Gå til hovedindhold
Nyhed

Kommunale bygninger sparer fjernvarme svarende til 81 standard enfamiliehuse

Gennem et tæt samarbejde har Næstved Kommune og Næstved Fjernvarme skabt markante energibesparelser på fjernvarmen på 26 kommunale adresser.

21. aug. 2025

Fra venstre: Nikolai Saltoft Johansen, maskinmester i Næstved Kommune, Arne Ulstrup, kundechef i Næstved Fjernvarme og energirådgiver Jonas Ravn, Næstved fjernvarme

Indhold

    Næstved Kommune og Næstved Fjernvarme opnået gode resultater i arbejdet med energioptimering på 26 kommunale adresser, der dækker over eksempelvis plejehjem, skoler og almene boliger.

    Over en to-årig periode er returtemperaturen i fjernvarmesystemet sænket med mere end fem grader - en forbedring, der både gavner klimaet og økonomien.

    Ved at sammenligne data fra perioderne 1. januar til 1. juni i henholdsvis 2023 og 2025, viser resultaterne en samlet besparelse på hele 28.000 m³ fjernvarmevand. Det svarer til det årlige forbrug i 81 standard enfamiliehuse.

    - Det er et konkret bevis på at samarbejde og systematisk indsats kan føre til store resultater. Vi er stolte af at kunne bidrage til den grønne omstilling på denne måde, siger Arne Ulstrup, Kundechef i Næstved Fjernvarme.

    Besparelse på 150.000 kroner

    For Næstved Kommune betyder forbedringerne også en forventet besparelse på 150.000 kroner i motivationstarif fra 2023 til 2025. En økonomisk gevinst, der kan geninvesteres i yderligere grønne tiltag.

    - Vi ser dette som et vigtigt skridt i vores strategi for bæredygtig drift og energieffektivisering. Det er en investering i både fremtiden og fællesskabet, siger Nikolai Saltoft Johansen, maskinmester i Næstved Kommune.

     

    FAKTA

    Returtemperaturen er temperaturen på det vand, der kommer tilbage til fjernvarmeværket efter at have afgivet varme i bygningen. Jo lavere den er, jo bedre:

    - Lav returtemperatur betyder, at bygningen har udnyttet varmen godt.

    - Værket skal bruge mindre energi til at opvarme vandet igen.

    - Varmt vand mister mere energi under transport. Koldere returvand = mindre varmetab.

    - Lavere temperaturer gør det muligt at transportere mere varme med samme mængde vand.

    - Værkerne belønner ofte lav returtemperatur med lavere priser.

    - Dårlig afkøling kan føre til ekstra afgifter.

    - Lav returtemperatur gør det nemmere at bruge bæredygtige varmekilder som varmepumper og overskudsvarme.