Tilladelse til at udlede tag- og overfladevand fra et nyt boligområde i Fuglebjerg, Sorøvej 34B til Hulebæk
Næstved Kommune har den 1.10.2026 meddelt en tilladelse til at udlede tag- og overfladevand til Hulebæk
Næstved Kommune giver tilladelse til at udlede tag- og overfladevand fra et nyt boligområde ved Sorøvej 34B, 4250 Fuglebjerg til Hulebæk. NK-Spildevand A/S har søgt om udledningstilladelse til et nyt vådbassin på Sorøvej 34B, 4250 Fuglebjerg. Vådbassinet har til formål at modtage, forsinke og rense regnvandet fra nyt tæt/lav og åben/lav byggeri i lokalplansområde 024 ved Ydre Korsørvej i Fuglebjerg. Området er på ca. 6 ha og er planlagt separatkloakeret, jævnfør Næstved Kommunes spildevandsplan, med en maksimalt tilladt befæstelsesgrad på 40 %. Det befæstede areal udgør cirka. 2,4 hektar.
Du kan læse afgørelsen om udledningstilladelsen på linket herunder:
Tilladelse til at udlede tag- og overfladevand fra nyt boligområde til Hulebæk
Klagevejledning for afgørelse om miljøtilladelse
Tilladelsen er meddelt efter § 28 i miljøbeskyttelsesloven og indsatsbekendtgørelsens §8. Den kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af ansøger og enhver, der må antages at have individuel, væsentlig interesse i sagens udfald samt af visse offentlige institutioner og interesseorganisationer, jævnfør reglerne i §91 i miljøbeskyttelsesloven.
Klagefristen er 4 uger efter offentliggørelsesdato. Det vil sige senest den 30.10.2026. Du klager via Klageportalen, som findes på Nævnenes Hus hjemmeside, https://naevneneshus.dk.
Din klage sendes automatisk gennem Klageportalen til Næstved Kommune. En klage til Miljø og Fødevareklagenævnet er pålagt et klagegebyr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel eller giroindbetaling. Hvis gebyret ikke betales inden for en fastsat frist, afvises klagen.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Ønskes afgørelsen prøvet ved domstolene skal sagen være anlagt senest 6 måneder efter dato for afgørelsen eller hvis den påklages, Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse.