Referat
Kultur- og Demokratiudvalget 2. september 2019

Dato

02.09.2019

Tid

15.00

Sted

Mødelokale 8, Teatergade 8, 1. sal th.

Deltagere

Charlotte Roest (A),
Githa Nelander (O),
Klaus Eusebius Jakobsen (B),
Linda Frederiksen (A),
Per Sørensen (A),
Rico Carlsen (V),
Sebastian Mylsted-Schenstrøm (V),


76. Godkendelse af dagsorden

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 00.22.00-P35-32-17

Sagsfremstilling

Gæster til sag 77, kl. 15

Ejere og ledelse i Næstved Boldklub er inviteret til mødet til en drøftelse af boldklubbens ansøgning om markedsføringsaftale og deres udviklingsplaner.

Fra boldklubben deltager:

  • Alexander Quaye, ejer
  • Peter Nielsen, direktør
  • Christian Wennicke, Formand NIF
  • Peter Dinesen

Derudover deltager Ole Hansen, chefkonsulent i Kultur og Fritid.

Gæster til sag 80, kl. 16

Arbejdsgruppen nedsat i forbindelse med fremtidig anvendelse af Boderne er inviteret til mødet.

Fra arbejdsgruppen deltager:

  • Anders Lichinger, Chef for investeringsfremme, Næstved Erhverv
    (Aktør på kirkepladsen, bla. med interesse i at opdyrke samabejde med kulturområdet og styrke bymidteudviklingen)
  • Lars Børsting, direktør, Næstved Cityforening
    (Repræsentant for en række forretninger med interesse i bymidteudvikling og har forslag til anvendelse af Boderne, der involverer kulturaktører)
  • Frank Nørby deltager som stedfortræder for Lis Hansen, Næstved Kunstforening
    (Forening beliggende ved Kirkepladsen, repræsenterer også øvrige kulturforeninger)
  • Lisbeth Pedersen, leder, Næstved Ungdomsskole
    (Ungdomskolen har stærk interesse i at udvikle den gamle skolebygning til omdrejningspunkt for unge der arbejder med skabende aktiviteter)
  • Karen Delfs, leder, Næstved Bibliotek
    (Biblioteket er blandt de store bærende kulturinstitutioner i bymidten og har interesse i at udvikle makerspace i den gamle skolebygning.)
  • Mette Bruun kan ikke deltage i udvalgsmødet
    (Grundigt kendskab til begge bygninger og pladsen, samt bindeled til de kreative værksteder på Holmegaard Værk)
  • Brigitte Harslund Løvenbalk, borger fra Bylivsgruppen
    (Gruppen er etableret i 2018 i et samarbejde mellem Center for Plan og Miljø og Center for Kultur og Borgerservice)
  • Thore Rytter Klitgaard, Center for Plan og Miljø
    (Involveret i arbejdet med bymidteudvikling)

Sag 83, kl. 17

Karen Delfs, Biblioteks- og Borgerservicechef og Malene Hansen, Afdelingsleder på biblioteket deltager.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Valggruppe 2 havde indkaldt Kristian Skov-Andersen som stedfortræder for Sebastian Mylsted-Schenstrøm jf. styrelsesvedtægtens § 9, stk. 1.

Godkendt.




77. Beslutning om markedsføringsaftale mellem Næstved Boldklub og Næstved Kommune

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 18.20.02-G01-3-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (godkender), 12.08.2019


Byrådet besluttede den 23. april 2019 at ændre styrelsesvedtægten, således at økonomiske midler til markedsføringsaftaler med idrætsforeninger overflyttes fra Økonomiudvalget til Kultur- og Demokratiudvalget. Næstved Boldklub, indplaceret i fodboldens 1. division, ansøger om en treårig aftale omhandlende markedsføring for Næstved Kommune til en årlig værdi på 900.000 kr.

Kultur- og Demokratiudvalget skal beslutte det årlige beløbs størrelse for en markedsføringsaftale med Næstved Boldklub for 3 år svarende til sæsonerne 1. juli 2019 til 30. juni 2022.

Indstilling

Administrationen indstiller at:

  1. Næstved Boldklub bevilges 675.000 kr. pr. sæson i 3 år under forudsætning af, at holdet spiller i Næstved og er indplaceret i fodboldens 1. division.
  2. Administrationen bemyndiges til at indgå en skriftlig aftale med Næstved Boldklub om elementerne i en markedsføringsaftale mellem parterne.
  3. Administrationen to gange årligt, i samarbejde med Næstved Boldklub, følger op på aftalen ift. opfyldelse af mål m.m. og ved væsentlige ændringer tilpasser beløbets størrelse for efterfølgende sæson.

Sagsfremstilling

Historik

Næstved Boldklub har siden år 2012 haft en partnerskabsaftale med Næstved Kommune om markeringsføring af Mærk Næstved konceptet. Næstved Boldklub og administrationen har i alle årene afholdt 2 dialogmøder om året med henblik på evaluering af målopfyldelse i den indgåede aftale. Næstved Boldklub har ved alle dialogmøder fremlagt dokumentation for arbejdet med branding og markedsføring af Næstved og har endvidere fremlagt dokumentation for rollemodelarbejdet i samarbejde med kommunens skoler, der viser meget stor interresse for samarbejdet med Næstved Boldklub.

Den bevilgede økonomi til markedsføringsaftalen udgjorde oprindelig over 800.000 kr., men har i de senere år ligget på det niveau administrationen foreslår i indstillingen. Næstved Boldklub fik ved årsskiftet nye ejere, der meddeler samme vedtægtsmæssige status for Næstved Boldklub som tidligere ejere, altså ingen overskudsdeling til aktionærer.

Næstved Boldklub har i sæsonen 2018/2019 opnået en spillemæssig placering i toppen af 1. division og dermed været i tæt berøring med landets øverste fodboldrække - Superligaen.

Ansøgning om ny markedsføringsaftale

Kultur- og Demokratiudvalget har modtaget ansøgning fra Næstved Boldklub om indgåelse af en treårig branding- og markedsføringsaftale svarende til et årligt beløb ekskl. moms på 900.000 kr. ved indplacering i 1. division.

Det fremgår af ansøgningen, der er tilknyttet denne sag, at der i høj grad er tale om en forlængelse af tidligere aftaler med enkelte ændringer i de elementer Næstved Boldklub foreslår tilføjet i en evt. ny aftale.

Aftaleindhold

Aftalen om branding og markedsføring indbefatter Mærk Næstved logo centralt placeret på den enkeltes spilletøj. Herudover vises Mærk Næstved logoet på både stationære- og LED-bande reklamer ved klubbens hjemmekampe på Næstved stadion. Mærk Næstved konceptet fremstår ligeledes lokalt og nationalt ved de tv-transmitterede fodboldkampe, som tv-stationerne sender fra Næstved stadion flere gange i løbet af en fodboldsæson. Næstved Boldklub eksponeres ugentligt i diverse trykte medier ved foromtaler og referater fra klubbens kampe, ligesom radioindslag og livestreaming er markør for Mærk Næstved konceptet. Aftalen om rollemodelprojektet ønsker boldklubben videreført, hvilket betyder samarbejde med kommunens folkeskoler i regi af ”Åben Skole” konceptet, hvor Næstved Boldklub i samarbejde med skolens lærere tilrettelægger og gennemfører undervisning med deltagelse af klubbens professionelle fodboldspillere.

Opfølgning på markedsføringsaftalen

Aftalen mellem de to parter indskrives i en kontrakt, der underskrives af begge. Det fremgår af kontrakten, hvad Næstved Boldklub skal levere til Næstved Kommune for at oppebære det nævnte årlige markedsføringsbidrag. Administrationen afholder opfølgningsmøde om aftalen to gange årligt, i samarbejde med Næstved Boldklub. Opfølgningen omhandler den indgåede aftale ift. målopfyldelse m.m. af elementerne indskrevet i den udarbejdede kontrakt.

Administrationen kan ved væsentlige ændringer eller brister i den indgåede kontrakt, eksempelvis ved indplacering i en anden række end Kultur- og Demokratiudvalget har bevilliget, tilpasse eller ændre beløbets størrelse for efterfølgende sæson.

Aftalens markedsværdi

Administrationen har indhentet ekstern vurdering fra en rådgivningsvirksomhedmed betydelig erfaring i forretningsudvikling, sponsering, salg og ledelse, herunder værdiansættelse af sponsorater, markedsføring m.m. - vurderingen er vedhæftet sagsfremstillingen. Administrationen har forelagt rådgivningsvirksomheden Næstved Boldklubs ansøgning med henblik på fastsættelse af markedsværdien af de tilbudte elementer i ansøgningen. Virksomheden har primo 2019 gennemgået og vurderet elementerne i ansøgningen og udarbejdet en 17 siders rapport med vurderinger, beskrivelser og prisansættelser af 3 hoved- og en række delelementer, således at den samlede markedsværdi opgøres til 675.000 kr.

