Gå til hovedindhold
Arbejdsmarked
Job
Enkeltydelser

Enkeltydelse - søg økonomisk tilskud i særlige tilfælde

Du har mulighed for at søge økonomisk tilskud til uforudsete, men nødvendige enkeltudgifter som sygebehandling, tandbehandling, depositum og energiudgifter. Læs mere om, hvilke betingelser du skal opfylde, og hvordan du søger.

Indhold

    Stemmerne i videoen er AI-genererede.

    Du kan i særlige tilfælde søge kommunen om økonomisk tilskud til rimeligt begrundede enkeltudgifter, hvis du står i en vanskelig økonomisk situation. Dette gælder for alle med lav indkomst - dog ikke hvis du er folkepensionist eller førtidspensionist under gammel ordning. Her har du i stedet mulighed for at søge om helbredstillæg eller personligt tillæg.

    Det kan du læse mere om her.

    Du skal vedlægge dokumentation

    Der er en række betingelser, du skal opfylde for at kunne søge økonomisk hjælp til en enkeltydelse. Det er derfor vigtigt, at du vedlægger den nødvendige dokumentation, når du søger om hjælpen. Det er herefter kommunen der vurderer, om du har eller har haft mulighed for at afholde udgiften selv ved at tilrettelægge din økonomi. 

    Du kan her finde en guide, som trin for trin beskriver, hvordan du søger, og hvilken dokumentation du skal sende ind sammen med din ansøgning. Du kan også klikke på videoen længere oppe på denne side for mere information.

    Når vi har modtaget din ansøgning med den nødvendige dokumentation, vurderer vi, om du er berettiget til at modtage økonomisk tilskud. Vi kigger blandt andet på, om der er sket ændringer i dine forhold, og om udgiften er uforudset. 

    Har du undersøgt dine muligheder? 

    Før du søger økonomisk hjælp til en enkeltydelse, skal du have undersøgt, om du har mulighed for at afholde udgiften på anden måde. Du kan for eksempel: 

    • låne penge i banken

    • afdrage i rater til energiselskabet

    • realisere personlig formue – for eksempel bil, der kan sælges

    • optage lån i friværdien i din ejerbolig

    • sælge aktier

    • hæve pensionsopsparinger

    • udnytte en kassekredit eller et nedsparingslån

    Hvis du har formue - uanset formuens størrelse - vil den indgå i vurderingen af din mulighed for at få hjælp. Det indgår også i behandlingen af ansøgningen, om du eksempelvis kan få boligstøtte, kronikerbevilling, merudgifter til børn, SU-lån med videre.

    Du skal også være opmærksom på, at udgiften ikke skal være afholdt, før du søger.

    Sygebehandling (§ 82)

    Det er en betingelse for at få hjælp, at:

    • udgiften er lægeligt velbegrundet og nødvendig
    • du ikke kan få hjælp til udgiften efter en anden lovgivning
    • du ikke kan betale udgiften ifølge vores rådighedsberegning

    Tandbehandling (§ 82A)

    Kommunen har pligt til at yde tilskud til tandpleje til borgere, der modtager en ydelse, som svarer til kontanthjælpsniveau. 

    Samvær med barn under 18 år (§ 83)

    For eksempel rejseudgifter, kost og deltagelse i aktiviteter med barnet. Det er en betingelse, at:

    • barnet ikke har folkeregisteradresse hos dig
    • du ikke selv er i stand til at betale udgifterne indenfor dit rådighedsbeløb

    Enkeltudgifter som for eksempel depositum, husleje eller flytning

    Det er en betingelse for at få hjælp, at:

    • du har været ude for ændringer i dine forhold, eksempelvis sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør
    • du ikke har formue eller har mulighed for at låne via bank
    • du ikke kan klare dig selv i fremtiden, hvis du betaler udgiften
    • det er en uforudset udgift
    • du ikke kan få hjælp efter en anden lovgivning
    • udgiften er rimelig og velbegrundet

    Er du ikke digital, kan du kontakte Næstved Kommune på telefon 5588 5588 og få tilsendt et ansøgningsskema.

    Hvis du har behov for hjælp til at udfylde ansøgningsskemaet, eller har du spørgsmål omkring dokumentation, skal du bestille tid i Borgerservice.

    Kontakt os digitalt

    Center for Arbejdsmarked