BonBon-Land går all in til fordel for børn i glemte kriser
BonBon-Land engagerer sig fuldt ud i Danmarks Indsamling 2026 med fem-cifret beløb til børn i glemte kriser og ikke mindst flere attraktive præmier.
Vinterkulden og sneen har et fast tag i forlystelsesparken BonBon-Land, men ikke desto mindre er hjertet varmt hos direktør Lars Fahlmann og de 30 faste medarbejdere hos BonBon-Land, der bidrager stort til Danmarks Indsamling 2026. Foto: Næstved Kommune
Selvom vinterkulden og sneen har et fast tag i forlystelsesparken BonBon-Land, så er parkens 30 faste medarbejdere allerede nu i fuld gang med at forberede den kommende sæson, hvor der åbnes for gæster den 2. maj.
”Vi har en ambition om, at vi gerne vil danne rammen om børns sjoveste dag på året, så det er vi ved at forberede os på at kunne om nogle måneder”, lyder det fra BonBon-Lands direktør Lars Fahlmann.
Og parkens helt naturlige fokus på oplevelser for børn gør også, at BonBon-Land er gået all in, når det helt aktuelt gælder Danmarks Indsamling 2026, hvor Næstved er værtskommune.
”Det er et virkeligt godt formål at støtte. Det er helt naturligt for os at bidrage med at hjælpe børn i glemte kriser. Det er måske endnu mere aktuelt nu end nogensinde”, siger Lars Fahlmann.
Massiv støtte
BonBon-Land bidrager nemlig til Danmarks Indsamling flere fronter:
I forbindelse med Næstved-præmien, hvor det blandt andet vil være muligt at vinde en bil, så bidrager BonBon-land med en tur i forlystelsesparken for 25 personer til en værdi af 15.000 kroner.
BonBon-Land bidrager desuden med 20.000 kroner til Næstved Puljen: Bliv en del af Næstved Puljen – Støt Danmarks Indsamling | Næstved Kommune.
For at det ikke skulle være nok, så sætter BonBon-Land også en tur alene i parken for 10 personer på auktion, hvor beløbet går ubeskåret til Danmarks Indsamling.
I forbindelse med Næstved Citys bankoarrangementer 13. og 14. januar sætter BonBon-Land også med fire billetter på højkant.
Og for at det ikke skal være løgn, så vil BonBon-Lands maskot Henry Hundeprut også være til stede under gåture til fordel for børn i glemte kriser, som mere end 5.000 børn og voksne fra Næstved Kommunes daginstitutioner og skoler deltager i.
”Kan vi med vores bidrag hjælpe børn ude i verden en lille smule med at få en bedre hverdag, så skal vi naturligvis gøre det. For BonBon-Land er det er virkeligt godt formål at støtte”, slår Lars Fahlmann fast.
Næstved rykker sammen
Han glæder sig også over, at Næstved Kommune bredt rykker sammen om Danmarks Indsamling.
”Vi er en del af lokalområdet og engagerer os også i de ting, der sker i kommunen. Næstved har et stærkt og engageret erhvervsliv, hvor mange virksomheder tager ansvar både lokalt og globalt. Når vi står sammen som by, kan vi gøre en reel forskel for børn og familier, der har allermest brug for det”, tilføjer Lars Fahlmann.
Danmarks Indsamling 2026 kulminerer i et stort tv-show i Arena Næstved den 31. januar 2026, hvor hele Danmark kigger med.
Læs meget mere om, hvordan man kan deltage: Næstveds Danmarks Indsamling | Næstved Kommune