Gå til hovedindhold

Tværfagligt netværk skal føde nye dansk-tyske uddannelsesprojekter

Projektet ’På vej mod Femern Bælt-Dannelsesregion’ etablerer et dansk-tysk, strategisk projekt-partnerskab og dannelsesnetværk mellem uddannelses-, erhvervs- og kulturaktører. Formålet er at drøfte, igangsætte og forankre dannelses- og uddannelsessamarbejder i grænseområdet med særligt fokus på Femern Bælt-regionen.

01. sep. 2022

Indhold

    Næstved Kommune og Technikzentrum Lübeck er projektlederne, der står for projektet i tæt samarbejde med Region Sjælland, Zealand Erhvervsakademi, Universität zu Lübeck og Holmegaard Værk.

    Aktører fra hele grænseregionen inviteres med til drøftelser af, hvordan den nye generation af arbejdstagere (ud)dannes bedst med faglige, tekniske, sproglige, kulturelle, innovative, bæredygtige og kreative kompetencer, der efterspørges af erhvervslivet - herunder på kompetencer der kan anvendes indenfor klima- og grøn omstilling.

    Det nye Dannelsesnetværk er en afgørende brik for, at vi i grænseregionen kan igangsætte nye tværfaglige dansk-tyske projekter. Projektpartnerne vil udvikle og afprøve nye tværfaglige uddannelses-, kultur- og erhvervsindsatser, der fremmer arbejdsmarkedets integrationsprocesser i grænseregionen.

    "På vej mod Femern Bælt-Dannelsesregion" har en tværfaglig STEAM-tilgang til uddannelse, som fjerner de traditionelle barrierer mellem fag og discipliner for at kombinere STEM (science, technology, engineering, maths) med ’Arts’ herunder kunst, kultur, humaniora og samfundsvidenskaberne.

    Løbende aktiviteter

    Projektet gennemfører frem til den 28. februar 2023 følgende aktiviteter:

    • Afholder en workshoprække, hvor centrale danske og tyske aktører indenfor uddannelse, kultur og erhverv inviteres med og sammen identificerer oplagte strategier, indsatser og projekter, der vil øge uddannelsernes relevansogkvalitet i området omkring Femern Bælt.
    • Udarbejder et prospekt om potentialerne for strategiske uddannelsesindsatser, der styrker de unges kompetencer, inkl. projektidéer, procesplan og baggrundsanalyse.
    • Etablering af et Projektpartnerskab, der vil deltage i et Interreg-finansieret fyrtårnsprojekt, der udvikler aktiviteter,der bedre forbereder uddannelsestilbuddene til fremtidens behov i området omkring Femern Bælt.
    • En løbende etablering af et såkaldt Dannelsesnetværk med primært uddannelses-, erhvervs- og kulturaktører, der skaber en netværksinfrastruktur for dansk-tyske uddannelsessamarbejder.

    Det er med udgangspunkt i uddannelsesprojekter støttet af Interreg-projektet "kultKIT: Dansk-tyske møder", som Næstved Kommune har administreret, samt Region Sjællands udviklingsanalyser og grænseoverskridende udviklingserfaringer, Technikzentrum Lübecks og Holmegaard Værks samarbejde med uddannelsesinstitutioner og virksomheder - samt Zealands Erhvervsakademis udviklingsplaner - at projektpartnerne har identificeret et behov og efterspørgsel på et dansk-tysk Dannelsesnetværk og et fyrtårnsprojekt, der bidrager til at styrke de unges kompetencer i Femern Bælt grænseområdet.

    "På vej mod Femern Bælt-Dannelsesregion" er finansieret af Region Sjælland, Technikzentrum Lübeck, Zealand Erhvervsakademi, Universität zu Lübeck, Holmegaard Værk, Næstved Kommune og den Europæiske Fond for Regionaludvikling via Interreg Deutschland-Denmark.

    Workshop i Næstved og Lübeck

    Ledelsesrepræsentanter og internationale koordinatorer fra uddannelsesverdenen og repræsentanter fra kultur- og erhvervslivet, samt offentlige forvaltninger mødes den 8. november 2022 på Holmegaard Værk i Næstved og den 22. november 2022 hos Technikzentrum Lübeck.

    Holmegaard Værk er kendt som et innovativt fyrtårn, der kombinerer formidling af historie, håndværk, kreativt design i tæt samarbejde med det omkringliggende samfund. Museet vandt i år prisen som årets europæiske museum inden for kategorien Environmental Sustainability foran 60 andre museer fra hele Europa.

