Gå til hovedindhold

400 elever gør en klimaforskel

Elever fra 6. og 7. klasse i Næstved stiller helt skarpt på klimaet 9. og 10. november. Her dyster de om, hvem der har fundet de bedste løsninger på, hvordan de selv kan gøre noget aktivt for at gøre en klimaforskel.

05. nov 2021

Indhold

    ”Klima – hvordan kan du gøre en forskel” sådan lyder årets overordnede tema i Edison, som er en landsdækkende innovations- og opfinderkonkurrence for 6. og 7. klasser i grundskolen.

    De unge er klar parat og har dannet grupper med navne som: Plast-detektiverne, de fantastiske fem,  De klima-cool Lamaer, Klimanørderne, Broccolibekæmperne  og de skæve cykler

    Tirsdag og onsdag 9. og 10. november afvikler Center for Dagtilbud og Skole i Næstved Kommune lokalfinale, hvor i alt 10 elevhold hold kan sikre sig en plads i den landsdækkende finale i Edison, som Fonden for Entreprenørskab afholder som en del af Danish Entrepreneurship Festival under Global Entrepreneurship Week torsdag i uge 47.


    Mange ideer
    I ugerne op til lokalfinalen arbejder eleverne i en innovativ proces, hvor de først definerer og vælger, hvilken udfordring, de vil forsøge at løse. Herefter arbejder de undersøgende ud af skolen, for at få så meget viden om deres problemstilling som muligt. Dernæst er det tid til idegenerering, hvor ideerne får frit løb og præmissen er at sige ”ja” til hinandens ideer.

    I den næste fase, hvor grupperne skal udvælge de bedste ideer, spørger de blandt andet sig selv om, hvorvidt deres idé er dyr eller billig, om den skaber værdi for mange eller for få, om den er nem eller svær at realisere, om den taler ind i en trend, er teknisk mulig og meget mere. De kigger på hvilke styrker og svagheder deres løsning har, og prøver at justere løsningen derefter. Alle grupper plejer at nå rigtig langt med deres ideer. De udvikler prototyper og får måske også afprøvet om deres idé/løsning virker i praksis: Der er selvfølgelig også fokus på økonomi.


    Lokale dommere
    I Edison lokalfinalen i Næstved har 25 lokale virksomhedsledere, fagfolk og repræsentanter fra uddannelsessektoren sagt ja til at virke som dommere ved lokalfinalen. Over to dage skal eleverne præsentere deres løsninger i form af en præsentation, prototype eller andet, der beskriver deres produkt eller koncept. Dommerne ser blandt på, om ideen skaber værdi for andre, om gruppen har fået undersøgt om der er et behov for deres ide og om ideen har chance for at blive til virkelighed. Der bliver også kigget på, i hvor høj grad gruppen kan beskrive deres proces - fx samarbejde, ideudvikling og problemløsning.

    - Vi glæder os meget til at samle eleverne i lokalfinalen i år efter sidste års coronaafvikling, hvor vi måtte afvikle ude på skolerne lokalt og afholde virtuel præmieoverrækkelse. Både dommerne og jeg er spændte på at se og høre alle elevernes idéer og koncepter. Årets tema er helt i børnehøjde, selvom klima er en kompleks størrelse, fordi der er fokus på, hvordan eleverne selv kan gøre en forskel. Vi glæder os til at mærke elevernes engagement og til at blive inspireret af deres ideer. Det bliver også spændende at se, om skolernes store fokus på diverse teknologier gør, at der kommer flere prototyper lavet i fx 3D print eller laserskårne ting, fortæller Anne Bach Nielsen, som er pædagogisk konsulent i Næstved Kommune. Hun fortsætter: Og så plejer eleverne at lave fremragende og gennemarbejdede præsentationer, som leveres til modtageren med stort engagement. I Edison-projektet træner eleverne at se muligheder og udvikle nye og bedre måder at løse opgaver eller udfordringer på i tæt samspil med deres omverden. Det er kompetencer, der er brug for i fremtiden.

    Lokalfinalen finder sted på ZBC i Næstved 9. og 10.  november 2021 kl. 9.30 – 13.30. Alle er velkomne.

    Fakta:

    I alt 400 elever fra skolernes 6. og 7. klasser deltager.

    Følgende skoler deltager i Edison lokalfinalen:

    Fladsåskolen

    Kobberbakkeskolen

    Susåskolen

    Ellebækskolen