Indfødsretsprøven
...
Tilmelding
Du kan tilmelde dig indfødsretsprøven digitalt på forsiden eller på vores stander ved skolens reception. Du kan betale med MobilePay og bankoverførsel.
- Næste prøve afholdes den 25. november 2026.
- Gebyret for tilmelding er 946 kr.
- Tilmeldingsfristen er den 21. oktober 2026.
Om prøven
- Afholdes to gange om året, sommer og vinter.
- Varer 45 minutter og er skriftlig.
- Består af 45 skriftlige spørgsmål om danske samfundsforhold og værdier samt dansk kultur og dansk historie.
- For at bestå prøven, skal 36 ud af de 45 spørgsmål være besvaret korrekt, og heraf 4 ud af de 5 spørgsmål om danske værdier.
Prøvens spørgsmål
- 35 spørgsmål om dansk historie, samfund og kultur. Spørgsmålene stilles med udgangspunkt i det officielle læremateriale. Det officielle læremateriale findes ved at følge linket til højre under "Vil du vide mere?".
- 5 uforberedte spørgsmål om aktuelle forhold og begivenheder i det danske samfund. Emnerne har haft væsentlig interesse i de danske nyhedsmedier inden for det sidste halve år før prøven afholdes.
- 5 uforberedte spørgsmål om danske værdier, som kan handle om eksempelvis ytringsfrihed, ligestilling eller forholdet mellem religion og lovgivning.
Du må ikke anvende hjælpemidler til prøven. Spørgsmålene er multiple choice-spørgsmål. Det betyder, at der til hvert spørgsmål er flere svar at vælge imellem. Du skal sætte kryds ved det svar, du mener, er rigtigt. Der er kun ét rigtigt svar på hvert spørgsmål, og du må derfor kun sætte ét kryds.
Forberedelse til prøven
Du kan forberede dig ved at læse det officielle læremateriale - følg link øverst til højre under "Vil du vide mere?"
Prøven udarbejdes af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Der laves nye spørgsmål til hver prøve. Spørgsmålene er ens i hele landet.
Legitimation
Til både den skriftlige og den mundtlig prøve skal du fremvise gyldig billedlegitimation. Dette er nødvendigt for at kunne deltage i prøven. Undersøg derfor i god tid om du har korrekt legitimation. Se vejledning nedenfor.
Vi anbefaler, at du læser den officielle information om prøven, inkl. legitimations- og klagevejledningen, ved at følge linkene til højre under 'Vil du vide mere?'.
Tid og sted
Indfødsretsprøven vinter 2026 afholdes
25. november 2026 kl. 13:00. (mød senest 12:30)
Sprogcenter Næstved
Nygårdsvej 110
4700 Næstved
Parkering
Skolen har kun en lille p-plads, der hurtigt bliver fyldt. Der findes p-pladser ved Nygårdsvej 102.
Sygdom og framelding
Der afholdes ikke sygeprøver. Hvis du er syg eller på anden måde forhindret i at deltage, kan du tilmelde dig igen til den næste prøve. Du får ikke dit gebyr retur.
Framelding før tilmeldingsfristen - du får gebyret tilbage, minus 100 kr. i administrationsgebyr.
Framelding senest 2 uger før prøven: Du får 50% af gebyret tilbage.
Framelding senere end 2 uger før prøven: Du får ikke gebyr tilbage.
Efter prøven
Der kan gå op til 4 uger, før resultatet af prøven er klart. Skolen giver dig besked om dit resultat. Du skal selv hente beviset på skolen og sende det videre til relevante myndigheder.
Hvis du ikke består, kan du tilmelde dig og betale igen, næste gang der er prøve. Skal du bruge dokumentation for din deltagelse, bedes du kontakte skolen.
Hvis du har en funktionsnedsættelse, kan du søge om at tage prøven under særlige vilkår. Særlige vilkår kan f.eks. være forlænget tid, enelokale, hjælpemidler eller praktiske foranstaltninger.
Ønsker du at deltage under særlige vilkår, bedes du kontakte skolen, samtidigt med at du tilmelder dig prøven.
Du skal udfylde en blanket og indsende dokumenter der bekræfter dit behov. Dette kan f.eks. være en lægeerklæring/udtalelse fra en fagperson eller en officiel udredning. Dokumentationen må højst være to år gammel. Du skal selv angive hvilke særlige vilkår du ønsker til prøven.