Kriterier for tildeling af midlerne besluttet af udvalget 29. april 2019

Kultur- og Demokratiudvalget besluttede på sit møde den 29. april 2019 følgende kriterier i forhold til tildeling af økonomiske midler:

  • har et sportsligt niveau svarende til elitestatus
  • dokumenterer den brandings- og markedsmæssige effekt
  • arbejder med et anerkendelsesværdigt formål
  • understøtter konceptet for Mærk Næstved visionen
  • indgår et forpligtende samarbejde med Næstved Kommune

Det er administrationens vurdering, at Næstved Boldklubs ansøgning opfylder alle kriterier.

Økonomi

Administrationen kan oplyse, at med Byrådets beslutning den 23. april 2019 om ændring af styrelsesvedtægten, bliver der overført 1.037.000 kr. fra Økonomiudvalget til Kultur- og Demokratiudvalget til brug for markedsføringsaftaler, således at det samlede budget til dette udgør 1.789.000 kr.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 12.08.2019

Udsat.

Kultur- og Demokratiudvalget ønsker, at ejerne og ledelsen af Næstved Boldklub får foretræde for udvalget på førstkommende møde for en drøftelse af boldklubbens ansøgning og udviklingsplaner.

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Ad 1-3: Godkendt.

Udvalget bemærker, at Næstved Kommunes logo skal fremgå mere tydeligt af Næstved Boldklubs hjemmeside.

Bilag




78. Beslutning om anvendelse af uforbrugte midler på anlægsbudget 2019

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 00.30.08-G01-1-18

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (godkender), 02.09.2019


I anlægsbudgettet for 2019 er der på nuværende tidspunkt uforbrugte midler. Udvalget skal træffe beslutning om frigivelse og anvendelse af midlerne. Det er administrationens anbefaling, at midlerne besluttes anvendt til betonrenovering i Fladså Svømmehal.

Indstilling

Administrationen indstiller,

  1. At de ikkefrigivneanlægsmidler i anlægsbudgettet for 2019 på 500.000 kr. frigives
  2. At de uforbrugte anlægsmidler på i alt 1.414.000 kr. anvendes til renovering af betonkonstruktioner i Fladså Svømmehal

Sagsfremstilling

I anlægsbudgettet på Kultur- og Demokratiudvalgets område er der på nuværende tidspunkt uforbrugte midler.

Nogle af anlægsposterne er overførte midler fra 2018.

Det er administrationens forslag, at disse midler frigives og besluttes afsat til delfinansiering af renovering af betonkonstruktioner i Fladså Svømmehal i 2019, og at der i forbindelse med budgetkontrollen pr. 1. november søges overført restmidler til 2020. Administrationen kan samlet pege på 1,414 mio. kr. på anlægsbudget 2019.

Beslutning herom forudsætter, at der i sag 79 om renovering af betonkonstruktioner i Fladså Svømmehal træffes beslutning om renovering, og at der afsættes de fornødne midler hertil.

Emne

Bemærkning

Beløb

Facilitetsplan

Overflyttet restbudget fra 2018 (er frigivet).

527.000

Fælles folke- og skolebibliotekssystem

Overflyttet restbudget fra 2018 (er frigivet). Konsekvens sikres i det samlede driftsbudget.

100.000

Flytteomkostninger Jernbanegade for Talentskole og aftenskoler

Overflyttet restbudget fra 2018 (er frigivet). Konsekvens sikres i det samlede driftsbudget.

189.000

Kulturaktivieter i lokalområder

Nyt budget afsat i 2019. Inkl. overført restbudget på 98.000 fra 2018 (er frigivet). Konsekvens kan afbødes af udvalgets tilskudspuljer.

598.000

I alt

1.414.000

De overførte restbudgetter er besluttet frigivet tidligere. Anlægsbudget for 2019 til Kulturaktiviteter i lokalområder på i alt 500.000 kr. skal frigives af Kultur- og Demokratiudvalget.

Supplerende oplysninger vedr. anlægsbudget 2019

I sag 79 vedr. renovering af betonkonstruktioner i Fladså Svømmehal, foreslås model til restfinansiering af den samlede udgift.

Hvis udvalget beslutter, at der i nærværende sag skal afsættes et mindre beløb end 1,4 mio. kr., vil det betyde, at der i sag 79 skal afsættes et tilsvarende højere beløb til restfinansiering.

Ved at afsætte og frigive budget i 2019 vil administrationen kunne starte processen op med ansættelse af byggerrådgiver og udbud af opgaven.

I noter til anlægsbudget 2019 står:

  • Kulturaktiviteter i landområder (ramme pr. år i 4 år)
    Rammebevilling på 500.000 kr. i 2019 og 1 mio. kr. årligt i 2020-22. Beløbet er afsat til forskellige kulturaktiviteter i landområder. Der afgives rammeanlægsbevilling på 500.000 kr. i forbindelse med budgetvedtagelsen den 9. oktober 2018. Fagudvalget træffer beslutning om anvendelse af rådighedsbeløbet.

Økonomi

Administrationen kan bekræfte, at de nævnte anlægsbeløb er afsat i budget 2019.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Ad 1-2: Godkendt.




79. Beslutning om anlægsbudget til renovering af betonkonstruktioner i Fladså Svømmehal

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 04.04.00-G01-4-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (godkender), 02.09.2019

I forbindelse med arbejdet med udskiftning af vandbehandlingsanlæg i Fladså Svømmehal er der foretaget en tilstandsvurdering af betonkonstruktionerne. Tilstandsrapporten anbefaler, at der indenfor 1 år sker en omfattende udbedring af betonkonstruktionerne i Fladså Svømmehal. Udvalget skal træffe beslutning om at afsætte budget på samlet 6,775 mio. kr. til renovering af betonkonstruktionerne i Fladså Svømmehal i anlægsbudgettet for 2020.

Indstilling

Administrationen indstiller, at restbeløbet til renovering af betonkonstruktionerne i Fladså Svømmehal på 5,375 mio. kr. finansieres således:

  1. de 1,4 mio. kr. afsat til renovering af eksisterende faciliteter og kulturaktiviteter i landområder for 2020
  2. 3,975 mio. kr. fra anlægsbudgettet til Nye Vandfaciliteter i 2020, således at der i 2023 føres 3,975 mio. kr. tilbage til anlægsbudgettet til Nye Vandfaciliteter fra Facilitetsplan, uprioriterede midler.

Sagsfremstilling

I forbindelse med arbejdet med udskiftning af vandbehandlingsanlæg i Fladså Svømmehal er der foretaget en tilstandsvurdering af betonkonstruktioner.

Tilstandsrapporten anbefaler, at der indenfor 1 år sker en omfattende udbedring af betonkonstruktioner for så vidt angår øvebassinet samt hele promenadedækket. Endvidere anbefales en opbremsning af den begyndende nedbrydning af bassinvæggene i 25 meter bassinet.

Fladså Svømmehal fik foretaget en undersøgelse af promenadedækket tilbage i 2016. Denne rapport konkluderede, at restlevetiden på det tidspunkt skønnedes at være 5-7 år. Renoveringsopgaver anbefales gennemført på grund af de bæreevnemæssige konsekvenser. Tilstandsrapporten anslår omkostninger til samlet 6,775 mio. kr. inkl. rådgiverhonorar og uforudsete udgifter.

Det er administrationens anbefaling, at der i 2019 og 2020 afsættes budget til den samlede opgave.

Delvis finansiering kan findes på anlægsbudget 2019 og 2020

I anlægsbudgettet for 2020 er afsat 0,4 mio. kr. til renovering af eksisterende faciliteter samt 1 mio. kr. til Kulturaktiviteter i landområder. Disse foreslås prioriteret til renovering af betonkonstruktionen i Fladså Svømmehal. I sag 78 på denne dagsorden er der yderligere peget på 1,4 mio. kr. uforbrugte midler på anlægsbudget 2019.

Hvis udvalget beslutter, at anvende disse midler ud over de førnævnte 1,4 mio. kr. i anlægsbudget 2020, mangler der en restfinansiering på 3,975 mio. kr.

Forslag til restfinansiering

Administrationen foreslår, at restfinansieringen på 3,975 mio. kr. finansieres af anlægsbudgettet til Nye Vandfaciliteter i 2020, og at der af de 7 mio. kr. afsat i 2023 til Facilitetsplan, uprioriterede midler overføres et tilsvarende beløb tilbage til Nye Vandfaciliteter.

