Gå til hovedindhold

Nyt fra Næstved - mest for seniorer - marts 2023

Denne gang kan du læse om, hvordan du bliver klogere på det at være pårørende til et menneske med demens, og om aktiviteter på Munkebo - herunder, hvad der sker i forbindelse med påsken.

Indhold

    Bliv klogere på det at være pårørende til et menneske med demens

    Når du er pårørende til et menneske med demens, er det normalt at være igennem en lang sorgproces. Mange oplever, at det er godt at tale sammen med andre pårørende, som også går igennem en lignende sorgproces.

    Foredraget "Viden om det at være pårørende til en person med en demenssygdom" Her kan du få mere viden om det at være pårørende til et menneske med demens, samt få værktøjer til at håndtere dagligdagen som pårørende til et menneske med demens.

    Det foregår torsdag den 23. marts kl. 19.00-20.30 i Skt. Jørgens kirke, Parkvej 101 i Næstved.
    Der vil også være fællessang og kaffe/kage. Arrangementet er gratis, og det kræver ingen tilmelding.

    Psykolog Eva Hultengren, og gerontopædagogisk konsulent og sognepræst Lillian Jordan Nielsen fortæller om, hvad det vil sige at være pårørende til en med demens. De har begge været pårørende og deler ud af deres erfaringer.

    Eva fortæller blandt andet om de faser, som den pårørende bevæger sig ind og ud af. Lillian fortæller om den støtte som de pårørende oplever i en pårørendegruppe, hvor de bliver hinandens sjælesørgere.
    Begge vil komme ind på dilemmaer og bekymringer, som den pårørende møder undervejs.

     

    Det sker i Munkebo cafeen

    Du er altid velkommen i Cafeen på Munkebo, Farimagsvej 52 i Næstved.

    Åbningstider i cafeen:

    Mandag til torsdag kl. 10.00-14.00. Her kan du købe kaffe/brød og kage. Fredag er der åbent kl. 10.00-13.00.

    Tirsdag og torsdag kl. 11.30-12.30 har du også mulighed for at købe en varm ret. Kom forbi og vær med i madfællesskabet. Menuplanen kan du se i cafeen. Tilmelding er nødvendig. Ring på 2421 2345 eller 5588 1900.

    Øvrige arrangementer i Cafeen

    Foredrag med Helge Adam Møller
    Tirsdag den 21. marts kl. 14.00-16.00 holder Helge Adam Møller foredrag om hans tid i Jægerkorpset og i Folketinget. Entre: 50 kr. Tilmeld senest den 14. marts.

    Påskearrangement
    Torsdag den 30. marts kl. 12.00-15.00 i cafeen er der "skidne æg" på menuen, og husorkestret spiller.
    I haven triller vi æg sammen med børnehaven. Tilmelding er nødvendig på Munkebo.

    Påskefrokost
    Tirsdag den 4. april kl. 12.00-15.00 i cafeen er der påskefrokost og musik. Entre: 125 kr. Kom forbi og hent en invitation. Tilmelding er nødvendig.

    Gudstjeneste
    Torsdag den 6. april er aflyst. Vi henviser i stedet til gudstjeneste i Sct. Mortens Kirke. Se deres kalender.

    Lørdagscafe
    Lørdag den 15. april kl. 14.00-16.00 kan du komme til lørdagscafe med de glade musikere. Der er kaffe og kage. Entre: 50 kr. Tilmelding er nødvendig.

    Sjølundkoret
    Søndag den 23. april har du mulighed for at deltage i en hyggelig eftermiddag med Sjølundkoret. Tilmelding er nødvendig.

    Har du spørgsmål til arrangementerne, kan du kontakte aktivitetsmedarbejder Annette Hansen på 2421 2345. Eller se mere på www.distriktoest.dk/arrangementer

    Nyt fra Ældrerådet

    Ældrerådet rådgiver byrådet i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgere og byrådet om kommunens politik på ældreomradet.

    Ældrerådet er meget interesseret i at høre fra borgerne, hvad I har af ønsker til kommunens service og tilbud til ældre. Så kontakt os gerne på mail.

    Ældrerådet har i 2022 holdt fem borgermøder i kommunes omegnsbyer, Glumsø, Mogenstrup, Fensmark, Karrebæk og Fuglebjerg, og i løbet af 2023 har vi planlagt at holde yderligere tre borgermøder lokalt i tre af de fire plejehjemsdistrikter i Næstved by.

    Kommunens borgere (især 60+) kan kontakte Ældrerådet på kontakt@aer4700.dk.
    Læs de godkendte referater fra Ældrerådets møder.

     

    Faste aktiviteter

    Den nuværende "Aktiviteter - mest for seniorer" gælder for det første halvår af 2023 og fortæller om aktiviteter på kommunens ældrecentre.

    Hent folderen på ældrecentre, biblioteker, Borgerservice og Aktiviteter, her på hjemmesiden.

    Læs den og se, om der er noget af interesse for dig eller en anden, du kender.