Skolen skal godkende din ansøgning.
Skolen skal have din ansøgning senest 8 uger før selve prøven.
Husk at bruge sikker mail hvis du sender private eller personfølsomme oplysninger, f.eks. dit cpr-nummer. Klik her for sikker mail
Indfødsretsprøven følger ministeriets retningslinjer.
For at komme ind til prøven, skal du igennem en sluse, hvor du skal fremvise gyldig billedlegitimation.
Når først du er kommet ind i lokalet og har sat dig på din plads, må du ikke forlade lokalet igen, inden prøven går i gang. Derfor er det vigtigt at huske at tisse af, inden du går igennem slusen.
Læg din legitimation på dit bord, når du har sat dig på din plads.
Du skal række hånden op, hvis du vil tale med en tilsynsførende.
- Mobiltelefoner, Smartwatches, musikafspillere eller anden form for teknisk udstyr må ikke medtages i lokalet
- Du må ikke medbringe ordbøger eller andre hjælpemidler til prøven
- Tasker og overtøj skal placeres efter skolens anvisning
- Man må ikke snakke sammen under prøven
- Hvis du skal på toilettet, ræk da hånden i vejret og vent på en tilsynsførende
- Lokalet må ikke forlades uden en tilsynsførende
- Du må ikke gå fra prøven før de 45 minutter er gået, og en tilsynsførende har indsamlet din
besvarelse - Den tilsynsførende fortæller, når de 45 minutters prøvetid er gået. Herefter må du ikke længere svare på prøven
- Opgaverne skal underskrives af en tilsynsførende, før du forlader prøven
- Man må ikke tage prøvemateriale med ud af lokalet efter prøven
Overtrædelse af regler kan medføre bortvisning og annullering af din besvarelse.
Vi anbefaler at du læser information om prøven inkl. legitimations- og klagevejledning ved at følge links til højre under "Vil du vide mere?".
Du skal medbringe og fremvise vise korrekt, original legitimation til prøven. En kopi eller et foto kan ikke bruges.
- Pas, opholdskort, fremmedpas eller konventionspas udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
- Pas eller identitetskort (nationalt identitetskort godkendt til indrejse i Danmark) udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU/EØS-land eller i Schweiz.
- Pas eller anden gyldig rejselegitimation med billede (godkendt til indrejse i Danmark) udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end ovenfor nævnt.
Det er dit eget ansvar at sikre, at du medbringer korrekt legitimation på begge prøvedage.
Hvis din legitimation ligger hos Udlændingestyrelsen pga. sagsbehandling, skal du selv anmode om at få legitimationen udleveret i god tid før prøven.
Har du ikke gyldig legitimation, kan du i nogle tilfælde få tilladelse til at anvende en anden form for legitimation. Du skal ansøge om dette hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senest 4 uger inden den skriftlige prøve. Du skal selv medbringe tilladelsen fra SIRI ved både den mundtlige og skriftlige prøve.
SIRI kan ikke give dispensation til at anvende kørekort som legitimation.
Hvis du er i tvivl, så spørg sprogcenteret om hjælp i god tid inden prøven eller læs mere på: www.danskogproever.dk
Uddrag om klageregler
Du kan klage over prøvegrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen af din prøve. Klagen skal indgives senest 4 uger efter, at bedømmelsen af prøven har fundet sted. Klagen skal være individuel, og den skal være skriftlig og indeholde en begrundelse.
Du kan anmode Sprogcenter Næstved om at få udleveret en kopi af din skriftlige besvarelse uden betaling. Efter prøven kan du finde prøvespørgsmålene og rettearket i oversigten over tidligere indfødsretsprøver. Du kan således sammenligne dine svar med de korrekte svar.
Du kan kontakte Sprogcenter Næstved, hvis du har brug for vejledning i at klage.
Du kan indgive din klage over forhold ved prøven til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Klagen kan indsendes med Digital Post fx fra e-Boks, Mit.dk, Borger.dk eller via Digital Post appen. Vælg Styrelsen for International Rekruttering og Integration som modtager.
I emnefeltet skal du skrive "Att.: vidensproever@siri.dk". Herefter kontakter SIRI dig, enten for at høre yderligere eller for at meddele dig afgørelsen af sagen.