I 2020, 2021 og 2022 er afsat i alt 152 mio. kr. til nye vandfaciliteter. Ibrugtagningsdatoen forventes først at blive i 2023, hvorfor man må forvente, at der skal søges overførsel af en del af anlægsbudgettet til Nye Vandfaciliteter til 2023. Det giver mulighed for at tilbageføre 3,975 mio. kr. til Nye Vandfaciliteter af de på anlægsbudgettet for 2023 afsatte 7 mio. kr. til Facilitetsplan, uprioriterede midler.

På den måde sikres overholdelse af det samlede anlægsbudget for perioden 2020-2023.

Denne model er under forudsætning af, at Byrådet træffer beslutning om at bygge nye vandfaciliteter.

Skematisk oversigt for finansiering af 6,775 mio. kr. til renovering af betonkonstruktion i Fladså Svømmehal

Beløb

Beslutning om anvendelse af uforbrugte anlægsmidler i 2019 (se sag 78 på samme møde)

1.400.000

Beslutning om prioritering af anlægsmidler i 2020 (afsat til renovering af eksisterende faciliteter og kulturaktiviteter i landområder)

1.400.000

Omprioritere afsatte midler til Nye vandfaciliteter i 2020 og tilbageføre beløbet til Nye vandfaciliteter fra Facilitetsplan i 2023

3.975.000

Svømmehallen vil være lukket under renoveringen

Fladså Svømmehal benyttes af skoler til svømmeundervisning, foreningsaktivitet samt offentlig åbningstid for alle.

Mens renoveringen står på, vil svømmehallen være lukket for aktivitet. Så vidt det er muligt vil opgaven blive lagt i perioden april til august, hvor svømmehallen bruges mindst.

Administrationen kan starte processen op med ansættelse af byggerrådgiver og udbud af opgaven, såfremt udvalget afsætter og frigiver en del af budget 2019.

Økonomi

Administrationen kan bekræfte, at der i investeringsoversigten for 2019-2028 er afsat 0,4 mio. kr. til renovering af eksisterende faciliteter samt 1,0 mio. kr. til kulturaktiviteter i landområder i budget 2020. Beløbet kan først anvendes i 2020.

Udvalget kan jf. budgetstrategien omprioritere anlæg og flytte imellem projekter; men ikke ændre det samlede anlægsbudget for hvert enkelt år.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Ad 1-2: Godkendt.

Bilag




80. Orientering om anvendelse af Boderne og Kirkepladsens Skole

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 20.00.00-A00-2-18

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (til efterretning), 02.09.2019

En arbejdsgruppe har drøftet anvendelse af Boderne og Kirkepladsens skole. Sagen orienterer udvalget om mulige scenarier for anvendelse af bygningerne, samt en række generelle anbefalinger fra arbejdsgruppen. Udvalget har ønsket at møde arbejdsgruppen, så de kan svare uddybende på udvalgets spørgsmål. Arbejdsgruppen er inviteret til kl. 16.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Baggrund

Arbejdsgruppen har haft til opgave at rådgive Næstved Kommune om den fremtidige anvendelse af Boderne og Kirkepladsens Skole på en måde, der især understøtter kommunens kulturpolitik og udvikling af Næstved Bymidte. Bygningernes unikke beliggenhed og arbejdsgruppens forslag har bevirket, at gruppens drøftelser også har berørt mulighederne i de omkringliggende arealer samt skolens tidligere gymnastiksal, der knytter sig til bygningskomplekset. Dette ligger dog uden for gruppens kommissorium.

Arbejdsgruppen repræsenterer forskellige kompetencer og interesser i sagen; Cityforeningen, Næstved Erhverv, Næstved Bibliotek, Næstved Ungdomsskole, Næstved Kunstforening, Museum Sydøstdanmark, en borger fra Bylivsgruppen, samt Center for Plan og Miljø.

Arbejdsgruppens forskellighed bevirker, at gruppen ikke i enighed kan anbefale én sammenhængende løsning for anvendelse af begge bygninger. Gruppen er dog enige om, at der er perspektiver i at udvikle et sammenhængende koncept for området. Arbejdsgruppen har desuden opstillet en række præmisser, som den anbefaler Næstved Kommune at forfølge for at indfri det fulde potentiale for bygningerne og det tilstødende område.

Arbejdgruppens kommissorium er vedlagt sagen (bilag 8).

Arbejdsgruppens forslag

Forslag A

Arbejdsgruppens drøftelser har taget afsæt i et forslag fra Cityforeningen om at anvende Boderne som et "Byens Hus", der bl.a. huser cityforeningen, turistforeningen og erhvervsforeningen, samt kunstnersammenslutninger, der udstiller. Forslaget indeholder også en idé om at anvende skolen til et Street Food Market, som en investorgruppe ifølge Cityforeningen er klar til at gå ind i.

Vedlagt bilag 1-3: "Oplæg til Byens Hus", "Fakta om Street Food", "Kunstnersammenslutninger".

Forslag B

Talentskolen, Næstved Bibliotek og Ungdomsskolen ser muligheder i at anvende skolen som samlingssted for kreativitet og talentudvikling. Kulturinstitutionerne har i samarbejde fremlagt forslag om at benytte Kirkepladsens skole til et nyt ungekulturhus, som kan rumme udvikling af ungeprojekthuset JB10. Dette indebærer, at JB10 flytter fra Jernbanegade.

Forslaget indebærer anvendelse af hele huset.

Vedlagt bilag 4: "Ungekulturhus som samlingssted for kreativitet og talentudvikling"

Forslag C

Næstved Erhverv har på baggrund af arbejdsgruppens indledende drøftelser fremlagt et forslag, der søger at kombinere cityforeningens forslag med kulturaktiviteter og yderligere kommercielle formål. Forslaget tilføjer en række ideer til funktioner og anbefaler samtidig at inddrage den gamle gymnastiksal (Kunstforeningens lokaler) bag skolen i det samlede koncept. Anbefalingen er begrundet i det formål at skabe en tilstrækkelig bæredygtig platform for kommercielle aktiviteter og en tilpas stor fysisk ramme med potentiale. Næstved Erhverv anbefaler derfor også følgende funktioner i gymnastiksalen: studiecafé, kafferisteri og bageri, toiletfaciliteter til café og Street Food Market, terrasse etableret i grundplan mod Suså med indgang til café.

Vedlagt bilag 5: "Næstved Erhvervs anbefalinger".

Næstved Kunstforening (som har været repræsenteret i arbejdsgruppen) lejer i dag gymnastiksalen af Næstved Kommune, og foreningen har ikke ønske om at forlade lokalerne. Foreningen kan af praktiske årsager ikke se sig som en del af idéen med at lade kunstnergrupper udstille i Boderne. Foreningen har ønske om egne lokaler til foreningens aktiviteter.

Administrationen fremhæver 3 scenarier

Det er administrationens vurdering, at de forskellige forslag alle har kvaliteter som kan understøtte kulturpolitikken og bymidteudviklingen, men de er ikke forenelige i en samlet løsning. Der kan arbejdes videre med tre scenarier:

  1. Byens Hus (i Boderne) og Street Food Market (i skolen)
  2. Byens Hus og Street Food Market/aktivitetshus + kommerciel udnyttelse af gymnastiksalen.
  3. Byens Hus og Nyt Ungekulturhus som samlingssted for kreativitet og talentudvikling.

Scenarie 1 og 2 rummer kommercielle aktiviteter og stiller krav om at modernisere bygningerne, herunder nye toiletforhold. Scenarie 2 kræver yderligere istandsættelse og skaber nyt lokalebehov for kunstforeningen. Disse scenarier vil formentlig tiltrække flest brugere til området. Da de kommercielle aktiviteter ikke er en kommunal opgave, vil det formentlig kræve at bygningerne (skole og gymnastiksal) afhændes. Mindre kommercielle aktiviteter kan dog være kommunale, hvis de er underordnet den kommunale opgave. Hvis udvalget ønsker at forfølge en mere kommerciel anvendelse (1 og 2), skal der foretages en juridisk vurdering i forhold til kommunalfuldmagten, ligesom det anbefales at mulighederne undersøges nærmere ved at inddrage Næstved Erhverv.

Scenarie 3 vil være den største styrkelse af kulturlivet i bymidten. Det vil kompensere for, at museet og Grafisk Værksted rykkes ud af bymidten, og samarbejdet mellem de tre kulturinstitutioner vil være en nyskabelse. Scenarie 3 kræver begrænset modernisering af bygningerne. Dette scenarie kan fungere side om side med Byens Hus, men er ikke foreneligt med Street Food Market i samme bygning.

