Fuldmagt, delvis fuldmagt og samtykkeerklæring
                                                            På denne side kan du udfylde en fuldmagt til partsrepræsentation, en delvis fuldmagt eller en samtykkeerklæring til sager i Center for Arbejdsmarked. 
                                                        
                                            Du har mulighed for at give en anden person lov til at repræsentere dig fuldt ud i din sag hos Center for Arbejdsmarked. Det kaldes fuldmagt til partsrepræsentation.
Du kan også give tilladelse til, at en anden person kan hjælpe dig med bestemte dele af din sag i Center for Arbejdsmarked. Det kaldes en delvis fuldmagt.
Du kan også give din tilladelse til, at Center for Arbejdsmarked må indhente, dele eller bruge oplysninger om dig i forbindelse med din sag. Det kaldes en samtykkeerklæring.
Du kan læse meget mere om fuldmagt, delvis fuldmagt og samtykkeerklæring herunder.
En fuldmagt til partsrepræsentation betyder, at du giver en anden person lov til at repræsentere dig fuldt ud i din sag hos Center for Arbejdsmarked. Det vil sige, at personen kan handle på dine vegne, træffe beslutninger, kommunikere med Center for Arbejdsmarked samt modtage alle relevante oplysninger - som var det dig selv.
Herunder er eksempler på, hvornår en partsrepræsentation er relevant:
- Du har svært ved at overskue din sag: Du giver fuldmagt til en anden person, som kan hjælpe dig, tage kontakt til din sagsbehandler, modtage breve, træffe beslutninger og svare på dine vegne
 - Du er syg eller har nedsat funktionsevne: Du giver fuldmagt til, at en person kan varetage hele din sag, herunder at deltage i møder, klage over afgørelser og modtage aktindsigt
 
Vigtigt at vide
- Fuldmagten skal være skriftlig og underskrevet af begge parter
 - Du kan når som helst trække fuldmagten tilbage
 - Al kommunikation med Center for Arbejdsmarkedet vil fremover gå til din partsrepræsentant
 - Du behøver ikke selv deltage i alle møder. Du er dog forpligtet til at deltage i møder, hvis jobcentret kræver det
 - Du kan give fuldmagt til alle - dog kun en person af gangen
 
En delvis fuldmagt betyder, at du giver en anden person - for eksempel en pårørende eller professionel rådgiver - lov til at hjælpe dig med bestemte dele af din sag i Center for Arbejdsmarked. Det er ikke en fuld adgang til alt, men en afgrænset tilladelse til at handle eller få indsigt på dine vegne.
En delvis fuldmagt kan være en god støtte, hvis du føler dig usikker, overvældet eller har brug for hjælp til at navigere i din sag.
Du bestemmer selv, hvem der må hjælpe dig - og med hvad. Du kan altid ændre eller trække fuldmagten tilbage.
Hvad kan en delvis fuldmagt bruges til?
En delvis fuldmagt kan for eksempel bruges til at:
- få hjælp til at forstå breve og afgørelser fra jobcentret
 - deltage i møder sammen med dig, hvor den anden person må tale og stille spørgsmål
 - få adgang til specifikke oplysninger i din sag - for eksempel et bestemt forløb, en ydelse, en afgørelse eller klage
 - kommunikere med Center for Arbejdsmarked om udvalgte emner, som du har givet tilladelse til
 
Hvornår kan en delvis fuldmagt være en hjælp til dig?
- Du har svært ved at overskue eller forstå breve fra jobcentret. Du giver en anden person delvis fuldmagt til at læse og forklare brevene for dig
 - Du er uenig i en afgørelse, men finder det svært at forklare dine synspunkter. Du giver derfor delvis fuldmagt til en person, der kan varetage dine interesser og tale med jobcentret om den konkrete afgørelse
 
En samtykkeerklæring er din tilladelse til, at Center for Arbejdsmarked må indhente, dele eller bruge oplysninger om dig i forbindelse med din sag. Det handler om at sikre, at du har kontrol over og indsigt i, hvilke oplysninger der bliver brugt, og hvad de bliver brugt til.
Du kan altid trække dit samtykke tilbage eller få mere at vide, før du beslutter dig. Det er helt frivilligt, og du har ret til at få forklaret, hvad oplysningerne skal bruges til.
Hvorfor skal jeg give samtykke?
Center for Arbejdsmarked har brug for relevante oplysninger for at kunne hjælpe dig bedst muligt - for eksempel med at finde job, vurdere din arbejdsevne og kommunikere med for eksempel andre myndigheder og læger. Center for Arbejdsmarked må som udgangspunkt kun bruge dine personlige oplysninger, hvis du har sagt ja.
Herunder er eksempler på, hvad du kan give samtykke til:
- At Center for Arbejdsmarked må kontakte din læge for at få en lægeerklæring om dit helbred
 - At Center for Arbejdsmarked må tale med din tidligere arbejdsgiver om din tidligere ansættelse
 - At Center for Arbejdsmarked må dele oplysninger med en anden myndighed - for eksempel Center for Børn og Unge eller Center for Handicap og Psykiatri - for at koordinere din sag
 
Udfyld fuldmagt, delvis fuldmagt og samtykkeerklæring
Herunder kan du udfylde en fuldmagt, en delvis fuldmagt og samtykkeerklæring (kræver MitID)
                Kontaktcentret
Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Hos kontaktcentret kan du få svar på spørgsmål eller hjælp til selvbetjening.
Der er mulighed for at blive omstillet til en medarbejder i Center for Arbejdsmarked mandag til fredag klokken 9 og 11 – torsdag også klokken 15 og 16.
Du kan se adresser og åbningstider for Center for Arbejdsmarked her