Gå til hovedindhold

52 oplevelser venter til Kulturnatten i Næstved Kommune

Fredag den 2. oktober er der Kulturnat i Næstved Kommune. I år byder programmet på 52 aktiviteter med kunst, musik, dans, kreativitet og kulturtilbud for både børn og voksne.

29. sep. 2026

Ny Ridehus i Grønnegades Kaserne Kulturcenter lægger scene til forskellige koncerter, teater og fortællinger på Kulturnatten.

Indhold

    Næstved Kommune inviterer igen i år til Kulturnat. På programmet er blandt andet koncerter, udstillinger, workshops, dans, guidede ture og særlige aktiviteter på flere af kommunens kulturinstitutioner.

    Lyt, dans og lær på Grønnegades Kasernes Kulturcenter

    På Grønnegades Kaserne Kulturcenter kan du opleve koncerter, fortællecafé og silent disco.

    Her er der både mulighed for at læne sig tilbage og lytte til musik og fortællinger – eller selv komme ud på dansegulvet. 

    Musik, teater og workshops på Næstved Bibliotek

    Næstved Bibliotek åbner dørene til en aften med musik, teater, workshops og udstillinger.

    Blandt andet kan du opleve den elektroniske musiker Rumpistol med koncerten Tilbage til fremtiden og besøge udstillingen AI & Dig, som museet ENIGMA står bag.

    Du kan også se udstillingen Børnenes Torv, hvor børn fra Næstved viser deres bud på fremtidens byrum.

    Derudover kan familier bygge deres egne små lommeparker, høre Spirekoret fra Næstved og prøve kræfter med teater på TeaterTrappen.

    En anderledes aften i Næstved Svømmehal

    Når mørket sænker sig over byen, skruer Næstved Svømmehal ned for lyset og op for stemningen.

    Undervandsbelysningen tændes, og svømmehallen bliver forvandlet med musik, wellness, saunaer og aktiviteter i bassinerne.

    PlaskeLand holder åbent for alle aldersgrupper med lys, musik og aktiviteter i vandet, mens AquaArena holder lukket denne aften.

    Åbent hus på Talentskolen

    Talentskolen holder åbent hus på sine forskellige linjer og inviterer samtidig til fællesspisning, talks og musik.

    Her kan du få et indblik i elevernes projekter og hverdag og deltage i FREITAG – et gratis kulturelt mødested for unge med interesse for blandt andet kunst, design, musik, film, scenekunst og litteratur.

    FREITAG-arrangementer har tidligere samlet mere end 100 unge.

    Samtidskunst på Rønnebæksholm

    På Rønnebæksholm kan du opleve den aktuelle udstilling Working Animal af Hannah Toticki i Kunsthallen.

    Udstillingen består af blandt andet skulptur, performance, tekst, video og musik og undersøger forholdet mellem mennesker, dyr og arbejde.

    Du kan også gå på opdagelse i haven eller besøge Laden, hvor ALL RISE inviterer indenfor i Eliyah Mesayers poetiske og fiktive stat Illiyeen.

    Oplev Næstved Kunstby til fods

    Kulturnatten byder også på guidede rundture i Næstved Kunstby, hvor du kan opleve nogle af byens gavlmalerier og graffitiværker og se Næstved fra nye vinkler.

    Der er to ruter at vælge imellem. Den ene går omkring Blomstergården og de omkringliggende veje, mens den anden starter ved stationen og fortsætter på en længere tur gennem byen.

    Begge ture mødes ved Turistperronens kontor på Næstved Station.

    De nævnte aktiviteter er kun et udvalg af de 52 oplevelser, der er på programmet til Kulturnatten i Næstved Kommune.

    Se hele programmet på kulturnat4700.dk.