Administration anbefaler, at kommunen fastholder ejerskabet over bygningerne, pga. den centrale placering i forhold til bymidtens udvikling og den historiske kerne.

Arbejdsgruppens anbefalinger

Arbejdsgruppen har opstillet en række målsætninger, som der bør stræbes efter i forbindelse med nye initiativer for Boderne og Kirkepladsens skole. Anbefalingerne angår "Liv i byen", "funktioner og aktiviteter" og "områdets betydning" og er vedlagt som bilag 6.

Bygningerne

Skolen og Boderne har en helt særlig placering i Næstved Bymidte, da de forbinder kirkepladsen og det fritlagte areal ned til Susåen, som der er potentiale i at aktivere yderligere. Det er desuden en forudsætning, at Boderne som fredet bygning har begrænsede anvendelsesmuligheder og fremstår lukket, mens skolen er mere åben og fleksibel for forskellige typer aktiviteter. Boderne er kulturhistorisk set en unik bygning fra 1400-årene, som kaldes Danmarks ældste rækkehus.

Boderne kan primært anvendes i stueplan (ca. 317 m2), men har også mindre kælderrum.

Skolen har to etager med fire store rum på hver etage, tre mindre rum på loftet (ca. 400 m2), samt en meget rummelig kælder.

Der er vedlagt tegningsmateriele, herunder plantegninger, som bilag 7.

Hvis der skal andre end offentlige formål ind i bygningerne, skal der udarbejdes et tillæg til den eksisterende lokalplan, som ændrer anvendelsen til Centerområde.

Økonomi

Administrationen har ingen bemærkninger.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Til efterretning.

Bilag




81. Godkendelse af retningslinjer for Talentprisen

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 20.04.00-A00-1-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokatiudvalget (godkender), 02.09.2019

Udvalget besluttede på udvalgsmødet i marts 2019 at oprette en Talentpris for at anerkende og støtte unge, spirende talenter inden for det kunstneriske område. I sagen fremlægges forslag til retningslinjer for prisen.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget godkender retningslinjerne for Talentprisen.

Sagsfremstilling

Forslag til retningslinjer:

Talentprisen uddeles til et ungt, spirende talent inden for kulturområdet.Prisen er oprettet af Kultur- og Demokratiudvalget i Næstved Kommune som led i kommunens satsning på kunstnerisk talentudvikling. Prisen er på 10.000 kr.

Formål

Formålet med prisen er:

  • at anerkende, opmuntre og synliggøre unge, som udfolder særlige evner og potentiale inden for en eller flere kunstarter.
  • at understøtte positive forbilleder og inspiration for andre unge, der er skabende og udøvende inden for kulturområdet.

Hvem kan modtage prisen?

Prisen uddeles til en ung (ca. 13-25 år) som, inden for en eller flere kunstarter, i særlig grad lever op til flere af nedenstående forhold

  • har markeret sig og udfoldet særlige evner,
  • er særlig dedikeret og har gjort en ekstra indsats for at dygtiggøre sig,
  • har vist særlige evner til at udvikle sig selv og andre i et miljø med andre unge,
  • er et udpræget positivt forbillede og til inspiration for andre unge.

Bedømmelsesudvalg og valg af prismodtager

Alle kan komme med begrundede forslag til kandidater til prisen. Der laves hvert år et eller flere offentlige opslag, som inviterer borgere, foreninger og andre til at komme med forslag.

Et bedømmelsesudvalg, bestående af repræsentanter fra Talentskolen, Musikskolen og Ungdomsskolen, udvælger tre nominerede til prisen. Bedømmelsesudvalget indstiller til Kultur- og Demokratiudvalget, hvem der skal have prisen. Kultur- og Demokratiudvalget træffer den endelige beslutning og overrækker prisen.

Prisen overækkes den 24. oktober 2019 på Rønnebæksholm, hvor også Trelleborgfondens Kulturpris (Grundtvig-Marie Prisen) uddeles.

De to nominerede, som ikke får prisen, modtager ved samme lejlighed hver en anerkendelse på 1.000 kr. eller en gave af tilsvarende værdi.

Finansiering

Prisen finansieres inden for Kultur- og Demokratiudvalgets budget for området "Andre kulturelle opgaver".

Økonomi

Administrationen har ingen bemærkninger.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Godkendt.




82. Beslutning om fremtidig egnsteateraftale

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 20.01.02-A00-2-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (godkender), 02.09.2019

I den gældende egnsteateraftale fremgår det, at forhandling mellem teater og kommune om en eventuel forlængelse af aftalen, skal optages i efteråret 2019. Administrationen efterspørger derfor udvalgets mandat til at optage forhandlinger med teateret med henblik på en ny aftaleperiode.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget giver administrationen mandat til at optage forhandlinger med egnsteateret om en ny fireårig aftaleperiode.

Sagsfremstilling

Den nuværende egnsteateraftale mellem Næstved Kommune og den selvejende institution med Dansk Rakkerpak og Faster Cool - Næstveds internationale egnsteater løber fra 1. januar 2017 til den 31. december 2020. Ifølge aftalen yder kommunen et årligt tilskud til teaterets drift på 3 mio. kr., hvilket udløser en årlig refusion fra Statens Kunstfond på 1,1 mio. kr. Hvis aftalen, og den tilhørende refusion, ønskes forlænget i en ny fireårig aftale, skal forhandlingerne herom optages i efteråret 2019 og afsluttes senest 1. marts 2020.

Administrationen vil herefter lægge en ny sag op til udvalget med udkast til en ny egnsteateraftale.

Egnsteateret er kommunens professionelle, udførende institution på scenekunstområdet. Herudover yder kommunen på dette område tilskud til indkøb af forestillinger, som primært varetages af børnekulturkonsulenten (til børn i skoler og daginstitutioner) samt Næstved Teaterforening, der både indkøber forestillinger til børn og voksne. Forestillingerne til børn er som regel refusionsberretigede. Der er i budget 2019 i alt afsat 2.469 mio. kr. til teater-/scenekunstområdet.

I 2016 valgte daværende kulturudvalg at sende opgaven om at drive egnsteater i kommunen i et åbent udbud, hvorefter Dansk Rakkerpak fik opgaven. I den forbindelse blev tilskuddet ved en besparelse nedjusteret med 0,5 mio. kr.

Egnsteateraftalen

Egnsteateraftalen er en gensidig tilkendegivelse mellem parterne, om den fremtidige ønskede udvikling i teaterets aktiviteter og vilkår, der politisk og økonomisk gives herfor. Teateret skal, i overensstemmelse med sit vedtægtsbestemte formål og kommunens ønsker om at sikre scenekunstneriske tilbud, medvirke til at skærpe den kulturelle profil i Næstved Kommune og inspirere kulturelle vækstlag til øget kvalitet og samarbejde.

Teaterets primære opgave er at producere to nye scenekunstforestillinger om året, og teaterets faglige og kunstneriske niveau skal leve op til det generelle niveau hos landets øvrige egnsteatre. Teateret opfører minimum ca. 66 forskellige forestillinger hen over sæsonen og er forpligtet på at komme rundt i hele kommunen. Teateret arbejder i forlængelse af en folkelig teatertradition, der henvender sig bredt til en mangfoldighed af publikums- og aldersgrupper. Teateret har speciale i gadeteater, men også særligt fokus på at skabe scenekunst for mindre børn, der typisk afvikles i teatersalen.

Udover produktion og afvikling af forestillinger arrangerer teateret en række aktiviteter og/eller bidrager med events ved andre kulturarrangementer. De mest markante er:

  • Street Cut - Næstveds internationale gadeteaterfestival (årlig begivenhed med udenlandske artister)
  • Kultursuppe (seks årlige arrangementer i teatersalen)
  • Faster Cools julevinduer og juletræsfest for familier
  • Børneteaterbrunch i samarbejde med Næstved Teaterforening
  • Åbent hus og underholdning ved Kulturnatten
  • Indslag ved den årlige børnekulturfestival.

I 2018 har teateret i Næstved Kommune afholdt 42 forestillinger/events i den stationære teatersal og 83 på andre scener i Næstved og rundt i kommunen.

Teateret har solgt få forestillinger til skolerne, og den kommunale teaterordning under Børnekulturhuset har sikret, at et antal af Rakkerpaks forestillinger tilbydes til skolerne.

Den gældende egnsteateraftale er vedlagt til orientering.

