Genbrug af tusindvis af tagsten på Ellebækskolen Kalbyris
Næstved Kommune fortsætter den omfattende udskiftning af undertaget på Ellebækskolen, afd. Kalbyris - et projekt, hvor genbrug af de oprindelige teglsten sparer betydelige mængder CO₂ og forlænger tagets levetid med årtier.
I denne etape, der begyndte op til sommerferien og forventes færdig ved udgangen af november, udskiftes så 1.300 m² undertag. Foto: H. Nielsen & Søn
Arbejdet med at sikre et stærkt og tidssvarende tag på Ellebækskolen, afdeling Kalbyris, er nu i fuld gang med tredje etape af renoveringen.
Som i de tidligere etaper bliver de oprindelige teglsten, fra da skolen blev opført i slutningen af 1960’erne, nænsomt taget ned, sorteret og genudlagt, så de kan fortsætte med at sikre elever og personale tag over hovedet i mange år frem. Genbruget af tagstenene reducerer behovet for nye materialer og giver en markant CO₂‑besparelse.
I første etape blev cirka 2.200 m² undertag udskiftet og i anden etape var det cirka 1.200 m².
Robust og holdbar løsning
I denne etape, der begyndte op til sommerferien og forventes færdig ved udgangen af november, udskiftes så 1.300 m² undertag, hvor det udtjente undertag erstattes af rupløjede brædder med tagpap. Det giver en robust og holdbar løsning, der kan modstå mange års vind og vejr. Samtidig blotlægges de nye tagrender, og der er udført den nødvendige asbestsanering, så arbejdet foregår sikkert og ansvarligt.
Processen gennemføres under totaloverdækning, så håndværkere kan arbejde tørt og elever og personale kan færdes trygt på skolens område.

Foto: H. Nielsen & Søn
Bygningskonstruktør Simon Sundberg Kruse fra Næstved Kommune fremhæver både projektets nødvendighed og klimaeffekt.
“Det er en sag, hvor vi har stor forskel på levetiden i materialerne, undertaget kan holde 20-30 år, men tegltaget kan holde 60-100 år. Når man arbejder med så mange kvadratmeter, er det afgørende, at løsningen er både robust og fremtidssikret med matchende restlevetid - og det får vi her,” siger Simon Sundberg Kruse.
Han understreger samtidig værdien af at genbruge de eksisterende teglsten.
Genbrug af tagsten sparer CO₂
Teknologisk institut har vurderet genbrugspotentialet og har beskrevet den gennemsnitlige levetid for tegltagsten til 60 år. Ved at man genbruger teglsten på denne måde, er der ingen indikationer for, at tagstenene har lavere restlevetid end nye tegltagsten.
“At vi kan genbruge tusindvis af tagsten i stedet for at producere nye, er en stor gevinst. Det sparer CO₂, reducerer udvinding af råmaterialer og bevarer skolens arkitektoniske udtryk. Det er en klog måde at bygge på - både økonomisk og miljømæssigt. Men når vi er færdige, kan man næsten ikke se vores indsats, det er jo de samme sten, som kommer op igen.” siger han.
Når tredje etape er fuldført, har Næstved Kommune renoveret omkring 4.900 m² tag ud af i alt 12.000 m² tag på Ellebækskolen Kalbyris efter samme princip.
Renoveringen udføres i tæt samarbejde med rådgivende ingeniører Lyngkilde A/S og Hovedentreprenør er H. Nielsen & Søn, og projektet viser, hvordan kvalitet, funktionalitet og bæredygtighed kan gå hånd i hånd for at sikre værdien af kommunens bygninger.