    Technikzentrum Lübeck (TZL) er det største teknologi- og startup-center i delstaten Schleswig-Holstein. 55.000 m² professionelt erhvervsområde står til rådighed for unge og nystartede virksomheder. TZL er kendt for sin Startup-Accelerator og brobyggende funktion mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet.

    Workshop-arrangementerne byder på inspirationsoplæg, netværksdannelse og orientering om relevante støtteprogrammer. Deltagerne får mulighed for at udvikle fælles tiltag og afklare finansieringen på stedet. Alle interesserede i projektet og Dannelsesnetværket opfordres til at tage kontakt til projektlederne i Næstved Kommune/Technikzentrum Lübeck eller et af de andre projektpartnere.

    Citater

    -  Et mere tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og kulturaktører fremmer kreativtænkning, innovation og formidling,som påvirker de efterspurgte STEAM-kompetencer positivt. Øgede kulturelle kompetencer og kulturforståelser er selve grundlaget for, at fremtidens arbejdstagere kan skabe ny vækst ved at igangsætte og øge samhandlen på tværs af grænsen, når dansk og tysk knowhow blandes for at skabe grænseoverskridende udvikling.
    Kim Dawartz, Centerchef for Kultur og Borgerservice - Næstved Kommune.

    -  Deltagelse i dette projekt støtter vores strategi om at opretholde tætte forbindelser til vores danske naboer, så vi i fællesskab kan arbejde med udfordringerne i det 21. århundrede. Dette er afgørende for at skabe en innovativ erhvervskultur i grænseregionen. Kun på denne måde kan vi forblive attraktiv en attraktiv region for fremtidens arbejdskraft.
    Dr. Frank Schröder-Oeynhausen, Direktør – Technikzentrum Lübeck

    -  Der er ingen tvivl om, at Femern-forbindelse er en gamechanger for både Region Sjælland og Slesvig-Holsten. Og vi skal være klar til at udnytte de mange muligheder for vækst og udvikling, som forbindelsen giver på den lange bane. Det er derfor et afgørende skridt, at vi nu danner et netværk på tværs af brancher og landegrænser, der sammen kan udvikle, igangsætte og afprøve nye tværfaglige uddannelses-, kultur- og erhvervsindsatser. Indsatser der skal fremme arbejdsmarkedet i grænseregionen og som skal sikre, at fremtidens arbejdstagere (ud)dannes med de faglige, sproglige, kulturelle, innovative og kreative kompetencer der vil blive efterspurgt af erhvervslivet.
    Thomas Aarup Larsen, Udviklingschef for Regional Udvikling - Region Sjælland.

    Integreret arbejdsmarked i Femern Bælt-geografien

    I 2029 bliver Region Sjælland via Femern Bælt-forbindelsen landfast med Nordtyskland. Det vil både bringe os mentalt og fysisk tættere på hinanden samt medføre udvikling og vækst i regionen. Det er derfor afgørende, at fremtidens unge bliver klædt på til at begå sig både kulturelt, sprogligt og fagligt på tværs af den dansk-tyske grænse. Ved at styrke og målrette relevans og kvalitet i Femern Bælt-geografiens uddannelser kan vi sikre, at fremtidens voksne kan bidrage med relevante kompetencer, som arbejdsmarkedet vil efterspørge. I sidste ende, vil det give den nye generation af unge i grænseregionen flere muligheder i livet.  

    Danske partnere i projektet

    • Næstved Kommune - Center for Kultur og Borgerservice
    • Region Sjælland, Regional Udvikling
    • Zealand Erhvervsakademi, Center for erhverv og udvikling, Afdeling for forskning og udvikling
    • Museum Sydøstdanmark, Holmegaard Værk
    • Erhvervshus Sjælland
    • Næstved Gymnasium og HF
    • Aarhus Universitet - Institut for Kommunikation og Kultur
    • ZBC HHX
    • Kalvehave-Skole

    Tyske partnere i projektet

    • Technikzentrum Lübeck, TZL Campus–Projekt
    • Universität zu Lübeck, Institut für Mathematik
    • Hansestadt Lübeck / Fachbereich Kultur und Bildung, Bereich Schule und Sport
    • IHK zu Lübeck
    • Handwerkkammer Lübeck
    • Stadt Fehmarn
    • Berend-Schröder-Schule Lübeck

     

     

     

    Kontakt

    Projektleder, kultKIT

    Jeppe Pers

    Email: jceper@naestved.dk