Gå til hovedindhold

Snefald: Vær ekstra opmærksom

Kong Vinter har fået rigtigt godt fat. Derfor er der god grund til at være ekstra opmærksom i disse dage, hvis du bevæger dig udenfor.

6. feb. 2026

Indhold

    Der er god grund til at være ekstra opmærksom og tage sine forholdsregler, hvis man bevæger sig ud i vintervejret.

    Her er seks gode råd, som med fordel kan følges:

    - Hvis du er i bil, så sørg for at have varmt tøj med, strøm på telefonen, livsvigtig medicin og evt. en skovl til at grave dig fri.

    - Det kan være glat og ufremkommeligt, uanset hvordan du transporterer dig. Er du på cykel, så husk cykelhjelmen.

    - Sigtbarheden kan være nedsat. Kør efter forholdene.

    - Der kan være store lokale forskelle på snemængderne og vejenes fremkommelighed.

    - Vejen kan være glat, selvom du ikke kan se det, og der er saltet.

    - Snefygning kan opstå hurtigt, også på veje der netop er ryddede og kan give udfordringer på køreturen.

    Og netop snefaldet kombineret med kraftig vind skaber også udfordringer for snerydningen og kampen for at holde vejene farbare.

    Især snefygning kan lukke veje på få minutter, og for at holde en vej åben for trafik kræver det konstant snerydning. Det kan betyde, at vintertjenesten vil prioritere at holde de større veje farbare, og for at det kan ske, kan det medføre, at mindre veje vil blive nedprioriteret.

    Alle kommunale veje er inddelt i fire vedligeholdelsesklasser:

    Klasse 1: Omfatter veje som udgør det trafikale bindeled inden for regionen, eksempelvis højest prioriterede indfalds- og omfartsveje.

    Klasse 2: Omfatter veje som udgør bindeleddet mellem gennemfartsveje og lokalvejene.

    Klasse 3: Omfatter lokalveje og pladser, eksempelvis boligveje og veje på landet samt øvrige P-pladser o.lign.

    Klasse 4: Omfatter veje til enkeltbrugerområder og mindre boligveje.

    På dette kort kan du se klassificeringen af de kommunale veje i Næstved Kommune: https://webkort.naestved.dk/spatialmap?mapheight=1199&mapwidth=2565&label=&ignorefavorite=true&profile=naestved_ekstern&selectorgroups=vintervedligeholdelse+covid19&layers=theme-dtk_skaermkort_daempet_daf+theme-16-07-vintervedligeholdelse+theme-02-01-kommunemaske&opacities=1+1+1&mapext=637562.3794079731+6108747.035552+713787.6205920269+6144298.964448&maprotation=