Fremtidens klimaregnskab: SMV’er får lettere adgang til grøn rapportering
Et nyt initiativ vil gøre det gør markant lettere for små og mellemstore virksomheder (SMV) at håndtere og automatisere klimadata.

Sif Neldeborg (tv) fra konsulentvirksomheden Devoteam og Anitta Ikast Drejer fra Erhvervsstyrelsen (th) introducerer de mulige fordele ved at lave en national klimakontoplan.
Af Signe Munch-Pedersen, Ressource City
Mange små og mellemstore virksomheder (SMV’er) oplever, at arbejdet med klimaregnskab er både komplekst og tidskrævende. Med et nyt initiativ vil Ressource City i samarbejde med Erhvervsstyrelsen gøre det markant lettere at håndtere og automatisere klimadata.
Projektet udvikler en national klimakontoplan, der skal skabe en fælles, vejledende standard for klimaregnskaber. Målet er, at virksomhederne får et system, som er nemt, pålideligt og automatiseret – og som samtidig gør det muligt at sammenligne resultater på tværs.
Første workshops i Næstved
Mandag den 18. august blev første workshop afholdt i Næstveds nye erhvervshus, hvor 22 virksomheder deltog – heraf 12 lokale. Tre dage senere fulgte endnu en workshop, denne gang med 15 systemudbydere inden for klimarapportering.
Blandt deltagerne var Næstved-virksomheder som Scanseason, HEKA Danmark, Ropox, Materialepladsen og Jørn Johansen A/S, som fik indblik i, hvordan eksisterende bogføringsdata kan bruges aktivt i klimaregnskaber.
- Det handler først og fremmest om forenkling og transparens. I dag er der ikke klare rammer for, hvilke data virksomhederne skal ligge inde med, hvornår de skal bruges og til hvilke formål, forklarede Anitta Ikast Drejer fra Erhvervsstyrelsen, som samtidig roste virksomhedernes store engagement.
Stemmer fra deltagerne
For Peter Mortensen fra Rengøringspartner var udbyttet tydeligt:
- Vi lavede allerede ESG-rapport sidste år, men vi har en masse data, som vi gerne vil gøre lettere at bruge. Jo mere håndholdt tingene er, jo flere fejl kan der ske. Det her er en vigtig hjælp, siger Peter Mortensen.
Også systemudbydere som Beierholm Bæredygtighed deltog. Senior Manager Jesper Holm Madsen fremhævede, at det er afgørende at kunne bidrage med erfaring til udformningen af klimakontoplanen:
- Det betyder meget, at Erhvervsstyrelsen arbejder på at løse nogle af de konkrete udfordringer ved rapportering. Det giver tryghed – både for os og vores kunder, siger han.
Ressource City som testhub
Daglig leder af Ressource City, Michael Elgaard, glæder sig over, at netop Næstved danner ramme for projektet:
- Erhvervsstyrelsen har valgt os som samarbejdspartner, fordi vi allerede siden 2023 har haft over 50 virksomheder igennem et klimaregnskabsforløb. Vi har erfaringen, og nu får vi mulighed for at videreudvikle arbejdet i et unikt nationalt projekt, lyder det fra Michael Elgaard.
De kommende workshops i september og oktober vil bygge videre på erfaringerne – og samle virksomheder og systemudbydere til en fælles afslutning. Hele forløbet er gratis at deltage i.
Billedet til venstre: 22 virksomheder fra nær og fjern var mandag samlet første gang for at bidrage til udformningen af en national klimakontoplan til automatiseret klimarapportering. 12 lokale virksomheder med erfaring i at udarbejde klima- og ESG-rapportering deltager i forløbet.
Billedet til højre: Det er vigtigt at kunne fortælle kunderne, at Erhvervsstyrelsen arbejder proaktivt på at gøre klimarapportering nemmere, mener senior manager Jesper Holm Madsen fra Beierholm Bæredygtighed. Foto: Ressource City.