Vurdering af egnsteateret

Det er administrationens overordnede vurdering, at Dansk Rakkerpak lever op til egnsteateraftalens målsætninger. Egnsteateret har med sit folkelige fokus og sin opsøgende attitude været dygtige til at skabe bred synlighed, til at komme rundt i hele kommunen, samt bidraget til at skabe liv i kommunens byrum, herunder Næstved Bymidte i særlig grad. Der er potentiale for, at teateret udvikler og udfolder denne aktive og udadvendte rolle i kulturlivet i endnu højere grad. Det bør også undersøges, om teateret kan spille en større rolle i forbindelse med at understøtte talentudvikling på området, samt i højere grad optræde for skoleklasser.

Teateret bliver i 2018/19 evalueret af Statens Kunstfond, som hvert år udtager en gruppe teatre til evaluering. Den endelige evalueringsrapport foreligger sidst i september 2019. Konklusionerne vil indgå i forhandlingerne med teateret. Evaluator Steen Nørgaard udtalte ved det afsluttende evalueringsmøde med teateret, at "det var hans grundlæggende vurdering, at Dansk Rakkerpak & Faster Cool i høj grad lever op til målene i gældende egnsteateraftale 2017–2020, producerer professionelt teater med kunstnerisk kvalitet og lever både fagligt og kunstnerisk op til det generelle niveau hos landets øvrige egnsteatre."

Øvrige oplysninger

Som udvalget tidligere i år er orienteret om, har et flertal i Folketinget vedtaget en aftale, der skal styrke scenekunsten i Danmark. Som et led i aftalen, er Dansk Rakkerpak bevilget et ekstraordinært statsligt udviklingstilskud på ca. 1,7 mio. kr., fordelt over årene 2019-2022. Tilskuddet forudsætter, at teateret indgår i en egnsteateraftale med en kommune.

Egnsteateraftalen er forankret i Lov om Scenekunst, og der er 33 egnsteatre i Danmark. De øvrige større institutioner, som modtager tilskud efter loven er Det Kongelige Teater, Det Københavnske teatersamarbejde, samt små storbyteatre i København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg Kommuner.

Økonomi

Administrationen kan oplyse, at det afsatte budget i årene 2020 og frem er i samme størrelse som 2019, med den forudsætning at størrelsen af statsrefusionen vil være uændret.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Godkendt.

Githa Nelander kunne ikke støtte udvalgets beslutning, idet hun finder at brugen af egne talenter skal fremmes og pengene spares.

Bilag




83. Temadrøftelse vedr. Næstved Bibliotek

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 21.00.00-G01-1-17

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (drøfter), 02.09.2019


Sagen lægger op til en temadrøftelse om kommunens biblioteker. Opgaven varetages af Næstved Bibliotek og Borgerservice. Temadrøftelsen vil blive efterfulgt af en senere beslutningssag, som tager afsæt i den retning udvalget har tilkendegivet, og som indeholder faglige argumenter og indstilling fra administrationen. Udvalget er tidligere (den 29. april 2019) blevet præsenteret for en temadrøftelse om borgerservice.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget drøfter bibliotekernes virksomhed.

Sagsfremstilling

Børns læsning

Færre og færre børn læser af lyst. Sådan lød konklusionen i en rapport om børns læsevaner i 2017. Anbefalingen er, at børns læselyst skal understøttes af et tæt samarbejde mellem skolen, biblioteket og forældrene. Evnen til at læse har betydning for indlæring i alle andre fag. I september er der en høring på Christiansborg om en national læsestrategi. Biblioteket har taget denne opgave alvorligt, og har de seneste år afviklet mange tilbud på og i samarbejde med skolerne. På mødet vil vi udfolde med eksempler.

Spørgsmål til drøftelse: Ønsker vi at bibliotek og skoler fortsat har et tæt samarbejde i Næstved Kommune? Hvilke muligheder er der (politisk) for at sikre et samarbejde - som samtidigt inkluderer forældrene?

Demokrati og samtaler

Der er fri og lige adgang til folkebibliotekerne (Lov om Biblioteksvirksomhed). Biblioteksloven beskriver også forpligtelsen til at formidle information om samfundsforhold i øvrigt. Meget debat er i disse år flyttet over på sociale medier. Ofte bliver debatindlæggene her mere grove og unuancerede, og har sjældent karakter af egentlig debat. Til borgermøder om konkrete planer eller tiltag er fronterne ofte trukket op på forhånd. Biblioteket ønsker at bidrage til en bedre debatkultur.

Biblioteket kunne være det moderne samfunds bytorv. Et sted, hvor samtalen om både store og nære ting kan finde sted ansigt til ansigt og i hverdagen. På mødet vil vi uddybe med eksempler.

Spørgsmål til drøftelse: Skal biblioteket påtage sig denne rolle? Kan der tænkes nogle muligheder/fora, hvor politikerne evt. involveres?

Borgerinvolvering og frivillighed

Biblioteket arbejder for at borgerne opnår indsigt og udsyn til at navigere i eget liv. Derfor har vi de seneste år arbejdet med, at borgerne oplever, at de er aktive partnere i opgaveløsningen. Nu er vi klar til at lægge endnu mere ud til borgerne. Vi er ofte fødselshjælpere, af og til initiativtagere, og allerhelst facilitatorer på de ideer borgerne kommer med. Derfor arbejder vi på at professionalisere arbejdet med borgere og frivillige - og på at give slip på egen faglighed. På mødet vil vi udfolde eksempler.

Spørgsmål til drøftelse: Er vi som kommune klar til at lægge endnu mere ud til borgerne?

Biblioteket i lokalområderne

Bibliotekerne er sammen med skolerne det kulturelle samlingspunkt i mange lokalområdet. Derfor tilpasser biblioteket også aktiviteterne til de lokale ønsker og behov. Netværk, lokalkendskab og synlighed prioriteres højt på hvert enkelt bibliotek. Materialesamlingen er vigtig, men ikke nødvendigvis omdrejningspunktet for biblioteket. Det er derimod de aktiviteter som borgerne i netop dét lokalsamfund har glæde af. Det betyder også, at de udvikler sig forskelligt - men med samme retning. På mødet vil vi uddybe med eksempler.

Spørgsmål til drøftelse: Skal bibliotekerne fortsætte med større fokus på aktiviteter frem for samlinger? Hvordan skal bibliotekerne understøtte, at der er et lokalt kulturliv?

Tværgående samarbejde mellem kulturinstitutionerne

Næver Ending Stories er et godt eksempel på, at kulturinstitutionerne har praktiseret et reelt, ligeværdigt samarbejde om en større begivenhed. Hvis Næstved skal markere sig som kulturhovedstad, er det vejen frem. Når vi samarbejder og opsøger nye målgrupper, foregår aktiviteterne også ude af huset. Men hvordan sikrer vi opmærksomhed på den enkelte institutions eksistensberettigelse, når vi er vant til at blive bedømt og målt på f.eks. besøgstal og udlånstal?

Spørgsmål til drøftelse: Hvordan kan vi måle om det er en succes, når vi samarbejder udenfor de fysiske rammer?

Økonomi

Administrationen har ingen bemærkninger.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Drøftet. Administrationen samler op på udvalgets bemærkninger og disse indgår i det videre arbejde.

Præsentation vedlægges referatet.

Bilag




84. Beslutning om udkørende Borgerservice til Korskilde Bibliotek og nedlæggelse af skærmløsning

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 00.14.00-G01-4-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (godkender), 02.09.2019


Kultur- og Demokratiudvalget skal beslutte, om Næstved Bibliotek og Borgerservice med virkning fra den 1. oktober 2019 skal tilbyde borgerne vejledning af en borgerservicemedarbejder på Korskilde Bibliotek i Brøderup. Det betyder samtidig, at borgervejledningen via den fjernbetjente skærmløsning bliver nedlagt.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Næstved Bibliotek og Borgerservice med virkning fra den 1. oktober 2019 tilbyder borgerne vejledning af en borgerservicemedarbejder på Korskilde Bibliotek i Brøderup, og at borgervejledningen via den fjernbetjente skærmløsning samtidig nedlægges.

Sagsfremstilling

Næstved Bibliotek og Borgerservice har siden 2015 stillet en skærmløsning til rådighed på Korskilde Bibliotek, primært for ikke digitale borgere, der via skærmløsningen kan få hjælp af en borgerservice-medarbejder på Næstved Bibliotek til at søge om:

  • Adresseforespørgsel og bopælsattest
  • Boligstøtte
  • Børnetilskud
  • Flytning
  • Pension
  • Skat
  • Sundhedskort
  • Varmetilskud

Der udstedes ikke pas, kørekort og NemID via skærmløsningen.

