Rammer for lokalplaner

Kommuneplanens hovedstruktur skal virkeliggøres. Rammerne for lokalplanlægning er derfor udarbejdet i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastlagt i kommuneplanens hovedstruktur for den samlede arealanvendelse, trafikbetjening og serviceforsyning i kommunen.

Rammerne for lokalplanlægning omfatter dels en række generelle rammer, dels specifikke rammer for alle enkeltområder i kommunen. Disse rammer uddyber og supplerer kommuneplanens hovedstruktur ligesom de gennem lokalplaner eller ved forbud efter planlovens §12, stk. 3 regulerer bygge- og anvendelsesmulighederne i kommunen.

Rammerne angiver grænser for indholdet af lokalplaner, som byrådet kan vedtage, men rammerne skaber ikke direkte ret for den enkelte grundejer til at anvende og bebygge sin ejendom som anført i rammerne.

Rammerne er ikke mere detaljerede end, at der fortsat er rimelig fleksibilitet i grundlaget for lokalplanlægningen. Der er således sikret mulighed for justering og detaljering i forbindelse med fastlæggelse af lokalplanernes bestemmelser, som i mange tilfælde vil være skærpede i forhold til rammerne.

Før der udarbejdes lokalplaner for eksempelvis for landsbyer, hvor der kan bygges enkelte nye boliger og for lokalcentre, hvor der udlægges nye boligområder mv. vil byrådet i hvert enkelt tilfælde overveje, hvorledes der kan skabes en tidlig dialog om planlægningen med borgerne i lokalområderne. Målet er at skabe størst muligt ejerskab til planerne for den enkelte by/det enkelte lokalsamfund.

Kommunen er opdelt i 6 planområder. Byer og bydele i hvert af planområderne er hver for sig opdelt i en række enkeltområder som vist på rammekortene. Opdelingen i enkeltområder er foretaget ud fra, hvad områderne anvendes til - fx til overvejende boligformål, erhvervsformål, offentlige formål osv. Hvor offentlige funktioner alene betjener det lokalområde, hvori de ligger, er disse ikke altid udskilt som selvstændige områder. Det gælder børnehaver, mindre sociale institutioner, parkeringspladser og lignende.

Påtænkte større udstykninger og større bygge- og anlægsarbejder, herunder større nedrivninger, skal drøftes med Næstved Kommune inden egentligt projekteringsarbejde sættes i gang, idet det som regel vil være nødvendigt at udarbejde lokalplaner samt foretage eventuelle heraf følgende tilpasninger af projekterne.

For arealer, som omfattes af en gældende byplanvedtægt/en lokalplan, godkendt i henhold til tidligere byplanlove, eller en tinglyst deklaration, gælder disse bestemmelser, indtil de eventuelt ændres ved en lokalplan.

Gældende servitutbestemmelser berøres ikke af lokalplanrammerne. Servitutbestemmelser kan ophæves ved lokalplanlægning, for så vidt der er tale om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan, jf. planloven.

Kommuneplanens generelle rammer for lokalplanlægning er inddelt i:


De 6 planområder

Planområde 1 (Næstved by)
Planområde 2 (Syd/østlige del af kommunen - Mogenstrup/Lov og Brøderup/Tappernøje)
Planområde 3 (Østlige del af kommunen - Fensmark og Holme-Olstrup/Toksværd)
Planområde 4 (Nordlige del af kommune - Glumsø og Herlufmagle/Gelsted)
Planområde 5 (Nord/vestlige del af kommunen - Fuglebjerg og Sandved/Tornemark
Planområde 6 (Vestlige del af kommunen - Karrebæk/Karrebæksminde og Hyllinge)

Kontakt

Center for Plan og Miljø, Team Plan, Geodata og Klima
Telefon: 5588 6080
E-mail:
Sidst opdateret den 16. juli 2018