Verdens Vildeste Brobyggere blev en kæmpe folkefest
Tusindvis af nysgerrige tilskuere var dukket op for at se tre hold af lærlinge, studerende og elever dyste i at bygge tre buebroer over den fritlagte Suså i Næstved, da brobygningskonkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere løb af stablen 4. juni. Efter syv timers intensiv konkurrence blev det hold 3 og deres Sommerfuglebroen, som løb med sejren.

Hold 3 blev vinderholdet med byggeriet af sommerfuglebroen. Foto: René Kongsgaard/Holm Foto
Fire måneder. Så længe har de 42 lærlinge, studerende og elever været i gang med at designe og forberede de tre buebroer, Sommerfuglebroen, Handelsbuen og Tidsbuen, som onsdag 4. juni blev bygget på tværs af den fritlagte Suså i Næstved.
På tre hold blev der knoklet i syv timer i et stærkt, tværfagligt fællesskab, bestående af: elektrikerlærlinge, smedelærlinge, struktørlærlinge, tømrerlærlinge, godschaufførlærlinge, ingeniør- og bygningskonstruktørstuderende samt handelselever.
På dagen havde brobyggerne i alt syv timer til at bygge broerne, før det sidste søm skulle være sat, og der skulle kåres en vinder. Vinderholdet kunne gå hjem med diplomer, medaljer og en fælles præmie på 60.000 kroner, doneret af Otto Bruuns Fond.
En vinderbro foldede sine vinger ud
Alle tre hold imponerede med gennemtænkte og kreative designs:
Med Tidsbuen fandt hold 1 inspiration hos Gavnø Slot, og indtænkte middelalderlige detaljer i designet af
deres bro.
Hold 2 hyldede med Handelsbuen Næstved som købsstad, og ville med broen vise forbindelsen mellem den gamle bydel og den nye havnefront.
Med Sommerfuglebroen havde hold 3 valgt et let og organisk design til deres buebro, med tydelige referencer til udfoldede sommerfuglevinger - og som altså også blev årets vinderbro.
Vinderholdet bestod af:
Christoffer Hjarsaas (SIF Gruppen), Mathias Stelzig (Funder & Schultz), Sebastian Meincke (Femern Link Contractors), Anja Sarah Hassing Ronøe (Clarke Entreprise), Mikkel Kærvig (Mester Madsen A/S), Mads Aggergaard (PP Jensen), Jonas Mollerup Højbro (Davidsen, Fredericia), Sebastian Lindahl Christensen (Tibnor, Fredericia), Emil Jensen (Zealand), Frederik Henrik Bobak (Zealand), Christian Martin Albrechtsen (Zealand), Mads Jeppesen (Zealand), Mathias Rasmussen (Aalborg Universitet) og Marie Thomsen (Aalborg Universitet).
Spækket program & masser hands-on-læring
Josefine Høgh, kendt fra DR, var vært til eventet hele dagen, hvor publikum blandt andet kunne opleve masser af live kommentering af brobygningen med dommerpanelet og faglærere, taler med borgmester, Carsten Rasmussen og miljøminister, Magnus Heunicke, live udgave af podcasten Byggepladsen, tidligere Bagedystvinder, Emil Obel bagte en bro, kendte youtubere battlede og byggede katapulter m.m.
Derudover kunne Næstveds børn og unge deltage i spændende workshops, og komme helt tæt på byggeprocessen og de unge brobyggeres faglighed. I juniorkonkurrencen Verdens Næstvildeste Brobyggere udstillede 100 SFO-børn minibroer, bygget af genbrugsmaterialer, mens 500 4.-7. klasseselever blev undervist i forløbet ‘Design & byg en minibro’ i et særskilt undervisningstelt på sitet.
Broernes efterliv
Næstveds borgere kan opleve de tre broer ved den fritlagte Suså frem til 11. juni
2025, hvor det bæredygtige nedrivningsfirma Hvidberg A/S afmonterer broerne. Alle tre
broer er solgt til tre forskellige købere via auktion.
Brobyggere fantastiske ambassadører for erhvervsuddannelser
Deltagerne i Verdens Vildeste Brobyggere 2025 i Næstved er mere end blot konkurrenceivrige håndværkere – de er fantastiske ambassadører for, hvad fagligt håndværk kan blive til. Med kreativitet, præcision og et urokkeligt samarbejde viste de, hvordan faglige færdigheder kan omsættes til imponerende ingeniørkunst. Deres dedikation og passion kan ikke andet end at inspirere kommende generationer til at vælge en uddannelse, hvor teori og praksis går hånd i hånd.
Læs meget mere om uddannelsesmulighederne i Næstved her: https://www.naestved.dk/ung/job-og-uddannelse
Nedenstående billeder: Foto: René Kongsgaard/Holm Foto




















