festivalen gradvist vil blive mere og mere selvfinansierende og uafhængig af kommunal støtte.
Aflønning af musikere sker via indtægter fra entré. Øvrig salg af forplejning varetages af Rønnebæksholm, som festivalen arrangeres i samarbejde med.
Festivalen går foran med et bæredygtigt koncept, hvor der indgår klimakompensation m.m.
Administrationen anbefaler at støtte arrangementet, der er forbilledligt på flere planer og har stort potentiale for også at trække opmærksomhed og publikum udefra.
2. Ekko Festival - Tybjerg Herred
Ansøger: Foreningen til afholdelse af Ekko Festival
Ansøgt beløb: 50.000 (samlet budget 189.000 kr.)
Lokation: Tybjerglille Bakker
Indstilling: Fuld støtte
Undergrundsfestival for upcoming artister, hvor musikere og andre kreative sjæle møder ligesindede og har mulighed for at spille under professionelle forhold for et veloplagt og engageret publikum. Der kommer bands fra mange forskellige kommuner, og festivalen har enkelte veletablerede navne, som spiller side om side med de unge talenter.
På festivalen bliver der knyttet bånd og folk opdager musik og mennesker de ikke vidste, de var vilde med. Der er megen kreativ aktivitet blandt børn, voksne, unge og ældre og det smitter af på de små at se de store folde sig ud. Det er meget inspirerende og udviklende for talentmassen at spille for ligesindede.
Administrationen anbefaler at støtte arrangementet, der med sit fokus på musikkens vækstlag er i samklang med kommunens satsning på talentudvikling og et fint eksempel på muligheden for at opbygge en ny unik begivenhed i et af kommunens lokalområder.
3. Opera Galla Koncert
Ansøger: Næstved Early Music Festival (NEMF)
Ansøgt beløb: 100.000 kr. (samlet budget: 450.000 kr.)
Lokation: Næstved Bymidte ved den fritlagte Suså
Indstilling: Fuld støtte
Med tilsagn fra Øernes Kunstfond på 100.000 kr., som gives på betingelse af det samme beløb i støtte fra Næstved Kommune, er der med arrangementet mulighed for at lave en ny tradition med udendørs sommeropera/operagalla i samarbejde med Næstved Cityforening og Næstved Turistforening og med opbakning fra flere lokale fonde og sponsorer. Der forventes 1.500-2.000 gæster til en aften med opera-high-lights fra barokken fremført af nogle af de førende tidlig-musik specialister fra Danmark og Skandinavien.
Operakoncerten, som vil være på et højt kunstnerisk niveau, vil foregå på en udendørs scene ved den fritlagte Suså. Der vil være et begrænset antal reserverede stolepladser til sponsorer og til salg for publikum, men alle andre er velkomne til selv at medbringe stole, tæpper og picnickurv og overvære koncerten gratis. Denne type koncert fungerer godt som introduktion til opera.
Foreningen vil efter koncerten evaluere arrangementets økonomi med henblik på at etablere operakoncerten som en fast årlig tradition.
Det kan oplyses, at NEMF har indgået en aftale med alle sine kreditorer om afvikling af gæld fra foreningens stort anlagte festival i 2018.
Administrationen anbefaler at støtte arrangementet, som tilfører aktivitet og trafik af borgere til Næstved Bymidte. Næstved har ikke tidligere haft udendørs opera, og arrangementet lægger op til at udnytte mulighederne i området ned til den fritlagte Suså til større kulturelle arrangementer.
4. Musik over Præstø Fjord
Ansøger: Foreningen Musik over Præstø Fjord
Ansøgt beløb: 150.000 kr. (Samlet budget 602.000 kr.)
Lokation: Tappernøje
Indstilling: Delvis støtte (90.000 kr.)
Festivalen afholdes hvert år i august med deltagelse af mere end 100 musikere fra de nordiske land samt en mindre andel fra andre lande. Der er professionel musik af høj kvalitet fra fire scener. Gæsterne er aktivt deltagende i dans, spil og sang samt andre aktiviteter. Festivalen er kendt i hele Norden samt ud i andre lande, især i Europa og USA. Festivalen har fokus på udvikling af den nordiske kulturarv og kobler natur- og kulturaktiviteter.
Festivalen ønsker med ansøgningen at opnå støtte til at udvikle sit internationale samarbejde for dels at udvikle kvaliteten og kendskabet til festivalen. Dette inkluderer udvikling og kendskab til festivalens aktiviteter, workshops og kurser for børn og unge, som har kompetence- og talentudviklende karakter. Det foregår forud for festivalen, på festivalen og frem til 2020. Her deltager flere unge fra både danske og udenlandske uddannelsesinstitutioner.
Ansøgningen er delt i to dele:
Den ene del af ansøgningen angår netværksskabende aktiviteter i slutningen af 2019 og ind i 2020, hvortil der søges om 60.000 kr. Denne del mangler et nærmere specificeret budget, hvorfor det ikke anbefales at støtte denne del på nuværende grundlag.
Den anden del af ansøgningen angår festivalproduktion, kurser og netværk som har tilknytning til kompetence- og talentudvikling samt showcases for udenlandske samarbejdspartnere. Dette foregår både på selve festivalen samt forud for og i en periode efter festivalen. Der ansøges om 90.000 kr. til dette, hvor der er budgetteret i forhold til deltagelse af konkrete kunstnere.
Administrationen anbefaler at støtte denne del af ansøgningen, der angår festivalproduktion, kurser og netværk (90.000 kr.) med tanke på, at Musik over Præstø Fjord kan udvikle sin unikke rolle som talentudviklende miljø for folkemusikken i Danmark, bl.a. via opbygning af international deltagelse og øget udenlandsk kendskab til festivalen. Hvis foreningen modtager støtte, bør det være under den forudsætning, at der laves en rapport over erfaringerne og med overvejelser over, hvordan denne del af festivalen kan udvikles og finansieres fremover.
Det kan oplyses, at foreningen årligt modtager 72.000 kr. fra Næstved Kommune til at afholde festivalen. I år har foreningen tillige modtaget 40.000 kr. fra en statslig pulje.