Skip to main content

Kom og snak med skulpturen Den lille Prins i Fuglebjerg

Hvad tænker en skulptur egentlig? Hvordan lyder det, når den taler? Og hvad sker der, når mennesker og skulpturer går i dialog med hinanden? Alt dette og meget mere kan børn og voksne få svar på den 2. september, når skulpturen Den lille Prins foran Fuglebjerg Bibliotek bryder årtiers tavshed.

17. aug 2020

Indhold

    For at få munden på gled hos Den lille Prins, kommer kunstnergruppen Kunst ud til folket til undsætning.

    Kunstnergruppen - anført af performeren og musikeren Søren Mølstrøm - rejser rundt i hele Danmark og vækker liv i lokale skulpturer. Nu er turen kommet til Fuglebjerg og den flotte skulpturgruppe Den lille Prins udført af Jens Galschiøt.

    Søren Mølstrøm gennemfører i alt fem skulptursamtaler foran Den lille Prins onsdag den 2. september. De første fire er for 250 skolebørn fra Lille Næstved Skole afd. Sandved, Hyllinge og Fuglebjerg, som ankommer i små hold i løbet af formiddagen.

    Kl. 17.00 afvikles en offentlig skulptursamtale for alle interesserede. Det er gratis at deltage men kræver tilmelding på www.naesbib.dk/arrangementer/

    Arrangementet finder sted i samarbejde mellem Børnekulturhus Næstved, Fuglebjerg Bibliotek og lokalrådet for Næstved Vestegn.

    Kulturformidling med knald på fantasien
    Søren Mølstrøm medbringer en ”maskine” på hjul, som sluttes til skulpturen, og så er det med et trylleslag muligt for Søren og ikke mindst publikum at tale med skulpturen. Herfra udspringer en opgave eller et problem, som Søren og publikum skal løse i fællesskab.

    Der er med andre ord tale om en inddragende og fantasifuld tilgang til kulturformidling for alle aldre. Projektet bærer titlen ”Danmarks Statuer Taler” og vil vise børn og voksne, at de har kunst i deres eget nærområde samt inspirere til en mere åben og fri tilgang til kunsten, hvor alle kan være med.

    Glæde over kulturoplevelser i lokalområdet
    Til dagligt fungerer skulpturen Den lille Prins som vartegn for Fuglebjerg og ikke mindst det lokale bibliotek.

    - Vi glæder os meget her på Fuglebjerg Bibliotek, til at få en anderledes og spændende kulturel oplevelse til vores lokalområde. Det bliver jo spændende at se og høre, hvordan en af de mest kendte personer fra litteraturen pludselig bliver vakt til live, fortæller Helle Sigaard fra Fuglebjerg Bibliotek.

    Christine Felbo, afdelingsleder på Lille Næstved Skole afd. Fuglebjerg, glæder sig også til begivenheden, og mener det er vigtigt at nyde den kunst, der omgiver os.

    - På Lille Næstved skole er vi utrolig glade for at kunne deltage i kulturtilbuddet ”Danmarks statuer taler”. I skolen arbejder vi målrettet med at skabe rammer for oplevelser, fordybelse og virkelyst og ”Danmarks statuer taler” er en fantastisk mulighed for at bygge bro mellem kunst i lokalområdet og lærernes daglige praksis som kultur- og videns formidlere,lyder det fra Christine Felbo.

    Oprindeligt skulle skulptursamtalerne i Fuglebjerg have fundet sted under den aflyste Børnekulturfestival i maj måned.

    - Heldigvis har jeg kunnet lave en ny aftale med Kunst ud til Folket, og jeg glæder mig rigtig meget til arrangementet og til at opleve, hvordan børn og voksne går hjem med et helt nyt forhold til deres lokale skulptur – og forhåbentlig med et smil på læben, fortæller børnekulturkonsulent Katrine Gjesing.

    Kom og vær med
    Den offentlige skulptursamtale den 2. september kl. 17.00 er gratis og varer ca. 30 minutter. For at deltage skal man tilmelde sig på www.naesbib.dk/arrangementer/ og efter behov medbringe egen stol, skammel eller siddeunderlag.

    Tid og sted
    Sted: Skulpturen Den lille Prins foran Fuglebjerg Bibliotek, Byagervej 1, 4250 Fuglebjerg

    Tid: Onsdag den 2. september kl. 17.00 – 17.30

    Målgruppe: Alle er velkomne

    Medbring: Stol, skammel eller sideunderlag

    Arrangører: Børnekulturhus Næstved, Fuglebjerg Bibliotek og Lokalrådet for Næstved Vestegn

    Tilmelding: Det er gratis at deltage men tilmelding er nødvendig på www.naesbib.dk/arrangementer/