Nye tiltag for at afhjælpe affaldsudfordringer i vintervejret
Vintervejret medfører fortsat udfordringer for indsamling af renovation nogle steder i kommunen. Der indføres derfor nye tiltag fra i dag, mandag.
Indsamlingen af renovation er desværre fortsat ramt af forsinkelser på grund af vintervejret. Skraldemændene arbejder hårdt for at følge med, men der er fortsat veje, hvor de ikke kan komme frem.
Hvis du ikke har fået tømt affald, har du nu flere muligheder for at komme af med dit affald.
Hvis skraldemændene ikke kan komme frem til din adresse, fordi vejen ikke er farbar, bliver din adresse genbesøgt, så snart det er muligt.
Hvis du skal have hentet mad- og restaffald, kan du sætte en sæk til madaffald og til restaffald (i hver sin sæk), som skraldemændene medtager, når de kommer igen.
Vores skraldemænd kører fortsat deres daglige ruter, og derfor bliver der lavet opsamlingsruter, hvor de manglende afhentninger kan samles. Adresser, som genbesøges, får besked i app’en ”NK Affald”.
Du kan læse mere på www.naestved-affald.dk/app
Aflever mad- og restaffald på genbrugspladser
Hvis du ikke ønsker at vente, til vi kommer igen, kan du fra i dag mandag aflevere mad- og restaffald på alle genbrugspladser, som er:
- Næstved Genbrugsplads
- Mogenstrup Genbrugsplads
- Fuglebjerg Genbrugsplads
- Herlufmagle Genbrugsplads
- Holme-Olstrup Genbrugsplads
Affaldet kan afleveres i klare sække og kræver ikke særlige godkendte sække, som normalt.
De midlertidige pladser kan besøges i genbrugspladsens almindelige åbningstid med bemanding, som du kan læse mere om her: www.naestved-affald.dk/genbrugspladser/adresser-aabningstider
Da der også er udfordringer i sommerhusområdet, er der foruden genbrugspladserne også opsat lukkede containere til restaffald på:
- På stejlepladsen på Enø
- Ved parkeringspladsen ved Alleen i Karrebæksminde
For at sikre at alle kan komme af med affald, er det kun rest- og madaffald, som du har produceret i denne periode med sne, der kan afleveres i de opstillede containere.
Hvis du derfor overvejer at rydde op i køkkenskabene, henviser vi i stedet til de almindelige ordninger.
Hvad kan du gøre på din adresse
Det opleves desværre, at is og sammenkørt sne giver store udfordringer med glatte veje.
Flere af skraldemændene har været tæt på at komme rigtigt galt afsted, og derfor er der et øget fokus på skraldemændenes sikkerhed, mens de udfører deres arbejde. Vi ønsker derfor at hjælpe skraldemanden med at have en sikker arbejdsdag.
Skraldemændene har siden 27. januar lavet indmeldinger om udfordringer med sne og glatte veje 25.556 gange (der kan godt være flere indmeldinger på samme adresse, hvis der har været tømning af flere typer affald eller flere ordinære tømningsdage på samme adresse).
Af disse er 12.856 indmeldinger vedrørende hele veje, hvor skraldebilerne ikke har kunne komme frem, mens de resterende 12.700 indmeldinger har været enkeltadresser, hvor f.eks. adgangsvejen ikke var ryddet.
Der er derfor stadig mange adresser, som skraldebilen kan komme frem til, men hvor der ikke er blevet ryddet adgangsvej.
Skraldemandens arbejdsplads er fra skraldebilen og til din beholder. Husk derfor at:
- Rydde for sne
- Fjerne islag og salte
- Lav plads i eventuelle snebunker ved fortovskanten
Hvis du har mulighed for det, kan du sætte din beholder frem til skel. Husk fortsat at rydde fortov, da skraldemanden skal kunne færdes sikkert på hele adgangsvejen.
Det bliver i øvrigt løbende vurderet, om der er behov for yderligere tiltag.
Tak for din forståelse og tålmodighed i disse vinterdage.