1051 børn skifter madpakken ud med madordning
19 daginstitutioner i Næstved Kommune skal nu til at servere sunde måltider for børnene. Det sker efter et flertal af forældre i hver institution har sagt ja tak til madordning til deres barn. Dermed vil i alt 26 ud af kommunens 47 daginstitutioner nu have madordning.
)
- Det er mega lækkert, udbryder Felix på 5 år efter at have sat tænderne i det, han kalder en pitabolle. I virkeligheden er det et fuldkornsbrød med tomat og hvidløg på toppen.
Felix går på Brumbassestuen i daginstitutionen Humlehaven i Karrebæk. Her bliver madpakkerne nu udskiftet med madordning efter en afstemning blandt børnenes forældre.
Hvert andet år tager forældre i landets daginstitutioner nemlig stilling til, om de vil have madordning i deres barns institution. I foråret 2024 sagde et flertal i 19 daginstitutioner i Næstved Kommune ja tak til, at institutionen sørger for mad til deres børn.
Madordningen er tyvstartet
I Humlehaven går madordningen officielt i gang fra i dag, men der er allerede blevet tyvstartet lidt i løbet af de sidste par uger, hvor børnene et par gange har fået serveret formiddags- eller eftermiddagsmad.
- Det er gået så fint. Den ene gang fik børnene blandt andet dadler. Det var der mange, der ikke havde smagt før, men så snart et barn siger ”mmm”, så smitter det jo, fortæller Lene Draaby, som er daglig leder i Humlehaven.
Hun glæder sig over, at madordningen nu for alvor går i gang.
- Når børnene sidder sammen og spiser det samme mad, så kan det være med til at styrke fællesskabet. De skal række hinanden skålen med ris, vente på at naboen har øst op, og de snakker om den mad, som de alle sammen ser, dufter og smager. Samtidig er det en god mulighed for at spejle sig i hinandens madmod. For hvis man ser sin gode ven smage på noget nyt, så kan det jo være, man også selv tør.
Det er Lone Lademann, der står for at lave maden til børnene i Humlehaven. Hun er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og går op i, at maden skal være appetitlig og måske også anderledes end det, de plejer at få.
- Jeg vil gerne udfordre børnene på deres vaner og smagspallette. I starten vil de få en del genkendelige retter, og så udfordrer jeg dem mere hen ad vejen. Det kan for eksempel være ved at udskifte kødet i lasagnen med linser, siger hun.
Formand for forældreråd bakker op om madordning
Afstemningen om madordning har i nogle daginstitutioner været meget tæt. Formanden for forældrerådet i Humlehaven, Helene Davidsen stemte faktisk nej, men hun bakker fuldt ud op om flertallets beslutning.
- Hjemme hos os går vi op i produktionen og kvaliteten af fødevarerne, og vi foretrækker at lave madpakkerne selv. Men jeg har fået et rigtig godt indtryk af Lone og kan se, at hun laver sund og varieret mad. Hun har også inddraget børnene i at samle blommer og æbler, som blev lavet om til grød. Det, synes jeg, er super godt, fortæller hun.
Formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Lars Hoppe Søe glæder sig over, at der nu i alt er 26 daginstitutioner med madordning i Næstved Kommune:
– Vi har historisk set haft meget få dagtilbud med madordning, så jeg glæder mig over, at vi nu ser en udvikling, hvor flere siger ja. Jeg er generelt stor tilhænger af madordninger, fordi de sikrer, at alle børn i institutionen får en sund og nærende kost, siger han.
17 daginstitutioner begynder på den nye madordning i dag, mens de sidste to er klar i løbet af et par måneder.
Sådan fungerer madordningen
- Hvert andet år skal forældre til børn i daginstitutioner, ifølge dagtilbudsloven, tage stilling til, om institutionen skal have frokostordning. I Næstved Kommune har politikerne valgt, at ordningen skal være en madordning, der også omfatter morgenmad, formiddagsmad og eftermiddagsmad.
- I foråret 2024 sagde et flertal af forældre i 19 daginstitutioner i kommunen ja tak til madordning. I forvejen er der madordning i 7 daginstitutioner. Dermed er der nu snart madordning i 26 ud af kommunens 47 daginstitutioner.
- Forældre betaler 637 kroner om måneden for madordningen. Prisen dækker udgifter til råvarer og løn til køkkenpersonalet. Der ydes søskenderabat, og forældre til børn med delvis friplads betaler en mindre takst. Forældre til børn med fuld friplads skal ikke betale.
- Næstved Kommune betaler udgiften til etablering af et køkken i de institutioner, hvor forældrene vælger madordning.
- Måltiderne skal leve op til de officielle anbefalinger om kost til børn i den relevante aldersgruppe, og til vuggestuens eller børnehavens egen kostpolitik, hvis den har sådan en.