Gå til hovedindhold
Nyhed

KV25: Udfordrede unge i Næstved støttes i at deltage i demokratiet

Ungeguider i Næstved Kommune hjælper og støtter unge i at deltage i demokratiet ved kommunal- og regionsrådsvalget 18. november.

Ungeguiderne Kristian og Nicoline støtter og hjælper udfordrede unge.

Indhold

    I Næstved Kommune har byrådet et erklæret mål om at øge stemmeprocenten blandt unge ved det kommende kommunal- og regionsrådsvalg 18. november.

    Baggrunden er, at 55,8 procent af de 19-21-årige afgav en stemme ved valget i 2021. For aldersgruppen 22-29-årige var andelen kun 45,1 procent. Kun de 18-årige vælgere formåede at trække den samlede valgdeltagelse op med en stemmeprocent på 69,1 procent.

    I Næstved Kommunes Center for Unge og Uddannelse og Ungecentrum findes fire ungeguider, der støtter primært unge, som har brug for håndholdt støtte i systemet. De unge bliver guidet og vejledt i alt fra struktur i hverdagen til kost, hygiejne, budget, psykiatrien, lægen, job, uddannelse og alt det der er imellem. 

    I forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget støtter ungeguiderne også de unge i at forstå, at de også har en stemme, og at deres stemme betyder noget.

    ”For nogle handler det om at skabe tryghed og overskud nok til overhovedet at kunne forholde sig til valget. Så min rolle er både at informere, skabe nysgerrighed og gøre det mere håndgribeligt og trygt at stemme. Hvis de har lyst, det er helt frivilligt”, lyder det fra ungeguide Kristian.

    Kan virke uoverskueligt

    Ungeguiderne arbejder med unge i målgruppen 15-29 år, og støtter de unge i fastholdelse i job, uddannelse eller anden beskæftigelse.

    ”Mange af de unge, vi arbejder med, står i en livssituation, hvor der er mange andre ting, der fylder – f.eks. psykiske lidelser, økonomi, bolig, familie eller kontakt med én eller flere dele i systemet. Det betyder, at politik og valg ofte føles langt væk fra deres hverdag. Derudover kan systemet omkring valg virke uoverskueligt – især for unge, der ikke trives i større sociale sammenhænge eller som bliver usikre, når de skal ind i et rum med mange mennesker. Så det er ikke manglende interesse, men ofte et spørgsmål om overskud og tryghed”, fortæller ungeguide Nicoline.

    Og det kan være det sociale og det praktiske omkring det at stemme, der bliver en barriere.

    ”Flere af de unge, vi arbejder med, har en eller flere diagnoser, og for dem kan det være rigtig udfordrende at skulle ind i et nyt rum med mange mennesker. Det kan skabe utryghed, fordi de mister lidt af kontrollen over situationen – og derfor kan selve det at møde op for at stemme føles meget overvældende”, fortæller Nicoline.

    Taler om valget på en jordnær måde

    Og det betyder, at ungeguiderne taler med de unge om det at stemme ved valget på en meget jordnær måde.

    ”Jeg forsøger at møde dem, hvor de er, og skabe en tryg ramme for snakken. Det kan være, jeg spørger: “Ved du, hvornår der er valg?” eller “Har du prøvet at stemme før?” – og så tager vi det stille og roligt derfra. For nogle handler det om at forklare praktiske ting: hvordan man finder sit valgsted, hvad man skal have med, og at der ikke er nogen forkerte spørgsmål”, forklarer Nicoline.

    Nogle unge har brug for, at ungeguiderne tager snakken om politik på en let og overskuelig måde. Derfor bruges ofte kandidattests som udgangspunkt, hvilket er en enkel og konkret måde at starte en dialog på, fordi det ikke tager lang tid, og det giver et hurtigt billede af, hvem der står for hvad.

    Ungeguiderne hjælper og støtter i denne tid helt konkret, hvor de unge ønsker at stemme, i forbindelse med at brevstemme på kommunens brevstemmersteder.

    Ved valget i 2021 valgte 65,62 procent af alle de stemmeberettigede i Næstved Kommune at stemme.