Borgerne har kun i ringe grad benyttet sig af at få hjælp via skærmløsningen af en borgerservice-medarbejder, og der har i gennemsnit været 10 tidsbestillinger til skærmløsningen om året. Borgerne har givet udtryk for, at de ønsker personlig betjening og derfor hellere vil køre til Næstved Bibliotek eller et af de andre lokalbiblioteker i kommunen for at få klaret deres ærinde i stedet for at benytte skærmløsningen.

Borgere, der er digitale, har mulighed for hver dag i bibliotekets åbningstid at få hjælp til en digital selvbetjeningsløsning af en medarbejder på biblioteket. Borgerservice vil fremover udstede NemID og vejlede borgeren i den aktuelle digitale selvbetjeningsløsning.

Borgerservice tilbyder borgervejledning i de nævnte henvendelsestyper på bibliotekerne i Fuglebjerg og Glumsø, hvor der kan bestilles tid hos en borgerservicemedarbejder hver onsdag kl. 10-12 i Glumsø og kl. 13-15 i Fuglebjerg. Det er et tilbud, som især er for de borgere, der ikke er i stand til at anvende NemID.

Næstved Bibliotek og Borgerservice vil gerne yde en god service i det personlige møde med borgerne og møde dem i deres lokalområde. Borgerservice foreslår derfor, at der tilbydes borgervejledning på Korskilde Bibliotek hver anden tirsdag i 2 timer, så der er den samme borgervejledning på bibliotekerne i Glumsø, Fuglebjerg og Korskilde.

Økonomiske konsekvenser

Næstved Bibliotek og Borgerservice budgetterer med en årlig udgift til borgervejledningen på Korskilde Bibliotek på ca. 17.000,- kr. Udgiften tages ud af institutionens eget budget.

Økonomi

Administrationen bekræfter, at den årlige udgift har været betalt af Næstved Bibliotek og Borgerservices økonomiske ramme. Udvalget kan som udgangspunkt ikke ændre i virksomhedens budget i løbet af året og besparelsen vil derfor blive i virksomhedens ramme.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Godkendt.

Administrationen undersøger, hvad det vil koste at etablere borgerservice, som kan udstede pas og kørekort fra Korskilde Bibliotek.




85. Beslutning om ansøgning til kulturpulje

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 20.00.00-Ø40-26-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (godkender), 02.09.2019


Administrationen har modtaget en ansøgning til Puljen til styrkelse af større kulturelle begivenheder. Næstved Early Music Festival (NEMF) søger om støtte til at afholde Oktober Festival 18.-20. oktober. Udvalget skal tage stilling til, om ansøgningen skal imødekommes. Administrationen vurderer, at ansøgningen opfylder puljens krav.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget imødekommer ansøgningen fra NEMF.

Sagsfremstilling

Administartionen har modtaget en ansøgning om støtte til Oktober Festival fra NEMF.

Ansøgning

Oktober Festival / Engelsk Barok Weekend ("Omkring Dowland")

Ansøger: Næstved Early Music Festival (NEMF)

Ansøgt beløb: 100.000 kr. (samlet budget: 270.000 kr.)

Lokation: Arkaden, Sct. Peders Kirke, Sct. Mortens Kirke, Kompagnihuset, Sognegården.

Indstilling: Fuld støtte

Ansøgers korte beskrivelse af kulturarrangementet: "Ny weekend festival med tidlig musik, gastronomi og lokalhistorie, 8 koncerter, Artist Talks, Showcase og workshop for gymnasiestuderende i Renæssancebyen Næstved."

Festivalen består af en række koncerter der fejrer engelsk barokmusik med trompetisten Justin Bland som kunstnerisk leder og optrædende. Festivalen forløber fra fredag aften (åbningskoncert) til søndag eftermiddag på forskellige steder i Næstved Bymidte den 18.-20. oktober. Festivalen består af otte koncerter, en showcase, en højmesse med Sct. Peders Kirke pigekor og artist-talks.

Koncerterne er, som NEMFs tidligere arrangementer, på et højt kunstnerisk niveau. Festivalen erstatter den store internationale bienniale festival, men NEMF forventer, at den alligevel vil kunne tiltrække publikum fra hele Danmark og Sydsverige. (En biennale er en fest, udstilling eller lignende, der afholdes hvert andet år).

NEMF samarbejder om festivalen med følgende lokale aktører: Sct. Peders Kirke, Sct. Mortens Kirke, Restaurant B-Spis, Cityforeningen, Næstved Museumsforening og Lorange Vinhandel.

Præsentation og budget er vedlagt som bilag.


NEMF har senest med opera-aften den 14. august haft stor succes med at udnytte området ved den fritlagte Suså til en større kulturbegivenhed. Om formiddagen kom skoleklasser forbi til mindre prøvekoncerter, og om aftenen blev der afholdt tre timers operakoncert med stort fremmøde af borgere.

Administartionen anbefaler at støtte arrangementet, som i høj grad lever op til intentionerne med puljen om at styrke kulturens synlighed og betydning for borgerne og kommunens udvikling, Næstveds rolle som kulturhovedstad, samt synlighed og markedsføring af kulturen og Næstved Kommune.

Der er anvendt 350.000 kr. af puljen på 600.000 kr.

Tidligere ansøgninger og retningslinjer

Kultur- og Demokratiudvalget har på mødet den 3. juni 2019 behandlet og imødekommet nedenstående ansøgninger til puljen:

  1. Falgren & Friends Festival Night: 109.961 kr.
  2. Ekko Festival - Tybjerg Herred: 50.000 kr.
  3. Opera Galla Koncert: 100.000 kr.
  4. Musik over Præstø Fjord bevilges 90.000 kr. (ansøgt beløb 150.000 kr.)

Kultur- og Demokratiudvalget har på mødet den 29. april 2019 ønsket at blive involveret i tildeling af midler fra den nye Pulje til styrkelse af større kulturelle begivenheder.

Retningslinjer for puljen er vedlagt som bilag.

Økonomi

Administrationen kan oplyse, at der i budget 2019 er afsat en pulje på 600.000 kr. til styrkelse af større kulturelle begivenheder.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Godkendt.

Bilag




86. Godkendelse af nationalt netværk for talentudvikling

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 20.00.00-P20-3-18

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (godkender), 02.09.2019

Administrationen anmoder udvalget om den formelle godkendelse til at etablere og drive det nye nationale netværk for talentudvikling, som Næstved Kommune er udpeget til af Kulturministeriet.

Indstilling

Administrationen indstiller,

  1. at projektet godkendes med Næstved Kommune som koordinator for det nationale netværk for talentudvikling
  2. at administrationen finder midler inden for den samlede budgetramme til kommunens medfinansiering af netværket.

Sagsfremstilling

Kulturministeriet har i 2018 iværksat en indsats for at styrke kunstnerisk talentudvikling, hvor der er udpeget seks nye nationale ”talentkommuner” Holstebro, Viborg, Esbjerg, Aarhus, Fredericia og Holbæk. I den forbindelse er der også afsat midler til at etablere et landsdækkende netværk for talentudvikling, som skal bidrage til at udvikle en infrastruktur for tværgående erfaringsudveksling og samarbejde om talentudvikling. Næstved Kommune har budt ind på at løse opgaven med at etablere og drive det nationale netværk over en treårig periode. Udvalget blev orienteret om denne koordinatorrolle 3. juni 2019. Opgaven løses for Slots- og Kulturstyrelsen og udvikles i samarbejde med styrelsen og de øvrige talentkommuner. Næstved har i den forbindelse også status af talentkommune.

I forbindelse med at der skal indgåes en skriftlig aftale med Slots- og Kulturstyrelsen om opgaven, anmoder administrationen hermed om den formelle godkendelse fra Kultur- og Demokratiudvalget.

Næstved Kommune modtager 0,6 mio. kr., som anvendes til at aflønne en koordinator for netværket. Hertil er der behov for at oprette en projektkonto.

Medarbejdere i Center for Kultur og Borgerservice bidrager til overordnet ledelse af netværket, sparring med korrdinator og praktiske opgaver ved eksemplevis konferencer og netværksmøder. Næstved Kommune afholder derudover mindre udgifter ved transport, konferencer og seminarer (ca. 130.000 kr. pr. år). Administrationen forventer at kunne finansiere disse udgifter inden for den samlede budgetramme for kultur og fritid.

Netværkets aktiviteter er baseret på en mindre betaling fra de deltagende aktører og i øvrigt på aktiv deltagelse fra talentkommunerne og de øvrige aktører. Slots- og Kulturstyrelsen finansierer en større konference ved projektperiodens afslutning.

Næstved Kommune vil løbende være i dialog med styrelsen om netværkets udvikling og perspektiver for fremtiden.

