Gå til hovedindhold

Radiografuddannelsen kommer til Næstved og styrker sundhedsuddannelserne

Som noget helt nyt bliver det fremover muligt at uddanne sig som radiograf i Næstved. Regeringen har netop offentliggjort deres udspil for udflytning af studiepladser fra de store byer til de mindre byer. Samtidig oprettes der nye studiepladser i provinsen – herunder en radiografuddannelse i Næstved.

27. maj 2021

Radiografuddannelsen kommer til Næstved

Indhold

    Af udspillet fremgår det, at der kommer nye studiepladser til Næstved, hvor det fremover bliver muligt at uddanne sig som radiograf. Næstved bliver derfor det første sted i Region Sjælland, hvor man kan tage radiografuddannelsen.

    Den nye uddannelse kommer til at ligge på Professionshøjskolen Absalon.

    Borgmester Carsten Rasmussen er begejstret for nyheden:
    - Jeg er utroligt glad for, at sundhedsuddannelserne i Næstved bliver styrket med yderligere en uddannelse. Det giver en endnu bredere palette af uddannelsesmuligheder for de unge, når uddannelsen også kan gennemføres her i regionen. Samtidig kommer det rigtig mange borgere til gode, når vi uddanner flere radiografer, som på sigt kan være med til at mindske ventetiderne på sygehusene.

    Fakta om radiografuddannelsen
    Radiografuddannelsen er en professionsbachelor, som varer 3,5 år. Uddannelsen veksler mellem undervisning og praktik.
    Radiografer arbejder med højteknologi på sygehusenes røntgenafdelinger. En radiograf kan udføre røntgenundersøgelser og scanninger samt foretage behandlinger af patienter – fx strålebehandling.
    Uddannelsen i Næstved kommer til at foregå på Professionshøjskolen Absalon.

    Mange sundhedsuddannelser i Næstved
    Radiografuddannelsen bliver det nye skud på stammen over sundhedsuddannelser i Næstved:
    Bioanalytiker
    Ergoterapeut
    Ernæringsassistent
    Fysioterapeut
    Radiograf
    Social- og sundhedsassistent
    Social- og sundhedshjælper
    Sundhedsadministrativ koordinator
    Sygeplejerske
    Tandklinikassistent

    Kontakt

    Borgmester i Næstved Kommune

    Carsten Rasmussen

    Telefon: 2545 0943

    E-mail: caras@naestved.dk