Få hjælp til MitID
Få hjælp til overgangen fra NemID til MitID. Find information om overgangen til MitID, samt hvordan du bestiller tid til hjælp i Næstved Kommune.

Få hjælp til MitID
I Borgerservice på Næstved Bibliotek og Borgerservice og på bibliotekerne Fensmark, Fuglebjerg, Glumsø og Korskilde, kan du få hjælp og vejledning til at få MitID, samt information om overgangen fra NemID til MitID.
Vær opmærksom på, at fra den 1. februar 2022, er der obligatorisk tidsbestilling til hjælp til MitID.
Det skal du medbringe i Borgerservice:
Gyldig legitimation
- Dit NemID
- Pas, kørekort eller opholdstilladelse med billede
Du kan også medbringe følgende to dokumenter i stedet for ovenstående
- Personattest, dåbs-/fødselsattest, sundhedskort eller bopælsattest
Udover gyldig legitimation skal du
Svare på et antal spørgsmål om dig selv (hentet fra CPR-registret) eller medbringe et vidne, som kan bekræfte, at du er dig. På den måde kan vi sikre, at vi udleverer MitID til den rigtige person.
Hvis du ikke er dansk statsborger eller kun har boet i Danmark i kort tid, har vi måske ikke nok oplysninger om dig i CPR-registeret til kontrolspørgsmålene. Derfor bør du for en sikkerheds skyld tage et vitterlighedsvidne med.
Vidnet skal være fyldt 18 år, have et dansk CPR-nummer og medbringe egen gyldig billedlegitimation samt sit NemID eller MitID. Vidnets MitID skal være oprettet mindst 10 dage i forvejen.
Sådan kan du forberede dig
Du skal vælge et bruger-id, når du får oprettet MitID. For at gøre MitID så sikkert som muligt, skal bruger-Id’et være svært at gætte for andre. Du kan ikke bruge dit CPR-nummer. Læs mere om regler for bruger-id på mitid.dk.
Hvis du gerne vil bruge MitID-appen, kan du spare tid i Borgerservice ved at hente den, inden du kommer. Find den i App Store og Google Play.”
Har du fået en tidsfrist fra din bank?
Har du fået en MitID-tidsfrist i din netbank, og har du svært ved at finde en tid i Borgerservice, inden fristen udløber? Så ring til telefonsupporten i din bank og bed om at få udsættelse. Find nummeret her.
Du kan kun få hjælp til dit eget MitID, og du kan kun få MitID, hvis du selv kan bruge det.
Husk at et MitID er stærkt personligt og du må ikke dele dit MitID med andre, ej heller bruge deres.
Hjælp til pårørende
Digital Fuldmagt
Digital Fuldmagt er en selvbetjeningsløsning, hvor du ét samlet sted kan give fuldmagt til, at fx en pårørende kan handle på dine vegne i en eller flere offentlige, digitale løsninger. Du kan give fuldmagt til fx at se din sundhedsjournal og laboratoriesvar på sundhed.dk eller til at melde flytning på borger.dk.
Læs mere om Digital Fuldmagt her.
Læseadgang til Digital Post
En læseadgang gør det muligt for andre, fx et familiemedlem, at hjælpe dig med at tjekke din digitale post i din digitale postkasse.
Læs mere om læseadgang til Digital Post her.
Fremtidsfuldmagt
En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft en gang i fremtiden, hvis du bliver syg eller svækket og mister evnen til selv at tage vare på dine økonomiske eller personlige forhold. Du vælger selv, hvad en fremtidsfuldmagt skal indeholde.
Læs mere om fremtidsfuldmagt her.
Kontakt
Næstved Bibliotek og Borgerservice
Telefon: 5588 5588