Administrationen ser gode muligheder for, via netværkets etablering, at få tilknyttet forskning i talentmiljøer. Dette kan, sammen med koordinatorrollen, være med til at løfte kommunens talentindsats yderligere.

Efter udvalgets godkendelse af Næstved Kommunes rolle som koordinator for netværket, vil administrationen indgå en aftale med styrelsen om følgende mål for det nationale netværk:

  • Afprøve og etablere velfungerende mødefora og videndelingsformater
  • Afdække og indsamle erfaringer og viden om talentudvikling
  • Bidrage til styrket faglig refleksion og formidling af viden
  • Udvikling af nye talentudviklingsformater og samarbejder

Administrationen vil i en kommende sag orientere yderligere om netværkets udvikling.

Økonomi

Administrationen kan oplyse, at der ikke er afsat midler i udvalgets budgetramme til dette, og at de derfor skal findes ved at omdisponere midler i den nuværnede ramme.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Ad 1-2: Godkendt.




87. Godkendelse af mødeplan 2020 for Kultur- og Demokratiudvalget

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 00.22.04-P00-1-17

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (godkender), 02.09.2019

Kultur- og Demokratiudvalget forhåndsgodkendte den 8. januar 2018 forslag til mødeplan for 2019-2021. Mødeplanen for 2020 fremlægges nu til endelig godkendelse.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget godkender sin mødeplan for 2020.

Sagsfremstilling

Mødeplanen tager højde for mødefri i uge 7 og 42, samt i dagene op til påske og hovedferien i juli måned.

Udover ovenstående hensyn er der planlagt møder, så der ikke sker personsammenfald i udvalgene, og der sikres en glidende behandling af såvel budgetkontrol som budgetbehandling. Møderne i fagudvalgene er primært lagt på mandage og tirsdage, som også var princippet for mødeplan 2018/19.

Møder i Kultur- og Demokratiudvalget i 2020

Møderne afholdes om mandagen kl. 15.00-18.00, dog er et enkelt møde lagt på en tirsdag kl. 15.00-18.00 i ugen efter pinse:

Mandag d. 6. januar

Mandag d. 27. januar

Mandag d. 24. februar

Mandag d. 30. marts (flyttet fra 23. marts af hensyn til behandling af budgetkontrol pr. 1. marts)

Mandag d. 4. maj

Tirsdag d. 2. juni (efter pinse)

Mandag d. 10. august

Mandag d. 31. august

Mandag d. 28. september

Mandag d. 26. oktober

Mandag d. 23. november

Lovgrundlag

Lov om kommunernes styrelse.

Økonomi

Administrationen har ingen bemærkninger.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Godkendt.

Bilag




88. Behandling af udkast til ny sundhedspolitik

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 00.00.00-P22-1-18

Resume

Politisk behandling
Kultur- og Demokratiudvalget (udtaler sig), 02.09.2019

Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget godkendte udkast til ny sundhedspolitik på møde den 13.8.2019. Politikken er i offentlig høring i perioden 14.8.2019-12.9.2019, og behandles sideløbende også i relevante politiske udvalg samt hoved-MED.

Det er et væsentligt omdrejningspunkt, at politikken er tværgående og dermed retningsgivende for flere fagområder i kommunen. Arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse skal forankres bredt i alle politiske udvalg samt administrative centre og institutioner og ske i et forpligtende samarbejde for at opnå ønsket effekt. Sundhedspolitikken ses at have værdifuld sammenhæng med Kultur- og Demokratieudvalgets områder – og i særlig grad pejlemærkerne ”mere bevægelse” og ”bedre mental sundhed”. Derfor gives Kultur- og Demokratiudvalget i denne sag mulighed for at udtale sig til Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget om sundhedspolitikken. Efterfølgende vedtages den endeligt af Byrådet.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget udtaler sig om sundhedspolitikken.

Sagsfremstilling

Betydningen af en tværgående sundhedspolitik for Kultur- og Demokratiudvalget
Sundhedspolitikken tager sit udgangspunkt i en vision om, at ”alle skal have mulighed for at leve et længere liv med flere sunde leveår”. Det er et væsentligt omdrejningspunkt, at arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse er et fælles ansvar i Næstved Kommune og dermed skal løftes i et forpligtende samarbejde mellem kommunens administrative centre.

Sundhedspolitikken understøtter væsentlige dele af Kultur- og Demokratiudvalgets områder via pejlemærkerne:

  • ”mere bevægelse”, der sigter efter, at flere skal have mulighed for at bevæge sig mere og gøre brug af udeliv, kultur- og foreningsliv
  • ”bedre mental sund”, som adresserer behovet for indgå i sociale relationer og deltage i fællesskaber.

Begge pejlemærker er særligt relevante for udvalgets områder som kultur- og fritidstilbud, ungdomsklubtilbud, foreningsvirksomhed, idrætshaller og anlæg.Udvalgets områder har desuden oplagte muligheder for at understøtte sundhedspolitikkens pejlemærker om ”mindre alkohol” og ”røgfrie liv”.

Den gældende kulturpolitik knytter i særlig grad an til sundhedspolitikken med fokusområdet "Kunst og kultur skal skabe mere relevans for flere", hvor et af indsatsområderne er "Udvikling af tilbud for udsatte borgere", samt fokusområdet "Kulturen bidrager til kommunens udvikling", hvor et af indsatsområderne er at "Udvikle kulturtilbud med alment sundhedsfremmende effekter".

Den gældende politik på Folkeoplysningsområdet understøtter ligeledes med sine målsætninger om, at den enkelte:

  • er aktiv i sin fritid
  • har et forpligtende fællesskab med andre gennem sine fritidsinteresser

Rammepolitik med underliggende 2-årige strategier
Sundhedspolitikken er en langsigtet rammepolitik, der skal være gældende fra 2020. Rammepolitikken beskriver de helt overordnede principper og pejlemærker, som er retningsgivende for kommunens aktiviteter.

Når rammepolitikken er godkendt i Byrådet ultimo 2019, skal Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget vælge de pejlemærker, der skal sættes særligt fokus på de efterfølgende 2 år. Der udarbejdes strategier for hvert af de valgte pejlemærker. Strategierne skal være handlingsanvisende og dermed konkretisere mål for de(t) givne pejlemærke(r) samt beskrive, hvordan målene skal nås i praksis.

Relevante aktører – interne og eksterne – inddrages med henblik på at få input samt kvalificere strategierne. Interne aktører kan være ledere og medarbejdere fra aktuelle fagområder i kommunen. Eksterne aktører kan være forskellige organisationer, foreninger, ældreråd, handicapråd, frivilligråd, borgere og aktører fra det øvrige sundhedsvæsen.

Medarbejdere i Næstved Kommune inddrages bl.a. via MED strukturen.

De 2-årige strategier vil blive politisk behandlet af Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget samt de(t) øvrige politiske udvalg, der har ansvar for området.

Opbygningen af sundhedspolitikken
Politikken er bygget op om principper og pejlemærker. Principperne udtrykker kommunens måde at arbejde med sundhed på og skal danne grundlag for alle de sundhedsindsatser, som sættes i gang. Pejlemærker er de områder, hvor kommunen prioriterer indsatser for at forebygge de væsentligste risikofaktorer og fremme sundhed i befolkningen.

De politisk valgte principper og pejlemærker stemmer overens med anbefalinger fra KL.

Principperne

  • Vi fokuserer på at øge ligheden i sundhed.
  • Vi prioriterer sundhedsfremme og forebyggelse – for alle aldre.
  • Vi etablerer rammer, der gør det let og attraktivt at leve sundt.
  • Vi vægter det fælles ansvar og kvalitet i indsatsen.

Pejlemærkerne

  1. Flere skal have mulighed for at vælge et røgfrit liv, og ingen børn og unge skal begynde at ryge.
  2. Flere bør drikke mindre, og ingen børn og unges liv må skades af alkohol.
  3. Flere skal have mulighed for at leve et liv med bedre mental sundhed og trivsel.
  4. Flere skal have mulighed for at bevæge sig mere og gøre brug af udeliv, kultur- og foreningsliv.
  5. Færre bør opleve, at kronisk sygdom begrænser muligheden for et selvstændigt og aktivt liv.

