91 millioner kroner til velfærd og vækst i Næstved Kommunes budgetforlig for 2026
To-voksen-undervisning i 1. klasse, bedre legepladser, byudviklingstiltag og en eventpulje. Det er blot nogle af tiltagene i Næstved Kommunes budget for 2026, der netop er faldet på plads. Samtlige partier i Næstved Byråd står bag Budget 2026, som er et velfærds- og vækstbudget.
)
Årets budgetforlig i Næstved Kommune er netop faldet på plads. For 8. gang i træk står alle partier i byrådet sammen om budgetforliget, hvor politikerne har valgt at prioritere både de nære velfærdsopgaver og de langsigtede investeringer.
I 2026 har forligspartierne tilført 91 millioner kroner til velfærd, heraf 53 millioner kroner til drift og 38 millioner kroner til anlæg. Over de kommende år investeres der samlet 122 millioner kroner i forbedringer af de fysiske rammer på dagtilbud og skoler. Det fortæller borgmester i Næstved Kommune Carsten Rasmussen.
- Jeg vil gerne takke byrådets partier for igen at stå sammen. Vi har landet et budget, der både rækker ud i fremtiden og tager hånd om hverdagen. Jeg er stolt af, at vi står sammen om retningen for Næstved Kommune, siger Carsten Rasmussen og fortsætter:
- Næstved er en kommune i fremgang. Men vi skal også være realistiske. Vores udgifter stiger, og derfor er det afgørende, at vi fortsat har en ansvarlig økonomisk politik. Det har hele byrådet været enige om.
Væksten skal understøtte velfærden
Budget 2026 sætter også retning for vækst. Næstved Kommune har en klar ambition om at være det naturlige centrum på Sjælland, og med investeringer i byudvikling, erhvervsservice og turisme skal væksten understøtte velfærden.
De kommende år er der fokus på strategisk byudvikling blandt andet med havneomdannelsen, udvikling i Næstved by, ved den kommende motorvejstilslutning og i Holme Olstrup og Toksværd.
Der er også sat penge af til at ombygge den tidligere børneafdeling på sygehusgrunden, så kommunens rusmiddelenhed kan flytte ind i Sundhedsby Næstved. Målet er at skabe et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen, hvor borgerne får helhedsorienteret støtte og behandling.
Investeringer i børn og unge
I Budget 2026 sætter Næstved Kommune børn og unge forrest med en række konkrete investeringer, der skal give flere børn adgang til moderne og inspirerende rammer. Der er sat penge af til nye legepladser, vedligeholdelse af ejendomme og en ny daginstitution i Næstved Nord. Der er også sat penge af til at udvide og renovere Rumlepotten i Glumsø og renovere Sognefogedgården i Fuglebjerg.
Derudover styrkes folkeskolen med to-voksenordning i 1. klasse for at sikre en god start i skolen og kompetenceudvikling af medarbejderne.
Mere hjemlighed og velfærdsteknologi på plejehjem
Ældreområdet bliver styrket med midler fra ældremilliarden, investeringer i velfærdsteknologi og udvidelse af plejehjemskapaciteten. Der er også midler til at skabe mere hjemlighed på plejehjem og til at sænke madservicetaksterne.
Satser på fællesskab og oplevelser
Budgettet sætter penge af til Makerspace, frivillighedsområdet og en eventpulje, der skal fastholde Næstveds position som eventby – blandt andet med DM i Skills 2028.
Grøn omstilling og beredskab
Næstved Kommune fortsætter arbejdet med grøn omstilling og energibesparende tiltag. Der er afsat midler til vedligeholdelse af ejendomme og nedlæggelse af ubrugte brandhaner samt investering i nødgeneratorer som led i styrket beredskab.
Bag budgetforliget står det samlede byråd: Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance.
Klik her for at se partiernes udtalelser om årets budgetforlig.
Klik her for at downloade højtopløst foto af forligspartierne.
FAKTA
Det samlede driftsbudget i Næstved Kommune er på 6,7 milliarder kroner.
Budgettet for 2026 har fået tilført 91 millioner kroner. Omkring 53 millioner kroner går til løbende driftsudgifter, og cirka 38 millioner kroner går til anlægsinvesteringer.