Nu åbner Svanereden - Næstveds nye børnehus
Mandag blev Næstved Kommunes nye, svanemærkede daginstitution i Stenlængegårdsområdet indviet. Den 3. november begynder de første børn i det nye børnehus, der tæller to vuggestuestuer og fire børnehavestuer.
En af stuerne i Svanereden. Træ går igen i alle rum, og flere steder er der sat akustikpaneler op, som er med til at reducere støj.
Asta fra børnehaven Børnely var med til at klippe snoren, da Svanereden blev indviet mandag eftermiddag.
Hun og 55 andre børn fra Børnely er de første, der skal rykke ind i den nye, svanemærkede daginstitution i Stenlængegårdsområdet i Næstved.

Den 1500 kvadratmeter store daginstitution bliver den største i kommunen med plads til 120 børn fordelt på fire børnehavestuer og to vuggestuestuer.
Når de første børn møder ind i de nye, flotte omgivelser i næste uge, kan de og medarbejderne blandt andet se frem til:
- stort fællesrum
- motorikrum
- vægge med akustikpaneler, som reducerer støj
- stuer, der kan deles op
- produktionskøkken
- udhæng, der skaber uderum i ly for regnen
- legeplads med bålhus

Svanereden er den første, svanemærkede institution i Næstved Kommune. Mærket sikrer blandt andet, at miljøbelastende materialer er valgt fra til fordel for mere miljørigtige materialer.
De første spadestik til det nye børnehus blev taget 12. juni 2024.