Tidsplan for politisk behandling af udkast til ny sundhedspolitik

13.08.2019

Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget godkender udkast til ny sundhedspolitik

02.09.2019

Kultur- og Demokratiudvalget behandler udkast til ny sundhedspolitik

04.09.2019

Teknisk Udvalg behandler udkast til ny sundhedspolitik

09.09.2019

Plan- og Erhvervsudvalget + Børne- og Skoleudvalget + Økonomiudvalget behandler udkast til ny sundhedspolitik

18.09.2019

Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget behandler udkast til ny sundhedspolitik

01.10.2019

Omsorgs og Forebyggelsesudvalget behandler endelig sundhedspolitik inkl. høringssvar/ændringer

29.10.2019

Byrådet godkender sundhedspolitikken

Tidsplan for offentlig høring af ny sundhedspolitik

14.08.2019

Udkast sendes i bred offentlig høring i 4 uger

05.09.2019

Udkast behandles i hoved-MED

Økonomi

Administrationen bemærker, at udarbejdelse og implementering af Sundhedspolitikken skal finansieres indenfor udvalgets budget.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Udvalget bemærker, at verdensmålene bør tydeliggøres. Udvalget bemærker derudover, at der skal være fokus på friluftsstrategi, Landdistriktsudvalgets arbejde og resultatet af brugervaneundersøgelsen.

Udvalget finder, at udkastet til ny sundhedspolitik er godt.

Bilag




89. Drøftelse af studietur for Kultur- og Demokratiudvalget april 2020

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 00.05.11-G01-2-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (drøfter), 02.09.2019

Hvert fagudvalg i Næstved Kommune har mulighed for at deltage i maks. 1 studierejse pr. byrådsperiode. I den forbindelse, skal Kultur- og Demokratiudvalget på studietur søndag den 26. april til torsdag den 30. april 2020. Med denne sag skal Kultur- og Demokratiudvalget tilkendegive synspunkter om sted og indhold for studieturen. Sted og udkast til et overordnet program forelægges udvalget til beslutning den 30. september 2019.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget tilkendegiver synspunkter om sted og indhold for udvalgets studietur i april 2020.

Sagsfremstilling

Der er planlagt studietur for Kultur- og Demokratidudvalget fra søndag den 26. april til torsdag den 30. april 2020. Formålet med studieturen er dels at få et andet blik på det vi i dag gør og dels at indhente inspiration og viden til videreudvikling affagområderne under Kultur- og Demokratiudvalget.

Kultur- og Demokratiudvalget skal tilkendegive,

  • hvorvidt studieturen skal foregå i Danmark eller i udlandet.
  • hvad temaet/temaerne for turen skal være - eksempelvis kunst, kultur, biblioteksområdet, lokalsamfund, talentudvikling, byudvikling og/eller fritidsområdet.

Til inspiration - eksempler på, hvor turen kunne gå hen

  • Amsterdam: Byen byder på spændende kulturinstitutioner, biblioteket, uddannelsessteder med fokus på talentudvikling, byudvikling og offentlig kunst.
  • England: Turen kunne starte i London, som har det hele inden for kunst-, kultur- og biblioteksområdet. Derfra kunne tages til en mindre by, som afspejler Næstved i størrelse, såsom Margate, hvor kulturen har rykket på byen eller Folkestone, hvor kulturen i høj grad har spillet ind på byudviklingen.
  • Helsinki: Som for nyligt at fået et meget omtalt nyt bibliotek.

Baggrund

Jævnfør Næstved Kommunes "Retningslinjer for byrådspolitikeres og embedsmænds deltagelse i årsmøder, seminarer, rejser og besigtigelsesture", er der følgende retningslinjer for studierejser:

  • Hvert fagudvalg kan maks. deltage i 1 studierejse pr. byrådsperiode med en udgift på maks. 10.000 kr. pr. deltager.
  • Det er direktøren, som udvalget refererer til, der har ansvar for koordinering og disponering af de økonomiske midler.
  • Studierejsen skal have faglig relevans for deltagerne og for kommunen.
  • Studierejsen skal foregå inden for Europa.
  • Studierejsen kan tage sigte på at tilvejebringe et bedre beslutningsgrundlag for løsning af et bestemt foreliggende problem eller imødekomme et mere generelt behov for øget viden inden for en bestemt problemkreds i den løbende kommunale administration.
  • Studierejsens varighed skal begrænses til det nødvendige og som udgangspunkt til maksimalt 3-4 dage.
  • Efter gennemførelse af studierejsen aflægges en kort rapport til Byrådet. Rapporten offentliggøres.
  • Planlægning af rejsen foregår i samarbejde med Internationalt kontor.

Økonomi

Administrationen bekræfter, at der på Økonomiudvalgets område (politikområde Politikere) er afsat op til 10.000 kr. pr. deltagende udvalgsmedlem til 1 studietur pr. udvalgsperiode.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Administrationen følger op på udvalgets bemærkninger og disse indgår i den videre planlægning.




90. Orientering om renovering af vandbehandlingsanlæg i Fladså Svømmehal

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 04.04.00-Ø00-1-19

Resume

Politisk behandling

Kultur- og Demokratiudvalget (til efterretning), 02.09.2019

Orientering om renovering af vandbehandlingssystemet i Fladså Svømmehal. Renoveringen er planlagt til at blive udført i perioden oktober-december 2019. Svømmehallen vil være lukket for aktivitet mens renoveringen står på.

Indstilling

Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Kultur- og Demokratiudvalget besluttede på udvalgsmødet den 13. august 2018 at prioritere 4 mio. kr. i anlægsbudget for 2019 til renovering af Fladså Svømmehal. Baggrunden for denne beslutning var tilstandsrapporten, der blev lavet i foråret 2018 af Teknologisk Institut.

Ved budgetvedtagelsen den 9. oktober 2018 i Byrådet blev der givet en anlægsbevilling i 2019 på 4 mio. kr., som samtidig blev frigivet.

Renoveringsarbejdet har været i udbud. Licitation blev afholdt den 13. august 2019. Tildelingskriteriet var "laveste bud". Fire udvalgte leverandører var indbudt til at give et tilbud. Én leverandør valgte ikke at afgive tilbud. De tre indkomne tilbud levede op til kravene. Firmaet Dansk Vandteknologi A/S afgav laveste bud og fik dermed opgaven. Tilbuddet holder sig indenfor den afsatte ramme på 4 mio. kr. inkl. rådgiverhonorar og en post til uforudsete udgifter.

I forbindelse med arbejdets udførelse vil svømmehallen være lukket for brugerne i perioden oktober-december 2019. Dette er i højsæsonen. To svømmeklubber har henvendt sig til administrationen herom, da de gerne havde set, at arbejdet blev udført i sommerferien. Planlægning, udbud og bestilling/levering af de nødvendige komponenter til vandbehandlingssystem gjorde, at dette ikke var muligt. Det har indgået i administrationens overvejelser, at svømmehallens nuværende vandbehandlingssystem er af ældre dato og trænger til udskiftning, og at den nuværende miljøgodkendelse er på dispensation. Derfor har administrationen vurderet, at det ikke er hensigtsmæssigt at forsøge at skubbe renoveringen til sommeren 2020.

Brugerne af svømmehallen er medio juni 2019 blevet orienteret om det planlagte arbejde og om lukkeperioden. De er også orienteret om, at opgaven skulle i udbud, og at der derfor kan ske ændringer af lukkeperioden. To svømmeklubber har henvendt sig med ønske om at blive involveret tidligere i processen. Dette har administrationen taget til efterretning.

Der er planlagt informationsmøde for brugerne den 29. august 2019 i Fladsåhallen, hvilket brugerne blev informeret om ultimo juni 2019.

Supplerende bemærkninger

Administrationen har sideløbende med ovenstående undersøgt betonkonstruktionen i Fladså Svømmehal. Af undersøgelsens resultater fremgår det, at der indenfor ét år bør ske en omfattende udbedring af forholdene vedr. øvebassinet og hele promenadedækket. Endvidere anbefales en opbremsning af den begyndende nedbrydning af bassinvæggene i 25 meter bassinet.

I henholdsvis sag 78og 79 på nærværende møde i Kultur- og Demokratiudvalget fremlægges forslag til finansiering af udbedring af betonkonstruktionen i Fladså Svømmehal.

Økonomi

Administrationen kan bekræfte, at der er afsat 4,0 mio. kr. til renovering af Fladså Svømmehal på anlægsbudgettet for 2019.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

Til efterretning.




91. Meddelelser fra formanden, medlemmer m.fl.

Sagsbehandler:
Sagsnr.: 00.22.00-P35-32-17

Sagsfremstilling

  1. Kommende punkter.

Beslutning

Kultur- og Demokratiudvalget, 02.09.2019

1: Kommende punkter:

- Det fremtidige lejeniveau for Næstved Stadion

- International strategi – orientering om samarbejder på kulturområdet

- Orientering om Middelalderfestival v/Klaus Eusebius Jakobsen.

2: Orientering om Team Næstved.


Sidst opdateret den 3. september 2019