Tilladelser omkring vejarealer

Her finder du oplysninger om hvordan du kan anvende Næstved Kommunes offentlige vejarealer - bl.a. hvordan du søger en gravetilladelse, rådighedstilladelse, vejadgange, plakatophæng mm. eller muligheden for at benytte en af vores stadepladser eller vil lave et arrangement.

28. jan 2020
Torvet Axeltorv med skulpturen Slattenpatten og hendes døtre

Indhold

    Gravetilladelse

    Ansøg om gravetilladelse

    Hvis du skal grave i et vejareal, skal du søge gravetilladelse hos Næstved Park & Vej.
    Sagsbehandlingstiden klares typisk indenfor 8 arbejdsdage.
    Det forventes, at du sætter dig grundigt ind i vilkårene, inden du sender din ansøgning.

    Ansøg her

    Statsvej, kommunevej eller privat fællesvej?

    Hvis du vil vide hvilken vejstatus din vej har, kan du anvende nedenstående link til oversigtskortet. Hvis du zoomer ind i kortet, kan du se på farven, hvilken vejstatus vejen har. Se din vejstatus.


    Følgende vilkår gælder for opgravninger i Næstved kommune

    Hvis der skal udføres støjende arbejde uden for normal arbejdstid som er fra kl. 07.00 til kl. 18.00 på hverdage og fra kl. 07.00 til kl. 14.00 på lørdage skal der søges tilladelse hos Center for Plan og Miljø.
    Ansøg her

    Rådighedstilladelse ved brug af vejareal og fortov

    Ønsker du at benytte veje, stier, fortove til opbevaring skal du søge tilladelse hos kommunen.
    Det betyder, at du ikke sådan bare uden videre må opstille materialer:

    • Stilladser
    • Container / beholdere
    • Mobilkraner
    • Transportable personløfter
    • Øvrige materiale

    Ansøg her

    Ved tilladelse over statslige vejarealer søges via dette link.

    Vejadgang til ejendom

    Skal du have etableret en ny adgang til din ejendom (ind- og udkørsel eller overkørsler) eller ændret den eksisterende adgang fra din private ejendom til vejen, skal det godkendes af kommunen for at sikre, at adgangen udføres trafikalt forsvarligt.

    Ansøgning om vejadgang

    Frie stadepladser i Næstved by

    I Næstved midtby har vi en række stadepladser, som vi kalder frie stadepladser. Dem kan du som privatperson eller virksomhed leje til udstilling, udendørsarrangement m.m. for én dag ad gangen.

    Kan du tænke dig at anvende en af de frie stadepladserne?

    Ansøg her

    Kort over placeringen af Næstved Kommunes frie stadepladser.


    Plads 1: Axeltorv
    Plads 2: Axeltorv foran Sydbank
    Plads 3: Axeltorv (hjørnet af torvet foran Tiger/Normal)
    Plads 4: Axeltorv v/ Løveapoteket (foran rækværket)
    Plads 5: Axeltorv v/ Løveapoteket (mellem rækværket og porten)
    Plads 6: Hjultorvet (mellem porten og lysmast)
    Plads 7: Hjultorvet foran gl. retsbygning (ml. trappen og porten)
    Plads 8: Hjultorvet (ved Rytterstatue)
    Plads 9: Ringstedgade / Kindhestegade (runddelen ved Matas)
    Plads 10: Ringstedgade ved Museum
    Plads 11: Grønnegade / Ringstedgade (Daases plads)
    Plads 12: Kvægtorvet v. Kvickly (v. Bibliotekets vareindlevering)
    Plads 13: Banegårdspladsen (foran hovedindgangen)
    Plads 14: Torvestræde / Sct. Mortensgade

    Ved plads 4, 6 og 10 er der ikke mulighed for opstilling med bord m.m.

    Faste stadepladser i Næstved by

    Retningslinjer for faste stadepladser på Axeltorv

    1. Torvehandel må kun finde sted indenfor de anviste stadepladsarealer på Axeltorv og kun efter indgået aftale med Næstved Kommune. Torveafgiften fastsættes af Næstved Kommune og opkræves 2 gange årligt.

    2. Torvehandlen finder sted onsdage og lørdage, dagen før helligdage plus den 23. og 30. december. Torvetiderne er fra kl. 7.30 til kl. 17.00. Ekstra torvedage og enkelte dage med ekstra åbningstid aftales i hvert enkelt tilfælde mellem Torvehandlerforeningens formand og Næstved Kommune.

    Ingen sælger må med sine varer tage plads på torvet tidligere end én time før torvetidens begyndelse. Senest en halv time efter torvetidens udløb skal sælgeren fjerne alt, der har været benyttet ved, eller som er spildt i forbindelse med torvehandelen.

    3. Såfremt en stadeplads ikke er benyttet senest en time efter torvetidens begyndelse eller forlades inden torvetidens udløb, kan Torveopsynet udleje pladsen til anden side for den pågældende dag. Fremlån og fremleje af stadeplads er ikke tilladt af stadeholderen, det vil sige af den der til enhver tid lejer en stadeplads.

    Ønsker stadeholderen ikke at benytte sin stadeplads i en længere periode (f.eks. på grund af ferie) skal Torveopsynet orienteres herom inden perioden påbegyndes. Stadeholderen har ikke krav på refusion af indbetalt lejeafgift.

    4. En forudsætning for at kunne leje en stadeplads er, at man er bosiddende i Danmark og er fyldt 18 år.

    5. Lastbiler har ingen adgang til torvet. Øvrige biler, det vil sige køretøjer med en totalvægt mindre end 3.500 kg har indtil kl. 8.00 adgang til stadepladserne, hvorpå der må parkeres inden for det anviste pladsareal.

