Gå til hovedindhold

Task Force fremlægger resultaterne af to års analyse- og udviklingsforløb på det specialiserede børneområde

Task Force under Ankestyrelsen og Social- og Boligstyrelsen har nu afsluttet sit arbejde med at gennemgå og styrke sagsbehandlingen i Center for Børn og Unge. Task Forcens konklusion er, at Næstved Kommune har forbedret sig på helt basale områder.

3. okt. 2025

Indhold

    To års arbejde er nu nået sin afslutning, og Task Force er kommet med sin endelige rapport. Den beskriver, hvor Næstved Kommune har forbedret kvaliteten på myndighedsområdet, og hvilke områder kommunen bør arbejde videre med.

    Rapporten kommer efter et længere forløb, som tog sit udspring i en større udviklingsplan for det specialiserede børneområde. Kommunen ansøgte i 2022 Task Force om et forløb, der skulle skabe forbedringer i sagsbehandlingen. Samtidig blev der politisk prioriteret ressourcer til området, så rammerne matchede den udvikling, man ønskede.

    Baggrund for arbejdet

    I 2023 gennemgik og analyserede Task Forcen børne- og ungeområdet i kommunen og kom med en række anbefalinger til forbedringer. Her pegede Task Force blandt andet på, at kommunen skulle blive bedre til at inddrage børn og unge i sagerne og blive hurtigere til at iværksætte indsatser.

    Året efter gik udviklingsarbejdet så i gang, og der blev arbejdet målrettet med disse anbefalinger gennem statusmøder med Task Forcen, gennemgang af konkrete sager, workshops og løbende evalueringer.

    Task Forcens konklusioner

    Nu er udviklingsforløbet så afsluttet, og i sin afsluttende rapport konkluderer Task Forcen blandt andet:

    • at børn og unge nu inddrages mere i sagsforløbene end tidligere.
    • at flere af de tiltag, der blev sat i gang i udviklingsperioden, fortsat anvendes. Der er for eksempel lavet værktøjer som børnebreve, børnekuffert og ungenet, der skal bidrage til kvaliteten af inddragelsen af børn og unge i sagerne.
    • at der fortsat skal arbejdes med skriftlig dokumentation i sagerne.
    • at der fortsat skal arbejdes med korrekt og hurtig håndtering af indberetninger af akut karakter.
    • at Næstved Kommune har opnået en betydelig reduktion af ventelisterne på indsatser overfor børn, unge og familier efter et prioriteret arbejde med ventelisterne.
    • at Task Forcens anbefaling om at lave et nyt koncept for ledelsestilsyn og sparring om rådgivernes sager er imødekommet. Viden fra ledelsestilsynene bidrager til at sikre læring og justere praksis.

    Samlet set er Næstved Kommune et godt sted i forhold til tidligere. Nu handler det om at fastholde den gode udvikling.

    Så selvom Task Forcen nu slipper udviklingsarbejdet i Center for Børn og Unge, så stopper indsatsen med at forbedre sagsgange og sagsbehandling ikke her. Der er fortsat en række anbefalinger, der skal implementeres i centret, og om 6-8 måneder følger Task Forcen op og interviewer medarbejdere og ledere om sagsbehandlingen.

     

    Fakta: Om Task Force

    • Task Force - børn og unge i udsatte positioner tilbyder længerevarende analyse- og udviklingsforløb for kommuner på området for udsatte børn og unge.

    • Et Task Force-forløb indebærer en analysefase, hvor Task Forcen belyser kommunens styrker og udfordringer og på baggrund heraf kommer med anbefalinger til at styrke området.

    • Dette efterfølges af et udviklingsforløb, hvor der arbejdes målrettet videre med de anbefalinger, som Task Forcen er kommet med. Det samlede forløb varer ca. 2 år.

    Læs Task Forcens afsluttende rapport her.

    Læs mere om Task Force - børn og unge i udsatte positionerher.