Stort udbrud af fnat og skorpefnat

15. december 2017

Næstved Kommune kæmper i øjeblikket sammen med forældre for at få bugt med et større angreb af fnat centreret omkring Kobberbakkeskolen afd. Sydby.
Seneste nyt (17/12): Afdeling Sydby holder lukket frem til juleferien. Det gælder både skolen og SFO-afdelingen. Forældre kan i stedet benytte SFO-afdeling Sct. Jørgen torsdag og fredag.

Kobberbakkeskolen afd. Sydby har i dag besluttet at lukke skolen, da der er konstateret flere tilfælde af den meget smitsomme fnat og skorpefnat.

Skolen vil nu blive grundigt rengjort og desinficeret, og forældrene er blevet anmodet om at holde godt øje med børnene og eventuelle symptomer på fnat, som er kløe og udslæt. Er man smittet, eller har man været i kontakt med nogen, der er smittet, lyder anbefalingen fra kommunens hygiejnesundhedsplejerske, at man straks kommer i behandling med en specialcreme, der fås i håndkøb på apoteket.

- Vi har taget det alvorligt fra start af. Vi troede i starten, at der var tale om isolerede tilfælde, men allerede et døgn efter kunne vi se, at smitten havde bredt sig. Og i dag har vi så besluttet at lukke hele skolen, da smitten er udbredt i sådan et omfang, at vi ikke længere kan styre det. Vi har hele tiden været i tæt kontakt med kommunens hygiejnesundhedsplejerske, og nu er Statens Seruminstitut også ind over. Når det er sagt, så vil jeg gerne sende en ros og en tak til børnene og deres forældre, som bakker op og holder øje med, om de er smittet og agerer på det, lyder det fra Annika Bramming, skoleleder på Kobberbakkeskolen.

Læs mere om symptomer og behandling af fnat












Sidst opdateret den 17. december 2017