Gå til hovedindhold

Foreninger kan nu bruge kommunens mødelokaler i Rådmandshaven

Døren til mødelokalerne i Rådmandshaven åbner for foreninger. De kan bookes til fx møder, undervisning og foredrag uden for den kommunale arbejdstid.

30. maj 2022

Indhold

    Der er rift om gode lokaler til aktiviteter i almennyttige og folkeoplysende foreninger i kommunen. Derfor åbner Næstved Kommuner nu for brug af administrationens mødelokaler.

    - Vi har nogle gode mødelokaler, og dem vil vi gerne have, at flere får glæde af. I kommunen har vi et projekt, som vi kalder Kloge Kvadratmeter, hvor vi arbejder på at højne anvendelsesgraden af kommunens bygninger, så alle vores bygninger og lokaler bruges bedst og mest muligt, fortæller borgmester Carsten Rasmussen.

    Det drejer sig om i alt fem mødelokaler i administrationsbygningen, som foreninger nu kan booke. De mindste er 28 m2 og kan rumme 18 personer. Det største er 83 m2, og her er plads til 44. Lokalerne kan bookes fra kl. 17.30 til 23.00 på hverdage og kl. 7.00 til 22.00 i weekenden.

    Alt det praktiske 

    For at kunne booke kommunens lokaler skal man være en godkendt almennyttig eller folkeoplysende  forening. Er man ikke allerede det, kan man søge om det på kommunen foreningsportal https://foreningsportalen-naestved.kmd.dk/

    Det er også her, man booker lokalerne.

    Det foregår på den måde, at man lægger billet ind på en ugedag og et tidspunkt for sæson 2022/2023 inden mandag den 27. juni. Er der forespørgsler, som er sammenfaldende, vil anvisning af tider ske efter principper i lov om Folkeoplysning, som prioriterer aktiviteter for børn og unge, aftenskoleundervisning og derefter aktiviteter for voksne.

    Foreningerne får besked om, hvorvidt de har fået sit ønske opfyldt senest 14 dage efter fristens udløb.

    Herefter bliver kalenderen for bookninger åbnet for resten af sæsonen.

    Der opkræves et gebyr på 22 kr. pr. time ved udlån af et kommunalt mødelokale. For aftenskoler er det gratis.

    Inden man skal bruge et af lokalerne, skal man hente et nøglekort hos rådhusbetjentene i Rådmandshaven.

     

     

     

    Kontakt

    Borgmester i Næstved Kommune

    Carsten Rasmussen

    Telefon: 25 45 09 43

    Email: caras@naestved.dk


    Administrativ koordinator

    Jan Steen Jeppesen

    Email: jajep@naestved.dk