    6. Stadeholderne er pligtige til at danne og være medlemmer af torvehandlerforeningen. Medlemsbevis skal på forlangende forevises på torveopsyn.
    Torvehandlerforeningens vedtægter skal godkendes af Næstved Kommune.
    Blandt foreningens medlemmer vælges en talsmand, der er bemyndiget til at varetage stadeholdernes interesser i samarbejde med kommunen.
    Stadeholderens navn og stadenummer skal skiltes, sål det tydeligt kan ses i mindst 3 m afstand.

    7. Fra stadepladserne må der sælges næringsmidler, fra jordbrug, husdyrhold og fiskeri, men der må ikke sælges levende dyr på torvet. Derudover må der sælges husflidsprodukter og kunsthåndværk i form af tøj, læder, keramik, smykker, trævarer, glas, håndstøbte lys og brugskunst i øvrigt. Varer, der sælges på torvet, skal behandles med renlighed og orden og må ikke være forfalskede.

    Den til enhver tid gældende levendsmiddel-lovgivning skal efterleves.
    Levnedsmidler må ikke sælges under omstændigheder, der kan vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse, fremstillingstidspunkt, art mv.

    Torveopsynet kan nedlægge forbud mod forhandling af fordærvede varer samt varer, der ikke er i overensstemmelse med disse retningslinjer. Torveopsynet kan eventuelt tage disse varer i foreløbig forvaring.

    8. Det påhviler til enhver tid stadeholderen at indhente de nødvendige tilladelser/registrering i forhold til vareudvalg, opbevaring og salgshold, herunder levnedsmiddelgodkendelse, miljøgodkendelse, næringsbrev, bevilling og lignende. Denne registrering/godkendelse skal på forlangende forevises tilsynsmyndigheden.

    9. Stadeholderen er pligtig til at tåle ulemper og eventuelt driftstab som følge af arbejde i vejareal eller omkring stadepladsarealet og kan ikke gøre krav på refusion af indbetalt afgift.

    10. Næstved kommune kan forlange handelsstedet midlertidigt ryddet eller midlertidigt forbyde brug af arealet, når særlige omstændigheder gør sig gældende, herunder afgivelse af areal til andre arrangementer i byen.

    Næstved Kommune skal varsle/annoncere dette i rimelig tid til stadeholderne og skal tilbyde en alternativ placering.

    11. Ansvaret for ting- og personskader, der forvoldes som følge af genstande i forbindelse med stadepladsen, påhviler alene stadeholderen.

    12. Stadeholderen er forpligtiget til at renholde det benyttede areal og holde det i god stand. Såfremt Næstved Kommune ikke finder renholdelsen tilfredsstillende, vil den nødvendige vedligeholdelse blive foretaget for stadeholderens regning.

    13. Sker der skade på torvets belægning eller udstyr på eller omkring det benyttede areal, er det stadeholderen, der er erstatningspligtig.

    14. Overtrædelse af retningslinjer kan medføre bortvisning og fortabelse af ret til stadeplads på tovet. Endvidere kan Torveopsynet nægte at anvise stadeplads, hvis stadeafgiften ikke er indbetalt.

    Retningslinjerne kan også downloades som pdf her.

    Arrangementer på offentlige arealer

    Alle har mulighed for at afholde arrangementer i Næstved Kommune, både private, foreninger og virksomheder.

    Du skal søge om tilladelse til at råde over offentlig vejareal i forbindelse med afholdelse af et arrangement som f.eks. cykelløb, motionsløb eller lignende, skal du søge hos Næstved Kommune.
    Ansøg her

    Som arrangør kan der være en del overvejelser, der skal gøres undervejs. Derfor kan du i denne arrangørguide finde svar på nogle spørgsmål.

    Er det en statsvej skal du søge via dette link.

    Husk også at søge tilladelse hos Politiet her.

    Valgplakater og andre plakater

    Ved ophængning af plakater på kommunens vejarealer, skal du søge om tilladelse hos Næstved Park & Vej.

    Du skal ikke søge om tilladelse til ophængning af VALGPLAKATER, men i øvrigt skal de generelle bestemmelser følges som kan læses her.

    Ansøg her

    Se her skitse af hvordan plakaterne skal hænge.
    Ansøgning om tilladelse til ophængning på statsveje, skal ske til Vejdirektoratet.
    Mobilt gadesalg

    Mobilt gadesalg er for dig der ønsker at følge menneskeflowet i Næstved centrum, med salg fra cykler, knallerter, trækvogne m.m.

    En tilladelse til mobilt gadesalg giver ret til at tage opstilling og drive mobilt gadesalg på offentlige veje, pladslignende gadearealer og ved grønne områder ejet af Næstved Kommune i Næstved bymidte, de øvrige centerbyer og Karrebæksminde.

    Ansøg her

    Vi skal gøre opmærksom på, at man ved mobilt gadesalg må opholde sig samme sted i max 2 timer og fylde max 5m2.

    Læs mere om vores retningslinjer her.

    Pølsevogne

    Der skal søges om tilladelse til leje af areal for en pølsevogn. Der skal betales leje og ved kontraktindgåelse stilles en garanti 10.000 kr. Lejeafgiften og garantiens størrelse fastsættes af Næstved kommune og lejeafgiften opkræves én gang årligt. Ønskes udendørsservering skal der ansøges særskilt om dette.

    Kontakt Park og Vej med sikker post igennem linket, nederst på siden.

    Benyttes pølsevognen ikke i 30 dage i træk, kan Næstved Kommune fjerne vognen og/eller opsige lejeaftalen. Fjernelse sker på lejers regning.

    Kontakt

    Næstved Park og Vej

    Telefon 5588 6470

    Send digital post (kræver nemid)