Næstved Kommune er med i Ungeløftet
Tirsdag var der kickoff på Ungeløftet i Næstved Kommune. Lokale virksomheder, foreninger, kommune og politikere markerede, at vi nu skal prøve nye veje for at hjælpe flere unge ind i meningsfulde fællesskaber, job og uddannelse.

Unge graffitikunstnere lavede malerier, der skal pynte i et kommende studiecenter i Jernbanegade i Næstved, som åbner i oktober
Der var taler, samtaler, graffitikunst, DJ – og så var der Fenja fra Fuglebjerg. Fra scenen i salen på ungdomsskolen sang hun ”Lige Veje” og ”Lufthuller” og havde alles opmærksomhed. Det understregede hele formålet med kickoff’et: nu skal der opmærksomhed på indsatsen for at få flere unge med i fællesskaber og videre i job eller uddannelse.
Her i kommunen er cirka 200 unge mellem 15 og 29 år i målgruppen for Ungeløftet. Via gode partnerskaber mellem kommune, virksomheder, foreninger og andre, er håbet at få flere unge med i fællesskaber, ud i praktikker, uddannelsesforløb og job.
Til at skubbe initiativerne i gang har Næstved Kommune fået 8,3 millioner kroner fra en Ungeløft-pulje, som et flertal i Folketinget står bag.
Taler, samtaler, graffiti og musik
Miljø- og ligestillingsminister, Magnus Heunicke var kommet til Næstved Ungdomsskole for at deltage i kickoff’et og understregede i sin tale, at Ungeløftet både er et løfte af de unge, men det er også et løfte til de unge om hjælp og støtte.
Derudover bød programmet blandt andet på:
- oplæg om det frivillige erhvervsmentornetværk i Næstved, som består af erhvervsfolk, der er mentorer for unge uden job eller uddannelse
- Frans Hammer, næstformand i Danmarks Idrætsforbund, som fortalte om Startblokken. Indsatsen hjælper unge ind i fællesskaber omkring fodboldklubber
- tre lokale unge, som fortalte om deres vej til uddannelse.
En dj sørgede for musik udenfor, mens Fenja og Benjamin Barfoed sørgede for musikalske indslag indenfor i salen.
Mens der blev talt fra scenen, udfoldede fire unge deres graffitievner på lærreder, som skal hænges op i det nye studiecenter, der åbner i Jernbanegade til oktober.
Skal du være med?
Nu skal Ungeløftet så for alvor skubbes i gang med stærke partnerskaber mellem kommune, virksomheder og civilsamfund.
Hvis du, eller din forening eller virksomhed, kan bidrage i et partnerskab, så kontakt Else Pedersen, KUI Koordinator i Center for Unge og Uddannelse på elhpe@naestved.dk
Kick off'et blev holdt på Næstved Ungdomsskole
Marco La Fata fortalte om et frivillige erhvervsmentornetværk, som er mentorer for unge uden job eller uddannelse
Miljø- og Ligestillingsminister Magnus Heunicke var også med til kick off'et
Tre unge fortalte om deres vej til en uddannelse