Hegnssyn

Hegnssynet træffer afgørelser i sager, hvor grundejere eller naboer er uenige om, hvordan et hegn skal se ud.

Indhold

    Hegnssynet kan behandle en række uenigheder. Det kan fx være:

    • Fælleshegn (hegn i naboskel)
    • Egne hegn (hegn på egen grund langs ejendommens skel)
    • Grene, der generer hegn eller færdsel på naboejendommen
    • Grene, der er farlige for sikkerheden på naboejendommen
    • Grene fra skove, der er generende for naboejendommen.

    Hegnssynet tager sig ikke af sager, der handler om enkeltstående træer på naboens ejendom. Sådanne spørgsmål skal klares gennem en civil retssag.

    Gebyret for hegnssynet er 1897 kr. (pris for 2020) og indbetales efter hegnssynet er afholdt. Hegnssynet fordeler omkostningen. Gebyret indeksreguleres hvert år den 1. januar.

    Hegnssynet kan kun behandle uenigheder, hvis der sendes en skriftlig anmodning.

    Blanket til begæring om hegnssyn kan du finde på www.hegnsyn.dk

    Hvis du som grundejer vil klage til Hegnssynet, har du pligt til at komme med oplysninger om klager, modparten, påstande m.v. Hegnsynssagen kan ikke behandles, og der kan ikke indkaldes til besigtigelses- og forhandlingsmøde, før Hegnssynet har modtaget de nødvendige oplysninger.

    Det er vigtigt for Hegnssynets afgørelse, at der er synlige skelpæle forud for hegnssyn afholdelse. Hvis skelpælene ikke findes på ejendommen, kontaktes en landinspektør for afsættelse af disse.

    Hvem kan rejse en hegnssynsag?

    En hegnssynsag kan kun rejses af grundejere. Hvis ejendommen ejes af flere personer, skal samtlige ejere underskrive anmodningen, eller der skal vedlægges fuldmagt.

    Ejerforholdet fremgår af ejendommens skøde.

    Ejendommens lejer/forpagter er ikke part i en hegnssynsag ved Hegnssynet.

    Oplysninger til Hegnssynet

    Ved en hegnsynssag skal man komme med oplysninger om de forhold, som Hegnssynet skal bedømme. Man skal kort gøre rede for, hvad man er uenig med naboen om. Klagers påstand i sagen er det resultat, man ønsker at opnå ved hegnssynsforretningen. Man skal altså anføre, hvad man vil have Hegnssynets hjælp til at opnå.

    Gælder der tinglyste servitutter, lokalplan, fredningskendelse eller regler i særlovgivningen med særlige bestemmelser om hegnsforholdene på din ejendom og naboejendommen, skal du fremlægge dokumentation for dette under hegnssynsagen.

    Tinglyste servitutter fremgår af tingbogen, som du kan finde på Tinglysningens hjemmeside. Vær opmærksom på, at der normalt opkræves betaling for disse oplysninger.

    Klik her og find tinglysningens hjemmeside

    Kontakt

    Center for Plan og Miljø

    Telefon 5588 5588

    Send digital post (kræver nemid)