Gå til hovedindhold

Invitation til borgermøde d. 1. september 2026

Nu skal de mange idéer, input og ambitioner omsættes til et konkret grundlag for den idékonkurrence, der skal sætte retningen for Næstveds kommende havnebydel. Derfor inviterer havneudvalget borgere, foreninger, organisationer og erhvervsliv til at bidrage med de perspektiver, der skal kvalificere det videre arbejde og danne grundlag for konkurrencen.

Næstved Kommune inviterer borgere, foreninger, organisationer og erhvervsliv til borgermøde om udviklingen af den kommende havnebydel.

Dato: 1. september 2026

Tid: Kl. 19.00–22.00

Sted: Nærmere lokation ved Næstved inderhavn offentliggøres snarest

Fra idéer til konkret grundlag for den videre udvikling

Udviklingen af havneområdet bygger videre på et arbejde med borgerinddragelse, dialog og anbefalinger fra det tidligere havneudvalg. Nu tager vi næste skridt.

Vi står over for at skulle udskrive en idékonkurrence om en strategisk helhedsplan for havneområdet, og derfor har vi brug for at konkretisere de idéer, ønsker og perspektiver, der skal danne grundlag for konkurrencen.

På borgermødet skal vi sammen kvalificere og konkretisere, hvad der skal kendetegne fremtidens havnebydel, så arkitekter og rådgivere får det bedst mulige afsæt for deres arbejde.

Dit bidrag er vigtigt og skal bruges konkret

Input fra borgermødet vil indgå i konkurrenceprogrammet for idékonkurrencen og dermed være med til at sætte retningen for den strategiske helhedsplan for området.

Vi ønsker blandt andet dialog om:

  • Hvad der skal kendetegne det gode liv ved havnen
  • Hvilke funktioner, aktiviteter og mødesteder området skal rumme
  • Hvordan havnebydelen kan skabe værdi for borgere, besøgende og erhvervsliv
  • Hvordan områdets særlige kvaliteter kan udvikles og styrkes

Ambitionen

Målet er at skabe en levende og attraktiv havnebydel med plads til fællesskaber, aktiviteter, erhverv, kultur og bynatur – en bydel, der bygger videre på havnens identitet og skaber værdi for hele Næstved.

Tilmelding

Tilmelding sker ved at sende en mail til havnebydel@naestved.dk.

Vi håber, du vil deltage og være med til at konkretisere retningen for Næstveds nye havnebydel. Sammen skaber vi det gode liv ved havnen.