Gå til hovedindhold

I job - og klar til at komme videre?

Er du allerede i et job, men leder du efter noget andet? Få hjælp og inspiration til at komme i gang med din jobsøgning.

Kvinde, keder sig på arbejde

Indhold

    Der kan være mange grunde til at skifte job. Måske føler du ikke, at du bliver udfordret længere? Måske keder du dig og er klar til et brancheskifte? Eller måske frygter du en kommende besparelse på arbejdspladsen, der kan medføre en fyreseddel? 

    Uanset grunden er det en god idé at begynde at se sig om efter noget andet. Hvis det er flere år siden, du sidst har skrevet et CV og en ansøgning, så kan det være ret svært at vide, hvor man starter henne.

    Herunder kan du få hjælp til at skrive et godt og målrettet CV og ansøgning. Du finder også inspiration til, hvordan du forbereder dig på en jobsamtale.

    Det gode CV

    CV'et er det første en arbejdsgiver kigger på, når du har søgt et job i virksomheden. Ofte bliver der brugt mindre end to minutter på at skimme det. Det er derfor vigtigt, at dit CV er målrettet og overskueligt, og at det rummer den vigtigste information først. Et CV skal maksimalt fylde 1-2 sider.

    Tips til dit CV

    I et CV er det en god idé at have et vellignende foto af dig selv. Du skal se ind i kameraet og smile, og helst med en baggrund, der er så neutral som mulig. På billedet skal man kun kunne se dit ansigt og ned til lige over brystet.

    Herunder kan du se eksempler på gode CV-fotos:

    Det er væsentligt, at dit CV giver et godt førstehåndsindtryk. Du kan med fordel benytte skabeloner, som hurtigt gør dit CV overskueligt og let at læse. Husk, at CV'et altid skal tilpasses den stilling, du søger.

    Her er et udpluk af skabeloner:

    • Hitmedjobbet.dk: Her kan du downloade gratis Word-skabeloner
    • Ballisager.dk: Find en række skabeloner, alt efter om du er faglært, ufaglært eller i gang med brancheskifte
    • Word: Skriveprogrammet Microsoft Word har skabeloner, du kan tilgå, når du opretter et nyt dokument
    • Google Docs: Har du en Google-konto, har du adgang til Google Docs, der er et skriveprogram. Når du opretter et nyt dokument i Google Docs, kan du tilgå skabelongalleriet
    • Canva.com: Et gratis designværktøj med mange forskellige skabeloner og designmuligheder

    Den velskrevne ansøgning

    En ansøgning må max fylde 1 side. Det er her, du skriver dig ind i virksomheden og viser, hvad du kan, og at du kan løse de udfordringer eller opgaver, som virksomheden mangler en medarbejder til.

    Tips til din ansøgning

    Overskriften i en ansøgning vil være det første en arbejdsgiver læser. Ligesom med resten af dit ansøgningsmateriale, er det vigtigt, at din overskrift er målrettet den enkelte virksomhed.

    Når du læser et jobopslag, kan der være ord, du falder over, som fanger din opmærksomhed. Et eksempel kunne være, hvis en virksomhed søger en sælger, der ikke må være bange for at tage telefonen og ringe kunder op. Så kunne din overskrift på ansøgningen være:

    "Udadvendt og modig sælger med grønne tal i bagagen"

    Her viser du, at:

    • Du får energi af at tale med mennesker
    • Du tør springe ud i nye opgaver
    • Du tidligere har skabt gode salgsresultater

    Andre eksempler på overskrifter, der fanger arbejdsgivers øjne:

    • Fingernem snedker med hænderne skruet godt på
    • Hvad skulle det være? Smilende servicegeni, der aldrig har tabt en tallerken
    • Alle fortjener en skulder at holde ved: Omsorgsfuld ældreplejer til barselsvikariat

    Du ønsker måske at skifte til en branche, som ikke ligner den, du tidligere har arbejdet i. Men det kan være svært at beskrive den arbejdserfaring, du har fået, så den kan overføres til den nye branche. Du kan gribe det an ved at oversætte dine kompetencer, så de passer til jobbet, du vil søge.

    Eksempler på faglige og personlige kompetencer, du kan oversætte

    • Ledelse af medarbejdere
    • Samarbejde med kolleger og eksterne samarbejdspartnere
    • Kundeservice- og salgserfaring
    • Forståelse for organisation og sammenhæng
    • Kontakt med målgruppen: Eksempelvis borgere, børn, unge, handicappede, ældre
    • Teknisk forståelse for IT-systemer
    • Evnen til at researche og sætte sig ind i nye opgaver
    • Empati og omsorg
    • Evnen til at lytte og mærke, hvilke behov der er tilstede

     

    Forbered dig på jobsamtalen

    Skal du til en jobsamtale, er det godt, at du forbereder dig inden samtalen. 

    Hvis du til jobsamtalen bliver spurgt ind til, hvorfor du vælger at søge væk fra den stilling, du er i, er der forskellige måder, du kan sige det på.

    Du fremstår mere professionel, hvis du vender grunden for at tage afsked med din nuværende arbejdsplads til noget positivt og fremadrettet. Brug den negative årsag til din afsked som positiv motivation for at søge den stilling, du gerne vil søge.

    Du bør aldrig tale dårligt om din nuværende eller tidligere arbejdsgiver. Det sætter kun dig i et dårligt lys.

    Eksempler

    Hvis du føler dig fastlåst i stillingen, kan du sige:

    Jeg ønsker at arbejde i jeres virksomhed, fordi jeg ser gode muligheder for at udvikle mig, vokse med opgaverne og tage mere ansvar.

    Hvis du har oplevet dårlig ledelse, kan du sige:

    Min oplevelse er, at jeg har allerstørst arbejdsglæde, når jeg har tæt sparring med min ledelse. Og det lader til, at der i det her job er hyppigere sparring mellem leder og medarbejdere.

    Hvis du har manglet udfordringer i stillingen, kan du sige:

    Jeg vil rigtig gerne udfordres. Jeg ønsker at arbejde i jeres virksomhed, fordi jeg i et mindre team kan løfte mange opgaver og tage initiativ til nye tiltag.

    Hvis du fik for mange opgaver under tidspres, kan du sige:

    Jeg elsker struktur. Derfor arbejder jeg bedst i en organisation, hvor jeg kan strukturere mine opgaver selv, og hvor jeg er eneansvarlig for enkelte områder frem for mange på en gang.