Gå til hovedindhold
Erhverv
Nyhed

Karrebæksminde Strandhotel skal tiltrække konferencer og turister året rundt

Karrebæksminde Strandhotel skal tiltrække og fastholde konferencegæster og turister hele året i Karrebæksminde. I det nye år igangsættes omfattende renovering.

1. dec. 2025

Sådan skal hovedindgangen på Karrebæksminde Strandhotel se ud, når renoveringen er gennemført. Grafik: Maycon

Indhold

    Turistsæsonen i Karrebæksminde skal udvides, så turisterne i højere grad i fremtiden besøger det skønne område hele året.

    Det er ambitionen bag et storstilet nybyggeri og renoveringsprojekt af det tidligere konferencecenter Smålandshavet, som tidligere var ejet af fagforeningen 3F. Nu hedder stedet Karrebæksminde Strandhotel, og det er Mayland Holding CPH ApS, der står bag ambitionerne om at skabe et strandhotel, der skal tiltrække både feriefolk og konferencefolk året rundt og med Maycon som projektudvikler.

    ”Karrebæksminde er en slags mini-Skagen. Der er smuk natur, vand og strand – og så er beliggenheden af Karrebæksminde Strandhotel helt unik i forhold til udsigt og nærhed til vandet. Derfor ser vi et kæmpe potentiale i at skabe nogle faciliteter, der kan tiltrække feriefolk men også konferencegæster”, lyder det fra Dennis Dahl, hotel projekt- og udviklingschef i Maycon.

    Men før det kan ske, skal hotellet igennem et omfattende nybyggeri og renovering, hvor det tidligere konferencecenter skal tilbygges, moderniseres og opgraderes.

    ”Det første vi går i gang med i fase 1 er hovedbygningen med hovedindgangen og receptionsområdet, som bliver lavet om, så der også vil være bistro med udeservering om sommeren. Derudover bliver der åbnet op på 1. salen, så man kan sidde og nyde udsigten ud over vandet”, fortæller Dennis Dahl, der også peger på, at to af de eksisterende lejlighedsblokke skal rives ned og bygges op på ny med i alt 70 nye værelser.

    ”De bliver ikke højere end de omkringliggende byggerier, men vi vil gerne sørge for, at det bliver til attraktive hotelværelser. Derudover går vi også i gang med at ændre på svømmehalsområdet, så det bliver nyt wellness-område”, fortæller Dennis Dahl.

    Målet er, ifølge Dennis Dahl, at arbejdet med fase 1 kan igangsættes i det nye år.

    ”Drømmescenariet er, at det allerede kan være færdigt, så vi kan få sommersæsonen med, men det er langt fra sikkert”, slår han fast.

    Fuldt renoveret i sensommeren 2027

    Anden fase af det omfattende renoveringsprojekt, som omfatter de resterende lejlighedsblokke og udendørs faciliteter, forventes klar til at blive taget i brug i sensommeren 2027.

    ”Når vi er helt igennem nybyggeri og renoveringsprojektet, så vil Karrebæksminde Strandhotel have op mod 200 værelser i alt, hvor der forventes høj belægning også for konferencedelen”, lyder det fra Dennis Dahl, der fortæller, at det storstilede renoveringsprojekt forventes at løbe op i omegnen af 250 til 300 millioner kroner.

    ”Det er helt klart spa-området, der bliver den største post. Men den kommer også til at bestå af blandt andet spa, eventsauna, koldt- og varmtvandsbassin, udendørs jacuzzi og behandlerrum”, siger han.

    Dennis Dahl ser derfor stor en fremtid for Karrebæksminde Strandhotel, hvor flere forskellige turistsegmenter og konferencesegmenter vil blive trukket til.

    ”Hele spa-oplevelsen vil hele året trække især par til, som vil betale for en god oplevelse, mens konference-faciliteterne samtidigt vil tiltrække business-segmentet. Flere virksomheder investerer mere i deres medarbejdere, hvor konferencer også skal indeholde mulighed for fysiske aktiviteter”, vurderer han.

    Dennis Dahl forventer, at hotellet vil skabe mellem 80 – 100 arbejdspladser.

    ”Og i højsæsonen vil antallet helt naturligt være endnu flere”, forudser han.

    Stort potentiale for hele Karrebæksminde

    Men Dennis Dahl er også helt overbevist om, at lokalbefolkningen vil benytte sig af restauranten og hotellets andre faciliteter.

    ”Der er i høj grad potentiale for samarbejde og synergi med restauranter og handlende i Karrebæksminde, hvor vi kan henvise til hinanden. Det samme gælder faktisk også med Næstved By", siger Dennis Dahl, der derfor drømmer om, at turistsæsonen kan udvides til glæde for alle erhvervsdrivende i området.

    Dennis Dahl er i øvrigt bestyrelsesformand i Næstved Turistforening og er med i bestyrelsen i Karrebæksminde Erhvervsforening.

    ”Det er helt sikkert en ambition, vi skal være fælles om – for potentialet er helt klart til stede", slår han fast.

     

    Billederne herunder:

    Øverste række til venstre: Karrebæksminde Strandhotel som det kommer til at se ud fra søsiden. Grafik Maycon

    Øverste række midtfor: Hovedindgangen som den kommer til at se ud. Grafik: Maycon

    Øverste række til højre: Receptions- og bistro-område. Grafik: Maycon

    Midterste række til venstre: 1. sal i bistro-område. Grafik: Maycon

    Midterste række midtfor: Nye hotelværelser. Grafik: Maycon

    Midterste række til højre: Dennis Dahl, hotel projekt- og udviklingschef i Maycon, i det, der bliver til bryllupssuiten med udsigt ud over havnen. Foto: Næstved Kommune

    Nederste række til venstre: Dennis Dahl i bunden af den nuværende swimmingpool, der skal omdannes til stort spa-område. Foto: Næstved Kommune

    Nederste række til højre: Dennis Dahl foran facaden på Karrebæksminde Strandhotel, hvor bryllupssuiten på 1. sal bliver etableret. Foto: Næstved Kommune